Christen Foersom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Christen Martin Foersom (7. august 1794 - 2. december 1850) var en dansk skuespiller.

Født 7. Avg. 1794 i Odense og Søn af ndfr. nævnte Organist P. F. I en ung Alder kom han paa Amtmandens Kontor, men røbede tidlig sin Lyst og sine Evner til at spille Komedie, og gamle Iversen i Odense anbefalede ham da saa varmt til daværende Prins Christian, at denne skaffede den unge Mand Tilladelse til at optræde paa det kgl. Theater. F. debuterede 7. Dec. 1821 som Ducoutis i «Fanchon» og gjorde strax megen Lykke. Af Naturen var han overordentlig blond, men det var ham ikke til nogen Skade, fordi han saa godt som aldrig spillede med sit eget Ansigt, men altid stærkt maskeret, en Kunst, hvori han havde usædvanlig stor Færdighed; og som han vidste at forvandle sit Ansigt, forstod han ogsaa at forandre sin slanke Figur, hvilken han kunde faa til at antage næsten alle mulige Skikkelser. Han var i Besiddelse af en usædvanlig dyb og kraftfuld Basstemme, der imidlertid lystrede ham i et og alt, saa at det endog var ham muligt i lavkomiske Roller at tale en hel Aften igjennem i et langt højere Register. I Syngestykket og Operaen kom denne kraftfulde Stemme ham ogsaa til Nytte, men da Klangfarven i den ikke var egentlig smuk, blev han dog for det meste kun anvendt i komiske Syngeroller, hvor han imidlertid som oftest gjorde fortrinlig Fyldest. Nogen stærkt skabende Fantasi var F. som Skuespiller ikke i Besiddelse af; næsten hver Gang der blev tildelt ham en Hovedrolle i et Skuespil, tog han varsomt og forlegen paa den og formaaede saa at sige aldrig at fylde Figuren helt ud. Et Exempel herpaa er Herman von Bremen i «Den politiske Kandestøber», en Rolle, han spillede i 1833. Til Gjengjæld havde han et usædvanlig skarpt Blik for Folks Ejendommeligheder og Særheder og kunde aflure dem de mindste og fineste Smaatræk, hvilke han da forstod at gjengive med et rigt Lune og med en Smag, der saa godt som aldrig fik ham til at overskride Skjønhedsgrænsen. Jo fjærnere en Rolle laa hans eget Naturel, desto fortræffeligere var han i den, og allerbedst var han i de Roller, der kun vare ganske løst skitserede fra Digterens Haand. Her kom F. s Opfindsomhed i livlig Bevægelse og erstattede, hvad der manglede ham i rig Fantasi. Han, der var født i en Provinsby og aldrig helt aflagde sin Dialekt, staar maaske uovertruffen i Gjengivelsen af den kjøbenhavnske Spidsborger. Han kunde «Filisteren» paa sine Fingre og varierede denne Figur i det uendelige. Hørkræmmer Tommerup i «Debatten i Politivennen», Brændevinsbrænder Dram i «Destillatøren», Skaarup i «Sparekassen», Kakadue i «Capriciosa» og Borgeren i 1. Scene af «Gjenboerne» ere fremragende Exempler herpaa. Som naturligt var, blev det derfor ogsaa Lystspillet, særlig det danske Lystspil, og Vaudevillen, der vare hans fornemste Virkefelt, men paa disse Omraader har han ogsaa med al sin Umiddelbarhed -- thi som Kunstner kunde F. nok kaldes Empiriker -- skabt noget meget fremragende, og Digtere som Heiberg, Hertz og Overskou stode i stor Gjæld til ham. Lige saa paapasselig og flittig han var i Tjenesten, lige saa smagfuld var han som burlesk Komiker, og det var kun sjælden, at han greb fejl med Hensyn til Anvendelsen af sine kunstneriske Midler. Hans Repertoire omfattede henved 300 Roller, blandt hvilke man kan fremhæve: 1822 Jesper Oldfux i «Jacob von Thybo», 1825 Kommandanten i «Don Juan», Jørgen Wadt i «Kong Salomon og Jørgen Hattemager», 1826 Ledermann i «Recensenten og Dyret», Mac-Irton i «Den hvide Dame», 1827 Smedden i «Murmesteren», Buurman i «De uadskillelige», 1828 Jesper i «Kjærlighed uden Strømper», Krigsraad Olmerdug i «Flyttedagen», Mogens i «Elverhøj», Mikkel Stolpe i «Østergade og Vestergade», 1834 Munken i «Tempelherren og Jødinden», 1836 Jacob von Thybo, 1841 Geronte i «Scapins Skalkestykker», 1843 Ephraim Golz i «Østergade og Vestergade», 1844 Salomon Goldkalb i «Kong Salomon og Jørgen Hattemager», 1848 Kammerraad Krans i «Æventyr paa Fodrejsen», 1849 Fra Severino i «Tonietta». Han optraadte sidste Gang 11. Nov. 1850 som Mac-Irton i «Den hvide Dame» og døde ugift efter et kortvarigt Sygeleje 2. Dec. s. A.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.