Carl Theodor Zahle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Carl Theodor Zahle

Carl Theodor Zahle (født 19. januar 1866, død 3. februar 1946), dansk konseilspræsident fra 28. oktober 1909 til 5. juli 1910 og igen fra 21. juni 1913 til 29. marts 1920. Fra 21. april 1918 tituleredes regeringschefen i Danmark statsminister.

C. Th. Zahle var født i Roskilde som søn af en skomagermester. Allerede i gymnasiet var han politisk interesseret og følte sig som overbevist demokrat i opposition til den siddende Estrup-regering. Han blev cand. jur. i 1890, arbejdede en tid ved dagspressen, bl.a. Politiken, og i 1894 blev han overretssagfører.

I 1895 opstillede han ved folketingsvalget i Ringstedkredsen, blev valgt og siden genvalgt indtil 1928. Fra 1928 til 1939 var han medlem af Landstinget. Han var med til at stifte Venstrereformpartiet og blev i 1901 medlem af Finansudvalget.

Efter uenighed med konseilspræsident J.C. Christensen om forsvarsbevillingerne var Zahle med til i 1905 at stifte Det Radikale Venstre og blev partiets første formand. Allerede i 1909 kunne han danne en mindretals regering, men måtte dog efter et valg gå af året efter. Han blev i 1911 borgmester og herredsfoged i Stege.

I 1913 dannede han på baggrund af et radikalt-socialdemokratisk folketingsflertal igen en radikal regering, og denne regering kom til at sidde helt til 1920, dvs. under hele 1. Verdenskrig. Ved krigens udbrud blev det regeringens hovedopgave at sikre Danmarks neutralitet, og denne opgave lykkedes, ikke mindst takket være udenrigsministeren Erik Scavenius. På trods af neutraliteten medførte krigen af hensyn til forsyningssikkerheden et behov for store, regulerende indgreb i samfundet, og herfor sørgede indenrigsminister Ove Rode.

Ved krigens slutning var der i den politiske opposition opsamlet en stor portion vrede mod regeringen. Man mente, at regeringen havde været for tyskvenlig under krigen, og erhvervslivet så sin fortjeneste beskåret på grund af reguleringerne. Hertil kom spørgsmålet om Sønderjylland og især om Flensborg. Man ville have Flensborg til Danmark uanset resultatet af afstemningen, og Zahle nægtede at udskrive valg på spørgsmålet. Herefter afskedigede kong Christian 10. ministeriet, og det udløste Påskekrisen i 1920, idet De Radikale og Socialdemokratiet betragtede afskedigelsen som grundlovsstridig.

Zahle blev ikke statsminister igen, men justitsminister fra 1929 til 1935 i Stauning-Munch regeringen. Denne portefølje havde han i øvrigt også haft i sine egne regeringer, og han havde hele tiden arbejdet for en forbedret, human retspleje. Fra 1936 til 1939 var han formand for Landstinget. Zahle var samarbejdets mand, men var også stærkt præget af Viggo Hørups ideer, og der var en arv helt tilbage fra Bondevennernes tid, som gjorde sig gældende i hans helhjertede indsats for husmændenes sag.