Sædelighedsfejde
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sædelighedsfejde bruges om intensiveret bekæmpelse af usædelighed; kampen kan komme til udtryk i form af fx foreninger, kronikker, læserbreve, debatmøder, demonstrationer, underskriftindsamlinger, selvcensur, lovændringer, hærværk, vold, etc.
De første danske sædelighedsforeninger opstod i slutningen af 1800-tallet, som led i en religiøst motiveret kamp mod pornoficering af det offentlige rum, bl.a. i form af tobaksbutikkernes erotisk udformede reklamer for præservativer.
I 1906 startede "Den Store Sædelighedsaffære", hvor den danske presse gik til angreb på homoseksuelle mænd. Det gik især ud over forfatteren Herman Bang.
I 1920'erne begyndte kvindernes kjoler efter flere århundreders gulvlængde at blive kortere, således at man efterhånden fik frit udsyn til ankler, skinneben, osv. Flere sædelighedsforeninger sprang op i protest mod denne dæmoniske udvikling.
I 1950'erne gjaldt sædelighedsfejden især den nye teenagegenerations forbrug af rock-n-roll og tegneserier. I USA blev tegneseriehetzen anført af Fredric Werthams bog Seduction of the Innocent (1954), som i Danmark inspirerede Tørk Haxthausens tilsvarende bog Opdragelse til terror (1955).
I 1970'ernes Danmark førte kristne bevægelser korstog mod sexmesser og pornobutikker. Også tegneserier såsom Claus Deleurans Rejsen til Saturn (1977) stod for skud.
I 1980'erne protesterede man mod splatterfilm på video. I Danmark påstod feministerne, at de medvirkende kvinder rent faktisk blev myrdet, men kravet om censur blev afvist. I England, hvor tabloidpressens sensationalistiske kamp mod disse såkaldte "video nasties" antog nærmes hysterisk form, forbød man en lang række film, der dog senere blev frigivet igen.
Omkring år 2000 opstod i Danmark en nypuritansk bølge, hvis sædelighedsfejde var rettet mod bl.a. prostitution, pornografi og "pornoficering af det offentlige rum", f.eks. seksuelle motiver i reklamer.
I medierne kunne man konstatere en tendens til dæmonisering af seksualiteten. Erik Bork noterer således i sin bog Danmark under dynen: "Ud af 100 artikler om sex i december 2002 og januar 2003 i dagbladet B.T. var 60 procent negative og omhandlede farlig pornografi, seksuelle overgreb, voldtægt, pædofili, sexchikane, problematiske seksuelle behov, ulykkelige sidespring og syge seksuelle fantasier. Ofte var det manden, der spillede den negative rolle i forhold til kvinden som seksualiteten offer. Her var der ikke tale om seksualiteten som en glæde, men tværtimod som en trussel mod samfundet. En trussel mod kærligheden imellem mennesker og mod et sikkert og trygt samfund."
I 2005 blev Jørgen Leth lagt for had pga. sin selvbiografi Det uperfekte menneske (udgivet den 29. september 2005), hvori han fortæller om sit forhold til en 17-årig sort pige på Haiti (hvor den seksuelle lavalder er 15) og om den fantasi, der kører i hans hoved: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret". Hetzen mod Leth blev indledt af Ekstra Bladet og fulgt op af de øvriger medier. Den 6. oktober 2005 foreslog Politikens leder under overskriften "Liderbasse", at Jørgen Leth blev fyret som dansk konsul. Leths væste synd var altså ikke, signalerede overskriften, at han havde haft sex med en pige, som måske var for ung eller for fattig, men at han var en "liderbasse" - at han overhovedet havde haft lyst til sex.
Også filmselskabet Zentropa, der tidligere havde produceret pornofilm som Constance (1998), fik travlt med at sadle om, og tog via tegnefilmen Princess (2006) del i tidens krig mod porno, der i filmen fremstilles som en kvindefjendsk industri af kyniske og pædofile gangstere.
[redigér] Litteratur
- Tørk Haxthausen: Opdragelse til terror: tegneserier, børn, samfund (Fremad, 1955)
- Erik Nørgaard: Drømmen om kærlighedens glæder (Lademann, 1973)
- Monica Krog-Meyer (red): Patter, pik og penge – pornoficeringen af vores liv (Rosinante, 2002)
- Erik Bork: Danmark under dynen (People’s Press, 2003)
- Poul Pilgaard Johnsen: Det fordømte menneske: Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde (People's Press, 2005)
- Henning Bech: Kvinder og mænd (Hans Reitzel, 2005)
