Ølgod
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ølgod er en stationsby i Sydvestjylland med 4.042 indbyggere (2006). Første led af navnet er afledt af det olddanske aluh som betyder "helligdom", mens god ligeledes kommer af olddansk (oprindelig guth) og har betydningen "gud". Ølgod er vokset frem på heden i en egn med sandede jorde der ikke var velegnede til landbrug, og derfor ernærede lokalbefolkningen sig i høj grad ved at lave lerkrukker og andre husflidsredskaber. I forbindelse med egnens kirker ligger der en del missionshuse, som vidner om en stærk religiøs bevægelse gennem områdets historie.
På Ølgod Museum kan man følge byens og egnens udvikling fra fattig hedebondekultur op til mere moderne tider med jernbanens fremkomst i 1800-tallet. Desuden findes en række udstoppede fugle på museet. I den vestlige del af byen ligger Ølgod Kirke som stammer fra 1200-tallet. Kirken har en gotisk malmdøbefond (1455) hvilket er en sjældenhed i danske kirker. På Egknudvej finder man Ølgod Gl. Vandværk med pumpehus samt en udstilling om vandforsyningens historie og her ligger det 28 meter høje Ølgod Vandtårn også. Tårnet regnes for at være Ølgods vartegn og blev i december 2006 reddet fra nedrivning takket være byens borgere og museumsfonden, der samlede de nødvendige penge ind til bevarelsen. To kilometer syd for byen ligger Mejerimuseet Hjedding Andelsmejeri indrettet i Danmarks første andelsmejeri fra 1882. Her kan man se de originale mejerimaskiner i funktion bla. drevet af vanddamp.
Ølgod ligger i Varde Kommune og hører under Region Syddanmark. Der er 14 kilometer til Tarm (by), 20 til Sønder Omme, 24 til Varde og 48 til Herning.