Bruger:Palnatoke/Tegnebrættet/Sømmet op på væggen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hertug Ulrik (søn af Christian 4.) Hertug Ulrik (2. februar 1611 - 12. august 1633) var søn af kong Christian IV og dronning Anna Cathrine.

Han fik 1617 til lærer den hidtidige konrektor i Roskilde, Niels Frandsen. Få år efter begyndte hans faders bestræbelser for at forsørge ham med indtægterne af gejstlige præbender og stifter i Tyskland. 1622 fik han et kanonikat i Bremens kapitel, og samme år blev han valgt til koadjutor i Schwerin stift; derimod mislykkedes planen om at skaffe ham Kamin stift i Pommern. 1623 fulgte han sin broder Frederik (III) til Verden, og da hans farbroder hertug Ulrik døde 1624, erkendtes han som biskop i Schwerin. På grund af hans alder kunde der dog ikke være tale om, at han allerede nu skulle tiltræde denne stilling; han aflagde vel et besøg i Bützow og hyldedes af sine nye undersåtter, men et statholderskab blev indsat for at føre regeringen. Imidlertid var han blevet sendt til Sorø Akademi og forlenedes 1627 med Svabsted amt ligesom farbroderen. Samme år tiltrådte han en udenlandsrejse over Nederlandene til Frankrig, hvorfra han kom hjem i foråret 1628. kort efter drog han imidlertid atter bort, denne gang til krigstjeneste hos Gustav Adolf i Preussen; han deltog i felttoget, blev afholdt af svenskekongen og var hjemme i Danmark igen i november. Snart efter beseglede freden i Lybek 1629 den forandring i hans stilling, som krigsbegivenhederne havde skabt; Christian IV måtte på egne og sine sønners vegne give afkald på deres tyske stifter, og Ulrik havde således mistet Schwerin. I juni 1629 fik han det hverv at sørge for aftakningen og bortsendelsen af de engelske og skotske lejetropper, der stod i de vestslesvigske marskegne. her fra rejste han over Glückstadt til Nederlandene, deltog i statholderen Frederik Henriks lejr i belejringen af hertogenbosch og vendte tilbage til danmark efter stadens erobring. i april 1630 var han med kongen ved angrebet på hamborg og kom her i livsfare. men imidlertid påtænkte christian iv at gjøre et forsøg på en tilnærmelse til kejseren og især til wallenstein for derigjennem at skaffe sine sønner de tabte stifter tilbage. det hang sammen hermed, at Ulrik 1630 rejste til tyskland, besøgte kurfyrstedagen i regensburg og kejserens broder ærkehertug leopold, men navnlig gjentagne gange wallenstein i memmingen i bajern. denne modtog ham venlig, men netop på dette tidspunkt var det, at han måtte fratræde sin stilling som kejserlig generalissimus, og Ulriks ophold hos ham fik derfor ingen følger, han bevarede fra denne tid tvært imod ret fjendtlige følelser over for kejserhoffet. fra tyskland rejste han så over holland til sin fætter carl i i england, af hvem han fik tilsagn om en årlig pension. vinteren 1630-31 tilbragte han hjemme; ud på foråret begav han sig atter på rejse til tyskland, denne gang til de protestantiske fyrster i brandenborg og sachsen. imidlertid bemægtigede de svenske tropper sig meklenborg og schwerin stift; dette gav anledning til forhandlinger om hans gjenindsættelse i dette ved gustav adolf, og Ulrik synes selv helst at have ønsket en tilknytning til denne; tanken kom endog frem om et ægteskab mellem kongens lille datter christina og Ulrik, men alt dette førte ikke til noget, lige så lidt som nye forhandlinger fra christian iv's side med tyske fyrster, kejseren og wallenstein. da blev Ulrik imidlertid kjed af sin uvirksomhed og fik sin faders samtykke til at træde i sachsisk tjeneste. i febr. 1632 tiltrådte han den rejse, til kurfyrst johan georg, der skulde blive skæbnesvanger for ham. hans indtryk af hoflivet i dresden var kun slet; man tænkte langt mere på vellevned og drik end på krig; det var ham derfor en stor tilfredsstillelse, da han i marts fik bestalling som oberst i den sachsiske hær; han betegner sig selv noget efter tillige som kursachsisk general over artilleriet. han lod nu i danmark hverve for sig et kompagni kyrasserer og rykkede hen på sommeren med den sachsiske hær, der til fører havde den bekjendte general hans georg v. arnim, ind i schlesien, deltog rimeligvis i erobringen af gross glogau og opholdt sig om efteråret i neisse. her var det, at han i jesuiterkollegiet fandt tyge brahes himmelglobe, som han sendte hjem til danmark. efter stilhed i krigsbegivenhederne i vinteren 1632-33 gjenoptoges kampen atter i jan., og Ulrik fik lejlighed til at udmærke sig. samtidig var planen om hans ægteskab med christina på ny dukket op, men blev afvist fra axel oxenstiernas side; selv synes Ulrik mere at have interesseret sig for gjenerhvervelsen af schwerin stift. imidlertid var wallenstein i maj 1633 på ny sat i spidsen for den kejserlige hær. men hans forsøg på underhandlinger med fjenderne gav jævnlig anledning til våbenstilstand; under en sådan havde Ulrik en sammenkomst med ham; under de fjendtligheder, der afbrød forhandlingen, fik han dog atter lejlighed til at udmærke sig, og det lykkedes ham endog at tilføje de kroatiske ryttere et ret betydeligt nederlag. nye venskabelige forhandlinger indtrådte dog igjen mellem de to hovedkvarterer, og Ulrik deltog i dem. under en af disse sammenkomster var det, at han blev dødelig såret 11. avg. 1633 ved et uventet forræderisk skud fra en kejserlig rytter og udåndede ud på natten 12. avg. liget blev først ført til liegnitz, der fra til dresden, hvor det stod til foråret 1634; efter en højtidelig bisættelse bragtes det så til kjøbenhavn og nedsattes i frue kirke, indtil det 1642 fik sin endelige plads i christian iv's kapel i roskilde domkirke. Ulrik var et af de bedste skud på den daværende danske kongestamme. ikke alene var han personlig modig, i besiddelse af omfattende sprogkundskaber og af visse små talenter til tegning, maling, musik og fremsigelse af digte, men han havde også alvorlige litterære interesser, som han særlig i sit sidste år plejede ved omgang med den tyske digter martin opitz. allerede 1631 havde han selv udgivet et lille satirisk skrift: «strigelis vitiorum» (lasternes gjennemhegling), der navnlig tog sigte på det herskende umådehold i drik, en last, som han øjensynlig har hadet og selv, i modsætning til sin samtid, ganske var fri for. og med alt dette gik hånd i hånd en sjælden livsfriskhed og dådstrang. så meget sørgeligere kom også hans tragiske død midt i hans friske ungdom.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.