Thomas Overskou
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Thomas Overskou (11. oktober 1798 - 7. november 1873) var en dansk skuespiller, dramatiker og teaterhistoriker. Titulær professor 1852.
Som sin lidt yngre samtidige H.C. Andersen var Overskou født i det daværende samfunds bund, og han kæmpede en hård kamp for at komme frem. Også han var draget af teatret, og han havde forståelse for kravene til dramatisk fremstilling. Han opnåede ikke blot at blive skuespiller (i mindre roller) og sceneinstruktør; en række af hans originale skuespil blev opført på Det kongelige Teater, og nogle af hans folkekomedier blev solide successer på Casino, f.eks. Capriciosa og Østergade og Vestergade.
Overskous blivende fortjeneste er som teaterhistoriker. Hans fembinds Den danske Skueplads i dens Historie (1854–64) er et grundlæggende værk.
Også hans selvbiografi, Af mit Liv og min Tid (genudgivet med noter af Robert Neiiendam, 1915-16), er endnu læseværdig.