Versemål
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Versemål også kaldet metrik, er et system for fordelingen af trykstærke og tryksvage stavelser i digte.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Overordnet
I en analyse af versemålet i et digt deler man stavelser op i to hovedelementer: Trykstærke (noteres med en lang streg —) og tryksvage (noteres med en en U-lignende bue). Der er fordelingen af disse der giver digtet rytmen. Denne analyse kaldes en skandering.
I en skandering leder man efter en mindste enhed, som går igen i digtet - en såkaldt versefod eller metrum. De fire mest almindelige hedder, efter klassisk forbillede, trokæ, jambe, daktyl og anapæst.
Trokæen består af to stavelser, hvor der er tryk på den første (i notation —U), fx ordet "Flise"
Jambe er det omvendte af en trokæ, dvs. den består af to stavelser og der er tryk på sidste stavelse (U—), fx ordet "Musik".
Daktyl er en trestavelses versefod, med tryk på den første (—UU), fx i ordet "Fortovet".
Anapæst består også af tre-stavelser men med trykket på den sidste i stedet (UU—), fx. i ordet "Symfoni".
Der er andre end disse fire, men i analysesammenhænge er det dem der primært bruges.
[redigér] Eksempel på en skandering
Hvis vi ser på første strofe af Emil Aarestrups digt Angst, finder vi et eksempel på en gennemgående versefod:
"Hold fastere omkring mig (U—U—U—U(—))
Med dine runde Arme; (U—U—U—U(—))
Hold fast, imens dit Hjerte (U—U—U—U(—))
Endnu har Blod og Varme." (U—U—U—U(—))
Skanderingen viser at strofen er skrevet i jamber, men da der er syv stavelser i hver linje, kan det ikke gå op med den to-stavelses versefod jamben er. Det løses ved at der i hvert vers er en pause efter sidste stavelse (hvis man læser digtet højt, kan man også føle den er der).
Den strofeform - en strofe på fire verselinjer med syv-stavelsesjamber i og rim på linje 2 og 4 - blev først brugt af Emil Aarestrup og har derfor på dansk navnet en Aarestrup-strofe.
[redigér] Versemål
Op til 1900-tallet blev poesi overvejende skrevet på vers; det er først herfra at digterne begynder at skrive frie vers, dvs. digte uden et fast versemål.
Det mest berømte versemål er Heksameteret, det klassiske græske versemål som bl.a. Homers Helte-epos Iliaden er skrevet i:
"Vreden, Gudinde besyng!, som greb Peleiden Achilleus."
(første linje af Christian Wilsters oversættelse fra 1836 [1])
En skandering her viser at versemålet er seksfodet med daktyler (—UU—UU— (U) U—UU—UU—U). Den tryksvage stavelse i parentes er en pause i versefod også kaldet en cæsur; det er en lille pause, der er inde i versemålet.
Et andet kendt versemål er en Aleksandriner:
"Jeg taler om en Mand, hvis Skæbne og Bedrifter
Bør billig tegnes an blant alle Folkes Skrifter."
(de to første linjer fra Ludvig Holbergs Peder Paars fra 1719)
(U—U—U— (U) U—U—U—U) Aleksandrineren er et jambisk versemål der består af seks fødder, med en cæsur efter tredje fod.
[redigér] Henvisninger/referencer
- Lützen, Peter Heller, Analyse og relevans (Dansklærerforeningen, 2004). En god grundbog i litterær analyse.
- Versekunst:Versemål norsk side med en gennemgang af de vigtigste versemål.
