Tove Ditlevsen Tårer
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Tårer
Novellen Tårer er skrevet i 1944 af Tove Ditlevsen. Den handler om en ung mand på 25 år, som bor hos sin mor. Han vil gerne flytte hjemmefra og gifte sig med Ruth, som han har mødt. Han har planlagt det, og han har endda lejet en lejlighed. Da han siger det til sin mor, bliver hun meget såret og ked af det. Hun græder hele tiden mens de snakker, så han får ondt af hende og beslutter sig for at blive hjemme. De flytter dog sammen til sidst, og får også børn med hinanden. Efter et stykke tid får Ruth nok og flygter sammen med børnene. Så når han tænker tilbage på hende, ser han et stift og et koldt smil, som dengang hun flygtede.
Drengen er hovedpersonen, vi kender ikke hans navn. I starten er han meget stædig. Han vil flytte sammen med Ruth. Han siger, at han er en myndig mand. Men da moderen har grædt i et stykke tid, giver han sig. Han kan ikke klare at se hende bryde sammen, fordi hun bruger det til at kontrollere ham. Han hader sig selv for det. Han føler sig svag. På den ene side elsker han sin mor så meget, at han hellere vil have, at hun skal være glad, end han vil flytte sammen med Ruth. Han kan dog spørge sig selv, om det ikke lidt er hans egen skyld. Han har jo valget. Men han har overgivet sig. Han gider ikke engang at kæmpe. Han er bange for at skuffe moderen. Han er bange for at forlade hende. Hvis han ikke vil flytte hjemmefra som 25-årig pga. sin mor, betyder det, at han vil gøre næsten alt for hende. På den anden side har han også lyst til at hævne sig på hende, fordi han aldrig fik lov til at gå ud som barn. Han skulle altid blive hjemme, mens hans kammerater fik lov at være ude. Sådan har han det også nu, fordi han ikke ”må” flytte sammen med Ruth. Han har meget svært ved at frigøre sig fra sine moderbindinger, men han klarede det delvist ved at få Ruth til at flytte ind os ham og moderen.
Jeg forstår at, Ruth flygter til sidst, fordi hun ikke kan klare den måde, moderen opfører sig på. Jeg tror at, moderen er omkring 50 år eller lidt ældre, fordi hun er en lille, mager kvinde med rynker i hovedet. Lige da hun hører, at han vil flytte sammen med Ruth, bliver hun meget forskrækket. Hun bryder sig ikke om Ruth, og Ruth bryder sig bestemt heller ikke om hende. Moderen tror, at det er Ruths skyld, at han ikke har øvet sig til eksamen. Moderen siger ikke så meget, men græder for det meste. Hun er enke, så derfor vil hun føle sig meget ensom, hvis drengen flytter hjemmefra. Så hun holder sikkert meget af ham. Måske kan hun ikke lide forandringer. Hun vil gerne have, at det hele skal være som det altid har været, så derfor skal drengen blive hjemme. Hun virker lidt skør for da hun til sidst får sin vilje, opfører hun sig som om, intet er hændt. Som om hun ved, at han vil give sig. Hun har sikkert brugt den metode mange gange før for at overtale sin søn.
Forfatteren har valgt at bruge 3. persons fortæller som synsvinkel. Altså han og hun osv. Man følger drengen og moderen hele vejen igennem novellen. Men man får kun at vide, hvad drengen tænker og føler, så fortælleren er personbundet.
Novellen foregår i 1944, hen imod slutningen på 2. verdenskrig. Dengang havde de fleste mennesker ikke særlig mange penge, så man må gå ud fra, at de heller ikke har det. Så jeg tror, at de lever i et fattigt miljø, måske i en lille lejlighed. I virkeligheden handler historien om magt og egoisme. Magt, fordi morderen kan få ham til at gøre, hvad hun vil. Først skælder hun ham ud, men da det ikke hjælper, begynder hun at græde. Hun bruger alle midler, til han overgiver sig. Han kan ikke holde det ud mere. Egoisme ses, idet hun kun tænker på sig selv. Hun vil ikke have, at han skal forlade hende og flytte sammen med Ruth. Han skal blive hjemme og holde hende med selskab. Det er hende selv, hun tænker på, og kun hende selv. Drengen må ikke flytte. Moderen plejer at binde ham til sig ved at græde, spille skuffet eller hjælpeløs. Hun ved, at hendes søn er ved at blive voksen, men hun vil ikke acceptere det. I virkeligheden er hun ikke ked af, at han går, hun er bare ked af at miste kontrollen over ham og ked af at være alene. Hendes tårer er skuespil. Det er den rene egoisme.
Sådan var det for mange i Danmark for 60 år siden. Også for Tove Ditlevsen som døde i 1976. Hun har skrevet mange selvbiografier, og ”Tårer” er en af dem. Hun har skrevet om ægteskab, skilsmisser, forholdet mellem børn og voksne og voksnes egoisme. Ligesom drengen havde hun også en meget svær barndom. Som arbejderbarn voksede hun også op i et fattigt miljø i arbejderkvarteret Vesterbro. Hun har været gift fire gange, og en gang med en sindssyg læge, som var med til at gøre hende til narkoman. Hun døde til sidst af en overdosis sovepiller. ”Tårer” er et godt eksempel på hendes opvækst. Hendes mor var en lystig og egoistisk kvinde uden kundskaber, ligesom drengens mor. Hun levede ligesom ham. I et fattigt miljø, opdraget af en selvoptaget mor. Hun havde også meget svært ved at rive sig løs fra sit miljø, ligesom drengen.
Desværre gives der ingen løsning på, hvordan drengen kan frigøre sig fra sin mor. Tove Ditlevsen prøvede at løse hendes problemer ved at skrive om dem. Man kan så kun håbe at andre, med lignende problemer, kan få hjælp ved at læse disse historier og noveller.
Lavet af Peter Spliid
