Slangerup Skt. Mikaels Kirke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Den første kirke i Slangerup var en mindre kirke af træ, en stavkirke, sådan som vi kender dem fra Norge den dag i dag. Den lå i umiddelbar tilknytning til vadestedet Brobækken bag det nuværende posthus, hvor Slangir fra et tidspunkt i 980’erne havde været ejer af handelspladsen med udlejning af teltpladser, handelsboder osv. De første faste huse i Slangerup lå netop her ved handelspladsen. Tilknytningen til ærkeenglen Michael kan udmærke have sin rod i den første trækirke. Michael er traditionelt i Europa knyttet til dels magten, dels de rejsende, og her dominerede Slangir som lokal høvding og magtcenter netop en stor handelsplads med mange rejsende fra nær og fjern. Allerede fra 1.000-tallet er der både skiftlige kilder og arkæologiske vidnesbyrd om en kongsgård af betydeligt omfang på stedet.

Den første kirke på bakken ved det nuværende Kirketovet blev opført meget tidligt i 1100-tallet og senere udvidet tre par gange. I 1588 kunne man så indvie den kirke, vi ser i dag. Det vældige byggeri blev fortrinsvis finansieret af Slangerups rige købmænd. Der var tale om et prestigebyggeri af internationalt format. Værd at bemærk er måske også, at det er det eneste større byggeri i Danmark på daværende tidspunkt! – Købmændene ønskede på en og samme tid at fortælle omverdenen, at man havde været her på stedet altid, men samtidig ønskede man også at fortælle, at det var, man skabte fremtiden, og at her var det rette sted at investere, for her havde man nemlig penge.

Alt det skulle kirkebyggeriet signalere til byen, borgerne og verden. Derfor valgte man nogle af Europas fornemste og dyreste arkitekter, stenmestrene Jørgen van Friborg og Hans Stenvinkel. Begge arbejdede de for kong Frederik den 2. ved hans store byggeprojekter Kronborg Slot og Frederiksborg Slot, men for kongen kneb det lidt med finanserne, så byggerierne lå næsten stille. De to herrer havde også tidligere arbejdet med Skt. Petri Kirke i København, så de var godt kendt med danske kirketraditioner. Til kirkebyggeriet i Slangerup blev anvendt de bedste og dyreste materialer, der blev anvendt de mest moderne teknikker og arkitekturen skulle være noget helt specielt. Det blev den sandelig også – østgavlen er f.eks. det tidligste byggeri i Norden i Hollandsk renæssance, de 12 mægtige vinduer uden glasmalerier var også noget helt nyt og banebrydende. Altså stiltræk, der pegede på rigdom og fremtid. Kirketårnet blev 36 meter højt – det skulle dominerer by og land og fortælle, at her i byen var også viljen til magten at finde. Samtidig skulle kirken have hvælvinger, vinduerne skulle være spidsbuede og den ydre bygningskrop skulle følge traditionelle linjer, for derved fortalte man også verden, at man sandelig havde historien med sig. Ombygningen af kirken i Slangerup kom også til at sætte sig tydelige spor i en række af omegnens kirker, idet man mange steder – bl.a. i Gørløse Kirke – kopierede mange af de banebrydende detaljer fra Slangerup.

Principielt er kirkebyggeriet imidlertid aldrig blevet afsluttet, idet byggeregnskabet fortsat er åbent. Der mangler nemlig fortsat en planlagt tagrytter med højt, slankt spir placeret på skibets tag udfor våbenhuset.

Blandt de mest kendte præster ved kirken kan nævnes Thomas Kingo. Han var andengenerations indvandrersøn født i Slangerup 1634 ind i en stolt væverfamilie hentet til Helsingør og Slangerup fra Skotland. 1668 til 1677 var Thomas Kingo præst i Slangerup; men fik også tid til et omfattende forfatterskab med både salmer, digte og prosa. Thomas Kingo regnes i dag for baroktidens største digter i Norden trods hans klare dansk nationale budskaber. Thomas Kingo blev 1677 udnævnt til biskop i Odense, og han døde i 1703 i sit hjem i Fraugde. Særlig tankevækkende er det måske, at Thomas Kingo med sin indvandrerbaggrund blev den første, der skabte en moderne og konsekvent dansk retskrivning, som sidenhen har dannet forbillede for alle efterfølgende tilpasninger og justeringer af stavning, grammatik og skrivemåder på dansk.

Også den farverige Ditlev Gotthard Zwergius, der blev præst og pastor i Slangerup 1732, skal nævnes. Personligt var han ven af pietismens mest kendte salmedigter, Brorson, men Ditlev Gotthard Zwergius er nok mest kendt for at have sat skub i oprydningen i byens træge administration og bureaukrati, for at få nedlagt byens efterhånden temmelig sølle latinskole og så – ikke mindst – for at have bragt den sjællandske kvægpest til ophør i 1746 ved at mane blodet tilbage i Blodhøj ved Højagergaard.

Peter Larsen, der havde en fortid lærer og underviser i København, var præst i Slangerup, da digteren Johan Ludvig Heiberg blev gift med sin Louise Pädtkes i 1831 – måske bedre kendt som skuespillerinden fru Louise Heiberg. Johan Ludvig Heiberg ønskede at blive viet af sin gamle lærer. Derfor stod brylluppet i Slangerup og bryllupsmiddagen blev holdt i præstegården.

Kirkens inventar er ganske overdådigt med bl.a. en meget stor altertavle fra 1611-12, hvori er indsat et træskærerarbejde, en Golgata-scene, fra ca. 1450. Kirkens orgel er fra 1730, og såvel facade, piber og vindlade er et arbejde fra Albert Kaskens værksted. Værket er et Gregersen-værk fra 1855. Kor og skib er adskilt ved et sjældent korgitter fra 1612.

I det 35 m høje tårn er ophængt tre klokker, hvoraf den ældste er støbt i år 1200. Denne klokke stammer oprindeligt fra det nedlagte cisterciencernonnekloster i Slangerup.