Pilea
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||
|
|||||||||||||
|
|
Pilea Peperomioides (også kaldet Parasolpilea, pengeplante, missionærplante) blev genfundet af en norsk missionær Agnar Espegren i 1945 i Yunnan, da han var på flugt fra Hunan provinsen. Den voksede på et meget begrænset område i af Tsangshanbjergene på skyggefulde, humusklædte kampesten i 2.800 meters højde nær den gamle by Dali. Da der kan forekomme sne i de egne, tåler den formentlig temperaturer ned til frysepunktet.
Espegren tog via Indien nogle stiklinger med til Norge i 1946, og derfra har den spredt sig rundt i Skandinavien, ved at man giver aflæggere videre til venner og bekendte. Da planten er formeret ved stiklinger igennem 60 år, er de planter vi ser i dag genetisk set identiske med den, som Espegren plukkede i 1946, så disse planter er mere end 60 år gamle.
Parasolpilea er en meget livskraftig stueplante, og er meget karakteristisk ved at have runde, friskmørkegrønne saftspændte plade på op til 10 cm i diameter, som sidder på en lang stilk placeret i midten af bladet.
Den trives bedst i nordvendte, kølige vinduer med masser af lys. Står den sydvendt i sol, bliver dens blade lysegulgrønne og kedelige.
