Rustfrit stål
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den generelle betegnelse rustfrit stål benyttes om legeringer af jern, der har sværere ved at korrodere end almindeligt jern. Fagligt skelnes der mellem rustfast (1.4301) og syrefast stål (1.4404), og begge dele fås i mange forskellige legeringer. Andre egenskaber kan også opnås gennem legeringer, bl.a. hårdheden og sejheden i værktøjsstål og det totalt korrosionsfri kirurgisk stål.
De rustfri legeringer indeholder krom (op til 20 %) og nikkel, og gerne molybdæn, silicium, vanadium og andre metaller, der bidrager til styrke og sejhed.
Hemmeligheden er bl.a. kromen. Krom danner ilte (oxider) nemmere end jern gør. Men kromoxid virker meget anderledes end jernoxid (rust). Almindeligt jern danner et rustlag, der er porøst overfor ilt. Derfor kan mere ilt trænge gennem rusten og få jernet til at ruste mere, til det er rustet op. Kromilte derimod danner et tæt lag, hvor ilten ikke kan slippe igennem, så overfladen nu er forseglet imod yderligere iltning. I rustfrit stål danner kromoxiden et lag før jernet kan nå at ruste.
De almindeligste former for rustfrit stål kan sagtens ruste. Hvis omgivelserne gør at kromilten ikke kan dannes, f.eks. under visse forhold i saltvand, vil jernet i legeringen ruste, og er rusten startet, vil den gerne blive ved. Hvis rustfrit stål forarbejdes med f.eks. en fil, der har været brugt til almindeligt jern, vil jernpartikler herfra gøre det nemmere for rusten at få fat.
