Amtmand
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En amtmand var en titel og et embede, der blev indført da lenene 19. februar 1662 blev omdannet til amter. Amtmanden var hovedsageligt en civil embedsmand, til forskel fra lensmanden, der også havde militær myndighed. I det hele taget blev en lang række beslutningsprocesser flyttet, så embedet var langt mindre indflydelsesrigt, samtidig med det var underlagt stiftamtmanden. Det var hovedsageligt besat af lokale adelsmænd. Efterhånden kom dog flere opgaver til, og i slutningen af 1700-tallet kom også købstæderne under amtmandens tilsyn.
Fra 1821 blev det et krav, at amtmænd og stiftamtmænd havde juridisk embedseksamen hvilket medførte at der blev færre adelsmænd der var amtmænd.
Amtmanden var kongens repræsentant i amtet, og et mellemled mellem kongen og befolkningen. Han skulle dels holde øje med at lovene blev overholdt, og samtidtig overvåge at der ikke skete overgreb mod borgerne.
Med indførelsen af amtsråd i 1841 blev opgaverne i første omgang meget beskåret, men med grundloven i 1849 blev stiftamtmændene også amtmænd, så der også kom kirkelige opgaver som tilsyn og forvaltning af stiftsmidler ind i embedet . Endvidere varetog man en række retslige opgaver og kontrol med de lokale embedsmænd, herunder politiet. Amtmanden var formand for amtsrådet og ansvarlig for udførelsen af amtsrådets beslutninger.
Med retsplejereformen af 1919 bortfaldt alle amtmandens beføjelser inden for domstole og politi. Der kom også nye opgaver, for eksempel sociale klagesager, og familieretlige sager begyndte også at fylde mere.
Fra 1981 blev institutionen kaldt Statsamter og amtmændene for Statsamtmænd men de havde stort set de samme opgaver.
