Taylorpolynomium
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et Taylorpolynomium er en metode indenfor matematikken til at tilnærme en funktion med et approksimerende polynomium.
Formlen er fundet af den britiske matematiker Brook Taylor omkring 1715.
[redigér] Formel
Formlen for et n'te-gradspolynomium, der approksimerer funktionen, f(x), ud fra et givent fixpunkt, x0, ser ud som:
Eller skrevet lidt mere kompakt:
Hvor f(i) er den i'te afledede funktion af f, og i! er fakultetet af i. Jo højere værdi af n, desto bedre er approksimationen.
[redigér] Taylors grænseformel
Taylors grænsefomel er en metode hvormed det bliver muligt at bestemme grænseværdier ved hjælp af Taylorpolynomier.
Under antagelse at funktionen f(x) er n gange differentiabel i det givne interval, samt at punktet man ønsker at undersøge er en del af dette interval, gælder følgende regel:
hvor for
I denne formel repræsenterer det sidste led, også kaldet epsilon-funktionen, en funktion der går hurtigere mod nul end (x − x0)n. Det har ikke den store betydning hvordan epsilon-funktionen ser ud, blot det ovenstående gælder som udnyttes når man finder frem til grænseværdien.
[redigér] Eksempler
Det approksimerende polynomium for ex, viser sig at være et af de simpleste eksempler indenfor approksimerende Taylorpolynomier, i hvert fald hvis man bruger 0 som udviklingspunkt. Dette er naturligvis som følge af at ex differentieret giver sig selv. Så uanset hvor mange gange du differentierer, vil du stadig få 1 som differentialkvotient. Her vises princippet for at finde Taylorpolynomiet af 4. grad.
Som så medfører:
Når det ovenstående indsættes i formlen, fås følgende polynomium: