18. maj-urolighederne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
18. maj-urolighederne (1993) henviser til de begivenheder der udspillede sig på Nørrebro i København om aftenen d. 18. maj 1993 efter EF afstemningen om Edinburghaftalen og Maastricht-traktaten. Under gadekampe mellem politiet og demonstranter, begyndte politiet for første gang i fredstid at skyde mod demonstranterne og ialt 113 pistolskud blev affyret resulterende i, at 11 mennesker efterfølgende blev behandlet for skudsår.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
2. juni 1992 havde afstemningen om Maastricht-traktaten resulteret i et nej og de danske politikere var derfor gået i gang med at finde en løsning på det problem som nej'et betød. Dette resulterede i Edinburghaftalen, som gav Danmark de 4 forbehold i forhold til traktaten. Denne nye afstemning betød at mange nej-sigere følte sig "snydt" fordi man ikke ville godtage deres stemme, men istedet forsøgte at få et ja. Den nye afstemning blev fastsat til 18. maj året efter.
Den 22. april anmeldte Anti Fascistisk Aktion (AFA) en demonstration til gennemførelse 18. maj på Blågårds Plads. Politiet antog at demonstrationen ville gå mod Christiansborg og koncentrede derfor deres indsats i dette område.
På Nørrebro, hvor der havde været et stort antal nej-sigere i 1992, havde man på Blågårds Plads opsat en storskærm hvor man fulgte med i resultatet af afstemningen. De 27 betjente, der på grund af demonstrationsanmeldelsen var udstationeret på pladsen, fulgte den fredlige demonstration og da resultatet begyndte at pege på et ja døde festlighederne ud og betjentene opfangede ikke nogle farlige signaler fra gruppen og blev derfor sendt hjem ved 21-tiden.
[redigér] Begivenhederne
Ved 22-tiden blev demonstrationen opløst og folk begyndte at søge hjem. Dog var i blandt disse en en gruppe på 500-1000 mennesker, der nu søgte ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Ud af dem havde nogle i forvejen besluttet at bygge barrikader på Nørrebrogade. Disse planer blev nu sat i gang, og det bemærkelsesværdige var, at de 500-1000 personer i løbet af kort tid havde fået tilslutning fra mindst et lignende antal andre beboere fra Nørrebro, der tilsyneladende også var vrede over resultatet af afstemningen.
Kernegruppen havde i forvejen orienteret sig i området og fremskaffede skurvogne, der kunne bruges til at barrikadere Nørrebrogade, først og fremmest ved Dronning Louises Bro. Over barrikaden hængtes et banner med teksten «EF-Fri Zone».
Politiet gjorde umiddelbart ikke noget ved situationen. 1-2.000 mennesker var på gaderne på Indre Nørrebro i protest mod afstemningsresultatet og havde tændt bål flere steder på Nørrebrogade og blokaden ved Dronning Louises Bro var blevet befæstet. Først klokken 23.15 er den første større kampstyrke fra politiet klar på Søtorvet, 500 m. fra de nærmeste barrikader. Først kl. 23.30 indtages barrikaden, efter man har affyret store mængder tåregas ind i området - uden nogen hensyn til de almindelige beboere i området.
Årsagen til dette angreb på barrikaden var en såkaldt «knibemelding» fra nærpolitistationen i Blågårdsgade. Den var normalt ubemandet om aftenen, men pga. demonstrationen på Blågårds Plads var der denne aften en lille bemanding, og trods eskaleringen i situationen havde betjentene valgt at blive på stationen. Kl. 23.28 blev den angrebet af demonstranter og betjentene sender melding om «kollega i knibe». Trods det at politiets ressourcer endnu er begrænsede, stormes barrikaden på Dronning Louises Bro af kampstyrker, der forsøger at nå frem til Blågårdsgade. Samtidig forsøger styrker at rykke frem fra Skt. Hans Torv og Åboulevarden. Først omkring kl. 0.13 har politiet situationen i Blågårdsgade under kontrol. På dette tidspunkt holdes Nørrebrogade mellem broen og Fælledvej besat af politiet og området er indhyldet i et tæt lag tåregas. Det hindrer imidlertid ikke demonstranterne - der nu overvejende består af beboere fra området - i at trække fra Blågårdsområdet op mod Skt. Hans Torv.
På Skt. Hans Torv ligger der flere tons brosten frit tilgængeligt og demonstranterne begynder lidt før midnat at samle brostenene i affaldscontainere på hjul, så de lettere kan transporteres rundt. Allerede kl. 0.05 sender politiet derfor 14 urobetjente op mod torvet med ordre til at observere og rapportere, og med udtrykkelig ordre til at undgå at provokere demonstranterne. De er allerede 150-200, og ved et sammenstød ville urobetjentene trække det korteste strå.
Kl. 0.14 bliver politiledelsen opmærksom på udviklingen og sender derfor en deling op for at genindtage torvet. Det får kl. 0.15 urobetjentene til at sende en kraftig advarsel, for også delingen vil være i kraftig undertal, og politiet er på dette tidspunkt løbet tør for tåregas. Næsten samtidig ankommer en deling ad Blegdamsvej til torvet, hvor den mødes af et bombardement af brosten og må trække sig tilbage. Urobetjentene bliver stadig mere frustrerede over det uniformerede politis defensive strategi, der altså skyldes manglende ressourcer. Urobetjentene bryder derfor deres ordrer, og går helt op på torvet, hvor de går i gang med af hjælpe demonstranterne med at samle sten i containerne - i sagens natur uden endnu at være genkendt. Det bliver de først, da et ægtepar højlydt undrer sig over, at de samme folk (betjentene) først har befundet sig bag politiets kæder for efterfølgende at hjælpe demonstranterne. Det sker kl. 0.25.
Urobetjentene jagtes nu ned ad Fælledvej. Det rapporteres af urobetjenten Flemming Sloth Andersen, der undervejs har været en af urobetjentenes flittigste rapportører. I hans melding bliver det dog til, at demonstranterne kaster sten mod civile borgere, hvilket altså er forkert - med mindre urobetjentene betragtes som civile. På dette tidspunkt eksisterer der åbenlyse modsætninger i politiets strategi. Områdelederen Leo Lerke fører en defensiv strategi, har for få folk, mangler gas og viger derfor tilbage fra at sætte et angreb ind mod overmagten på Skt. Hans Torv. Heroverfor står indsatscentralen på politigården og urobetjentene, der ønsker direkte fremstød mod Skt. Hans Torv.
Urobetjentene bryder deres ordrer om at forholde sig observerende og fremkalder en knibesituation, der udløser indsats fra politistyrken på Nørrebrogade. Samtidig med at urobetjentene er kommet i knibe, er det ikke værre, end at de de-facto overtager ledelsen af den uniformerede styrke, da Sloth Andersen over radioen kommanderer: «Hurtigere fremad, hurtigere fremad, hurtigløb».
Den defensive strategi er nu næsten opgivet, og politidelinger sendes fra begge sider af torvet ind i et sandt bombardement af brosten. Leo Lerke forsøger 0.28 at holde igen, da han sender meldingen: «...de urofolk i kæden, Monty, må ikke trække dig».[1] Men det gør de nu alligevel. Delingen når frem til det sidste hus før torvet. Mange betjente er på dette tidspunkt faldet. Alligevel fortsætter fremrykningen, indtil råbet «træk pistolerne» lyder. De første skud lyder 0.34.55.
[redigér] Første skudepisode
Hele hændelsesforløbet omkring torvet er dækket af TV-hold fra NDR og Vesterbro Lokal TV og desuden bekræftet af over 100 vidner. Optagelserne og vidneforklaringerne skal senere få stor betydning for afsløringen af politiets forsøg på at tilsløre begivenhedsgangen.
Af optagelserne fra NDR af første skudepisode fremgår det, at de fleste skud tilsyneladende affyres op i luften. Der er altså overvejende tale om varselsskud. Dog ses også et par enkelte civile falde for kuglerne. Kugleregnen varer 36 sekunder.
[redigér] Anden skudepisode
Varselsskuddene har tilsyneladende den ønskede effekt. Selv om larmen på torvet er overvældende høres skuddene tydeligt på TV optagelserne. Demonstranterne holder lidt igen, og det gør det muligt for politiet at trække sig 20-30 m tilbage. Stenregnen stilner næsten helt af.
Kl. 0.36 rammer en enkelt sten en betjent, der krummer sig sammen, og næsten samtidig høres på TV optagelserne råbet: «skyd efter benene...nene» og der lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere og denne gang kraftigere. Det udløser en kraftigere salve, der varer i over 17 sekunder. På optagelser fra NDR og Vesterbro Lokal TV ses betjentene nu skyde direkte ind i menneskemængden. Det er fortsat uopklaret, hvem der gav ordre til den 2. skudepisode, men politifolk med nært kendskab til uropatruljens leder, Jens Anker Kristensen erklærede i efteråret 1994, at de mente at genkende hans stemme. Dette benægtede han dog.
Et faktum er imidlertid, at der var væsentlig forskel på de to episoder. Under den første episode var politiet hårdt presset, og skød overvejende varselsskud op i luften. Presset var ikke tilstede under 2. episode, men her besluttede politiet - tilsyneladende opildnede af urobetjentene - at skyde direkte ind i mængden. Våbnene blev nu anvendt offensivt.
[redigér] Tredje skudepisode
Denne ændring i strategien blev bekræftet af 3. skudepisode, der fandt sted 8 minutter senere kl. 0.45. Politiet var nu nået frem på torvet, havde fremskaffet mere tåregas, var ved at få torvet under kontrol, og en lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne offensive fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden, i en salve der varer 7 sekunder.
Videooptagelserne dokumenterer endvidere, at urobetjentene er meget langt fra at være passivt observerende. De deltager aktivt i kastningen af brosten - ind i mængden af civile - og de deltager i skyderierne.
Politiet har iflg. sine egne oplysninger affyret 113 skud. Heldigvis bliver ingen dræbt, men 11 demonstranter eller tilskuere er blevet såret. Af uforklarlige årsager interesserer politiet sig ikke for at foretage balistiske undersøgelser, da det næste morgen beder Københavns Kommune om at rydde op i området. Af de 113 kugler, bliver kun 7 derfor indsamlet - 6 fra skudofre, der indlægges på Rigshospitalet og 1 der pilles ud af en vinduesramme på 16. etage på Rigshospitalet, 600 m borte.
I de følgende timer efter 0.45 kommer det til yderligere sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder på Nørrebro, men ingen så alvorlige som på Skt. Hans Torv. Det skyldes dels, at politiet endelig har fået fremskaffet yderligere forsyninger af tåregas og at en vis afmatning har indfundet sig blandt demonstranterne.
[redigér] Efterspillet
I dagene efter godtages politiets udlægning af begivenhederne og demonstrationen fordømmes og politiets brug af våben forsvares. Dog gennemføres der flere demonstrationer i dagene efter og venstrefløjen tager bl.a. kontakt til Amnesty International. Efter pres fra forskellige lokalpolitikere og organisationer beslutter justitsminister Erling Olsen sammen med regeringen d. 25. maj, at der skal gennemføres en uvildig undersøgelse af begivenhederne. Undersøgelsen skal gennemføres af rigsadvokat Asbjørn Jensen, der dog i første omgang prøver at undgå dette hverv.
Dette bliver dog kun den første af i alt seks undersøgelser iløbet af de næste syv år. De første 5 undersøgelser - to fra politiet selv, to fra Rigsadvokaten, og en fra ombudsmanden - kritiseres for ikke at være grundige eller uvildige nok og man udpeger derfor i 1996 3 jurister til en kommision, der er fire år om en ny undersøgelse og først er færdig 28. august 2000. Rapporten kommer til at fungere som en fuldstændig hvidvaskning af ministre, embedsmænd og politi. Rapporten undgår samtidig at forsøge at afdække de mange uopklarede spørgsmål omkring myndighedernes og politiets ageren delvist den 18. maj og de følgende år. Selv om Venstre og de Konservative oprindelig stemte imod kommissionen i 1996 tilslutter de sig regeringspartiernes tilfredshed med rapportens konklusioner. Kritikerne står fast på, at centrale dele af begivenhedsforløbet endnu står ubesvarede.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
Bygger i høj grad på artikel fra Leksikon.org
- Tema på dr.dk
- Artikel i Pågaden.dk
- Video på YouTube.com
- Undersøgelse af Nørrebrosagen fra Justitsministeriet
 |
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |  |
 |
Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |
