Taggart
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Taggart er en eponym skotsk tv-krimiserie. Skønt Marc McManus der spillede rollen som Jim Taggart i starten, er død, har serien beholdt sit navn. Det er en af de længste tv-krimier. Pilotepisoden Killer kom i 1983, og serien kører fortsat.
Først produceret af Scottish Television, og siden af ITV, er serien blevet internationalt kendt og oversat og/eller eftersynkroniseret til adskillige sprog. Seriens seere vil nikke genkendende til den stærke Glasgow-dialekt (stærkt rullende r i den berømte sætning "Jean, there's been a murder").
Serien foregår i og omkring Glasgow ved kriminalafdelingen (CID) ved Maryhill Police Station.
[redigér] Personer
I seriens første år er hovedpersonen Detective Chief Inspector Jim Taggart, spillet af den skotske skuespiller Marc McManus (død 1994). Han er en barsk, erfaren, ofte spydig og mavesur detektiv, men med en stærk retfærdighedssans.
Taggarts overordnede er Detective Superintendent Jack McVitie der ofte omtales som the Biscuit (Kiksen), et ordspil der refererer til kiksemærket McVitie's. Han blev spillet af Iain Anders (død 1997). McVitie var en ikke uhumoristisk, men dog bureaukratisk overordnet. Således får Jim Taggart fx en irettesættelse da han går hen over McVities hoved og beder om at få udleveret en mistænkts militærpapirer hvor de retteligt skulle skaffes via McVitie.
Taggarts første sidekick var Detective Sergeant Peter Livingstone (spillet af Neil Duncan) der var af en helt anden støbning end Taggart. Hvor Taggart var søn af en sporvognsfører der ville have ham til at fortsætte i den samme metier, var Peter Livingstone akademiker - og kom tilmed fra en middelklassebaggrund i Edinburgh.
Taggarts næste sidekick var Detective Constable Michael Jardine (spillet af James MacPherson). Han er mere i Taggarts smag, blandt andet pga. at Taggart gik på politiskole med Jardines far. Da Livingstone senere tog væk, blev Jardine forfremmet til Detective Sergeant og blev Taggarts nabo. Mellem Livingstone og Jardine havde der været et gensidigt misforhold.
Da Jardines far var alkoholiker, besluttede Jardine sig til at han ikke ville ende på samme måde, og som følge deraf drak han ikke. Han var tilmed kristen. Begge dele faldt ikke i Taggarts smag, men der var dog en grundlæggende respekt, og de kom godt ud af det med hinanden på trods af deres forskelle. Jean Taggart fortalte efter Taggarts død at Jardine for Jim var en slags erstatning for den søn han aldrig fik.
Andre personer i serien er WPC/DC/DS Jackie Reid, DC Stuart Fraser, DI Robbie Ross og DCI Matt Burke.