Bethlehemskirken
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Bethlehemskirken | |
---|---|
Bethlehemskirken Klik for at forstørre |
|
Bygget | 1935-37 |
Stift | Københavns Stift |
Provsti | Nørrebro Provsti |
Pastorat | Bethlehem Pastorat |
Sogn | Bethlehem Sogn |
Kommune | Københavns Kommune |
Websted | www.bethlehemskirken.dk |
Bethlehemskirken er en kirke i Nørrebro Provsti i Københavns Kommune. Den ligger på Åboulevarden, tæt ved Peblinge Sø og Søpavillonen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Kaare Klint er kirkens arkitekt, men har udført den efter et forslag udarbejdet af hans far P.V. Jensen-Klint, der også tegnede Grundtvigskirken. Jensen-Klint døde (1930) inden kirken kunne opføres, og sønnen overtog hvervet. Bethlehemskirken er opført 1935-37 og indviet 13/2 1938 af Københavns biskop.
Det københavnske Kirkefond står som bygherre for kirken.
Jensen-Klint har også tegnet det nærliggende menighedshus (i Tømrergade), der blev indviet i 1931.
[redigér] Kirkebygningen
Bethlehemskirkens facade er udført i røde mursten, og ligger i plan med nabobygningerne, som også er af røde mursten. Den falder derved ind i omgivelserne, på en måde som er usædvanlig for en kirkebygning, men man har måttet arbejde med den grund, der var til rådighed i det tætbebyggede område.
Stilen er gotisk og facaden minder en hel del om Grundtvigskirkens, dog i en mindre skala, og det er måske ikke nogen overraskelse, når de to kirker er tegnet af samme arkitekt.
Kirken har 3 døre til gaden. Den midterste fører direkte ind i kirkerummet, men primært bruges de to mindre døre, som er forsynet med små vindfang, til at tage træk og støj fra gaden. Der er ikke noget våbenhus.
Kirkerummet er treskibet og ret kort. Til gengæld virker det meget højt. Overfladerne er holdt i gule mursten.
[redigér] Interiør
Kirkens interiør er designet af Kaare Klint, og er, bortset fra døbefonten, altsammen udført i lyst træ, med et minimum af dekorationer. Kaare Klints kendte kirkestol er designet til Bethlehemskirken, der er den første danske kirke, som havde stolerækker, i stedet for bænke.
[redigér] Alter
Alteret er forsynet med et ciborium ("tag"), inspireret af Fødselskirken i Bethlehem.
[redigér] Prædikestol
Prædikestolens lydhimmel er dekoreret med en davidsstjerne.
[redigér] Døbefont
Døbefonten er udført af billedhugger Gunnar Hansen. Materialet er Faxe-kalk. Indskriften lyder: ”Konger og profeter mange længtes efter”.
[redigér] Orgel
Orglet er placeret til venstre for alteret, og optager en ret stor del af kirkerummet. Det er bygget af Marcussen & Søn, Aabenraa, og har 16 stemmer, 2 manualer og pedal. Det blev indviet sammen med kirken i 1938, og er blevet hovedrenoveret i 1992 af Marcussen.
[redigér] Gravminder
Der er ingen kirkegård ved kirken.
[redigér] Referencer
Denne artikel om en kirke er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |