Roberto Assagioli

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.

Roberto Assagioli - en kort biografi

Bringes med tilladelse fra www.psykosyntese.dk

Der findes ikke meget biografisk materiale om Psykosyntesens fader Roberto Assagioli. Her finder du imidlertid en kort biografi, der opridser nogle af de vigtigste træk i hans arbejde og personlighed.

Roberto Assagiolis barndom og ungdom Roberto Assagioli M.D. blev født i Venedig i Italien den 27.2.1888, her tilbragte han sin barndom omkring de tætte kanaler nær ved Ca’d’Oro. Faderen døde da Assagioli var 2 år, men hans mor Elana Kaula (1863-1925) giftede sig igen i 1891 med doktor Alessandro Emanuele Assagioli. Assagiolis moder studerede teosofi og det var formentlig med til at vække hans store interesse for de østlige filosofier. Assagioli voksede op i et velstående jødisk hjem med interesse for kunst, musik og litteratur, hvor han modtog privatundervisning, som det var typisk for den tids miljøer. Han havde stor kundskabstørst. Hjemme taltes der italiensk, engelsk og fransk. Han lærte sig senere at tale græsk, latin, tysk, russisk, og sanskrit. Han elskede at skrive og formulere sig, og allerede som femtenårig publicerede han artiklen Ubevidste ønsker og bevidst arbejde i tidsskriftet Giornale di Venezia. Han blev tidligt påvirket til at interessere sig for internationale forhold og rejste meget også alene, således oplevede han på en rejse til Rusland den russiske revolution som 17 årig. Hans forældre flyttede til Firenze, således at Roberto kunne fortsætte sin uddannelse på Universitetet, hvor han modtog sin medicinske grad med speciale i neurologi og psykiatri. Opholdet i det skønne Firenze var formentlig også med til at bestyrke ham i hans senere betoning af skønheden, som en af de vigtigste transpersonlige kvaliteter i livet. På samme tid fordybede han sig i psykologiske studier med speciel interesse for William James og Henri Bergsons arbejde. Mens han studerede psykoanalyse hos Bleuler i Zurich, blev han bekendt med C.G. Jung og de blev gode venner. I en alder af 21 år fuldendte han sin doktor disputats i psykoanalyse. I hans doktorafhandling fra 1910 introducerede han og beskrev Freuds videnskabelige opdagelser, næsten samtidig færdiggjorde han en kritisk artikel, hvor han beskrev psykoanalysen som ufærdig. Ifølge Assagioli var det Jung der stod psykosyntesen nærmest.

Psykosyntesen udvikles I hans tidlige kliniske praksis anvendte Assagioli psykoanalytiske teknikker, men hans vision af mennesket tilskyndede ham til at udarbejde et større sammenhængende begrebsapparat, der kunne inkludere kærlighed, visdom, kreativitet og vilje . Hans holdning var ikke, at psykoanalysen var en forkert opfattelse, men snarere at den var ufuldendt, da Freud ikke havde givet de højere aspekter af den menneskelige natur tilstrækkelig vægt. I 1911 begyndte han at formulere psykosyntesens begreber og fortsatte med at dedikere hele sit professionelle liv til dette arbejde. I 1928 oprettede Assagioli the Institute of Psychosynthesis i Rom. Et tiår senere blev instituttet lukket af Mussolinis fascist regering, der var kritisk overfor Assagiolis jødiske baggrund, hans humanisme og internationale sindelag. I 1930erne publicerede han flere artikler der senere indgik i hans første bog fra 1965: Psykosyntese. I 1933 publicerede han artiklen Dynamisk psykologi og psykosyntese, hvor hans ovaldiagram for første gang blev offentliggjort. I 1940 blev han arresteret, fængslet og anbragt i isoleret fangenskab. Han forvandlede denne fængsling til en gunstig mulighed for at udforske de indre bevidsthedsområder ved at meditere flere timer hver dag. Han fortalte senere, at aldrig før havde han følt en sådan fred og nydt at være i live på en sådan måde. Ved tidspunktet for sin død arbejdede han på en artikel der behandlede denne oplevelse med titlen: ”Frihed i fængsel”. Årene under krigen var dog hårde for familielivet i det Assagioli levede under jorden og ofte måtte sove i det fri. Det var formentlig med til at svække hans søn Ilarios helbred, således at han døde som 28 årig af en svær lungesygdom. The Institute of Psychosynthesis blev reetableret i Firenze efter krigen, hvor det fortsat opererer den dag i dag. I løbet af hans karriere skrev han flere hundrede artikler og essays, hvoraf mange er blevet oversat til flere sprog. De mest kendte af hans bøger er Psychosynthesis (1965) og The Act of Will fra 1974. Han arbejdede på en bog op til hans død, som efterfølgende blev udgivet under navnet: Transpersonal Development. Assagioli havde en omfattende rejseaktivitet og talte over hele Europa og kom til USA ved åbningen af the Psychosynthetic Research Foundation i New York 1948. Professionelle fra hele verden kom til Firenze for at studere med ham. Assagioli udforskede de østlige veje mere end nogen anden vestlig psykoterapeut, måske med undtagelse af Jung, og bød dem velkommen ind i hans tankesæt, som værdifulde ressourcer til personlig vækst. Han lærte sanskrit, så han kunne læse de mystiske tekster på originalsproget. Psykosyntese er en syntese af østlige traditioner og vestlig psykologi. Psykosyntesen med dens holistiske tilnærmelse og dens inklusive syn på mennesket var langt forud for sin tid. Men efter udviklingen af den transpersonlige psykologi i slutningen af tresserne har psykosyntesen fundet sig til rette som en markant indflydelse inden for denne retning. Det var Assagiolis vision og mod der i en materiel og mekanistisk tid bragte et psykologisk perspektiv, der inkluderede alle dimensionerne af den menneskelige erfaring – fysisk, emotionel, mental og spirituel.

Assagiolis personlighed Hans liv havde en helhed, som det kun er få mænd og kvinder forundt. Helhed i den forståelse, at den dristige innovator, der er født for næsten et århundrede siden levede så han opnåede at se sine ideer omsat i hundredvis af artikler og bøger på mange sprog. Studerende i et stort antal lande, et teoretisk materiale der er svanger med nye implikationer og konsekvenser, og centre der vedvarende udvikler hans arbejde i USA, Canada, England, Italien, Svejts, Frankrig, Grækenland og Argentina.

En sådan helhed, en kamp vel vundet og en arv overbragt til hans medmennesker ville være tilstrækkelig. Men der var en indre helhed over dette menneske, som var ligeså betydningsfuld for de der kendte ham. En indre helhed der i sig selv var en bestandig levende triumf over døden. Han havde glædens opnåelse, en dynamisk ophøjet ro og visdom. Han var fuldendt i den betydning, at han ikke frygtede døden, så vital at han aldrig bekymrede sig om sin bortgang, på trods af hans fysiske skrøbelighed gennem de sidste femogtyve år. Det var som om han fornemmede, at intet betydningsfuldt kunne borttages – som om der i hans glæde var en indre personlig vished om udødelighed.

Lad det nu være som det er. Denne mands offentlige såvel som personlige bedrift påkalder vores opmærksomhed og fortjener at blive husket. Roberto Assagioli blev født i 1888 i Venedig. Vest for Italien regerede dronning Victoria imperiet og i øst var en wienerlæge i gang med at undersøge den victorianske kulturs fundament. I 1910 introducerede Assagioli, som ung lægestuderende, de vigtige opdagelser af Sigmund Freud, til hans professorer i Firenze. I psykoanalysens historie optræder hans navn som en af de første to eller tre italienske pionerere, der bragte modet og rationaliteten i den psykoanalytiske indsigt, i forhold til det victorianske livs overfladiskhed. Det alene ville og gjorde ham opsigtsvækkende.

Det bemærkelsesværdige er dog imidlertid, at han samtidig med at omfavne de radikale nye psykoanalytiske strømninger i 1910, også lagde fundamentet for en kritik af den selv samme psykoanalyse. Han så, at den kun var partiel, at den så bort fra udforskningen af det Maslow, tres år senere, kaldte ”The farther reaches of human nature” (Den menneskelige naturs fjerne horisonter). Assagiolis formål var at skabe en videnskabelig tilnærmelse, der indbefattede hele mennesket – kreativitet og vilje, glæde og visdom, såvel som impulser og drivkræfter. Derudover ønskede han, at denne integrerende fremgangsmåde skulle være praktisk – ikke kun en forståelse af hvordan vi lever, men en hjælp til at leve bedre, mere fuldendt, i overensstemmelse med det bedste der lever i hver af os. Denne opfattelse kaldte han for psykosyntese.

Han var meget tidlig. Hvem var der til at høre sådanne høje og afbalancerede udtalelser? Ikke mange i tyverne, i tredverne, i fyrrerne, eller i halvtredserne var parate. Det var først i de sene tressere, at med en pludselighed født ud af dyb og omfattende nød, at hans bøger og andre skrifter blev taget op af tusinder. Næsten tres år nåede der at gå, så langt foran var han for sin tid. Han var selvfølgelig aldrig alene. Han var altid en velkendt skikkelse, selv i den prominente romerske kultur før anden verdenskrig. Han havde korresponderende og venner, kollegaer og samarbejdspartnere over hele verden. Jung, Maslow og Tagore var blandt dem. Med det egentlige arbejde i de mange år var forberedende; af stille tænkning, studier, forståelse af den menneskelige psykologi og af skrivning og omredigering. Det var som om han var kaldet til i relativ stilhed at opfostre, et teoretisk udkast og praktisk syn på mennesket, som halvfjerdsernes kvinder og mænd kunne anvende.

Der kunne siges meget om hans godhed, hans tålmodige forståelse af hans samarbejdspartnere, studenter og klienter, hans brillante og frugtbare visdom, hans medfølelse og uegennyttige given sig hen i tjeneste for andre – meget kunne der fortælles. Her vil vi dog slå den tone an, som han altid selv klingede af – glædens. Claude Servan-Schreiber skrev om sit første besøg, som hun og hendes mand aflagde den aldrende florentinske læge: ”I et langt øjeblik kiggede vi alle tre på hinanden uden at tale. Assagioli smilede, hans øjne der var overraskende vitale omkranset af et ældet ansigt, bevægede sig henover os, fra den ene til den anden. Var han ved at undersøge os? Det var i stedet for det modsatte. Han tillod os at opdage ham i ro og mag, at etablere en forbindelse til ham, uden at vi selv opdagede det. Det var et kommunikationsklima hvor ordene får deres plads senere, mens en form for strømning var ved at udvikle sig mellem os. Hans ansigt skinnede med en ekstraordinær strålende indre glød, som jeg aldrig før har mødt i en firsårig, og sjældent i langt yngre mænd. Denne glædesfyldte besked, der gennemtrængte øjeblikkeligt, kommunikerede øjeblikkeligt, er et af de fineste minder som jeg bevarer af alle de senere møder vi havde med ham.”

Kilden til hans glæde var dybt inde i ham, og han delte den frit og viste mange andre vejen til denne glædesfyldte frihed. Han fandt glæden i erfaringen med det han kaldte Selvet – den indre kerne, dynamisk og transcendent, strålende af bevidsthed og kraftfuld af vilje, uforanderlig og universel. Han fandt glæde i sit eget Selv og Selvet han kunne se i alle andre. Han fremkaldte selvrealiseringens glæde i de mennesker der kom og besøgte ham. Han fandt glæde i kontemplation over skønhed, kunst, ideer, tjeneste og naturen. Det var glæden i den forståelse der må have gjort hans venten let. Det var en vidtskuende glæde, der voksede ud af hans kærlighed til at kontemplere over den umådelige stjernefyldte horisont på den italienske himmel ude i hans have. De uendelige verdener, det levende kosmiske mirakel af det som er og det som kommer. Vi kan savne sådan et menneske, men det er svært at sørge over dig Roberto, dig med dit ansigt i stjernerne!

Piero Ferrucci om Assagioli “Så vidt jeg ved, er Roberto Assagioli det eneste individ der personligt har deltaget aktivt i udfoldelsen af to forskellige og fundamentale revolutioner inden for det 20. århundredes psykologi. Den første revolution var fødslen af psykoanalysen og dybdepsykologien i begyndelsen af århundredet. Assagioli var på det tidspunkt en ung medicinstuderende, der præsenterede sin doktorafhandling om psykoanalyse, skrev i den årlige Jahrbuch, side om side med Freud og Jung og var en del af the Zurich Freud Society, der udgjorde gruppen af de tidlige psykoanalytiske pionerere. Ideen om de ubevidste processer i sindet gjorde et varigt indtryk på ham, et indtryk som han senere udviklede til en række hypoteser, som gik langt udover rammerne for ortodoks psykoanalyse. Den anden revolution som Assagioli deltog i var skabelsen af den humanistiske og transpersonlige psykologi i 1960erne. A.H. Maslow var pioneren bag disse nye udviklinger. Hoved ideen var simpel: I stedet for at fokusere på sygdomme, som en måde at definere mennesket på (som psykoanalysen alt for ofte har gjort), eller på de strukturelle ligheder mellem menneskers og dyrs nervesystemer (som behaviorismen foreslog), var det humanistiske og transpersonlige syn, at man hovedsageligt skulle betone organismens stræben mod helhed, på menneskets potentiale for vækst, udvidelse af bevidstheden, sundhed, kærlighed og glæde uden at fornægte de andre skolers opdagelser. Rigdom i kontraster og udvekslinger var særdeles vigtigt for Assagiolis baggrund: Betragt sådanne forskellige bekendtskaber (nogen af dem korte andre blivende) som den italienske idealist Benedetto Groce, den russiske esoteriker P.D. Ouspensky, den tyske filosof Hermann Keyserling, Indiens poet Rabindranath Tagore, sufi Mystikeren Inhayat Khan, Zen forskeren D.T. Suzuki, Tibet opdagelsesrejsende Alexandra David Neel plus psykologen Viktor Frankl stifteren af Logoterapi, Robert Desoille skaberen af den guidede dagdrøm og C.G. Jung før og efter sit brud med psykoanalysen. Sådanne kontraster, kombineret med et liv fuld af eksperimenter og refleksioner, skabte utvivlsomt vide perspektiver for Assagiolis egen skabelse, det han kaldte psykosyntesen.”

Assagioli var kendt som et meget beskedent og ydmygt menneske der arbejdede med en uselvisk dedikation. En gigant inden for psykologien på hans tid. Han døde i sit hjem i Firenze i en alder af 86 den 23. august 1974. Som et udtryk for hans karakteristiske visdom ønskede han ikke, at psykosyntesen skulle betragtes som hans egen personlige skabelse. I stedet for efterlod han os et levende væsen og en tankeform i vækst, som mange vil bidrage til i de kommende år.

Kilder:

1. Life As a Game And Stage Performance. Psychosynthesis Training Center, 1983.

2. Upptäck Psykosyntesen, af Peter Löfwendahl, Huma Nova Förlag, 2003. (Denne bog indeholder den mest omfattende biografi om Roberto Assagioli, der er tilgængelig i øjeblikket.)

3. A Psychology With a Soul, Jean Hardy, Woodgrange Press 1996

4. In Memoriam: Roberto Assagioli (1888-1974) Synthesis Journal II, 1975

En omfattende side om Psykosyntese findes her: www.psykosyntese.dk Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Robert_Assagioli"