Sammy Youssouf
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sammy Youssouf (født 7. september 1976 i København) er en dansk professionel fodboldspiller, hvor hans primære position på banen er i angrebet. Hans nuværende klub er Superligaklubben Viborg FF, som han skrev kontrakt med i starten af 2006/2007 sæsonen. Han debuterede for klubben mod Esbjerg fB i Superligaen ved en indskiftning i starten af anden halvleg, men blev skadet efter blot 18. minutters spil.
Han startede oprindeligt med at spille i den lille københavnske fodboldklub Rikken FC. Sidenhen er han havnet i flere europæiske fodboldklubber, men hans karriere har generelt været meget skadesplaget. I 2002 var hans efterår præget af skader, men det blev fulgt op af en stærk forårssæson af den fysisk stærke spiller, som havde et angrebssamarbejde med Mohamed Zidan. Præstationerne på banen resulterede i en to-årig aftale i hollandske RBC Roosendaal, men den sidste sæson i klubben blev spoleret på grund af en korsbåndsskade. Efter hans kontrakt med klubben udløb, kunne han have forlænget sit ophold i Holland med en kontrakt hos en af landets topklubber FC Twente, men det hele endte ingenting, da klubben ikke kunne komme af med angriberen, han var udset til at afløse.
Han tog herefter på et træningsophold hos den portugisiske fodboldklub CS Marítimo og imponerede klubben så meget, at den tilbød ham en et-årig kontrakt. Men grundet en turbulent sæson, hvor han blev bænket af den brasilianske træner Paulo Afonso Benanigo og hans 20 brasilianere, accepterede klubbens præsident José Carlos Rodrigues Pereira at ophæve hans kontrakt et halvt år før tid, men dog indenfor transfervinduet så han kunne skifte til engelske Queens Park Rangers FC på halvårig kontrakt (med option på yderligere et år). Der fik han dog en ledbåndsskade i knæet og blev siden fritstillet af klubben i slutningen af sæsonen sammen med 13 andre spillere. I tiden hos Queens Park Rangers FC spillede han sammen med den tidligere danske landsholdsangriber Marc Nygard. Efterfølgende valgte han at vende tilbage til dansk fodbold og som transferfri skrev han under på en et-årig kontrakt (indtil juni 2007) med Viborg FF i september 2006 - til trods for at transfervinduet allerede var lukket.
[redigér] Spillerkarriere
- 19??-19??: Rikken FC
- 19??-19??: Boldklubben Fremad Valby
- 1998-1999: Boldklubben Fremad Amager, (3) kampe og 3 mål, 1. division
- 200?-2002: Hvidovre IF, 180 kampe og 83 mål, 1. division
- 2002-2002: St. Johnstone FC (Skotland), 5 kampe og 1 mål, Scottish Premier League
- 2002-2003: Akademisk Boldklub, 24 kampe og 12 mål, Superligaen
- 2003-2005: RBC Roosendaal (Holland), 31 kampe og 7 mål, Eredivisie
- 2005-2006: CS Marítimo (Portugal), 5 kampe og 0 mål, Liga Betandwin.com
- 2006-2006: Queens Park Rangers FC (England), 6 kampe og 0 mål, The Championship
- 2006-: Viborg FF, 3 kampe og 1 mål, Superligaen [1]
[redigér] Noter
- ↑ Statistik pr. 1. januar 2007 (inkl. Royal League kampe)