Christian 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Fakta om Christian 7.

Født	29. januar, 1749
Fødested
Død	13. marts 1808
Begravet	Roskilde Domkirke
Regeret	Danmark 1766-1808 Norge 1766-1808
Valgsprog	Fædrelandets kærlighed min berømmelse
Far	Frederik 5.
Mor	Louise af Storbritannien
Ægtefælle	Caroline Mathilde
Børn	Frederik VI

To kanoner fra Christian 7.s tid. Kongen brugte flere forskellige monogrammer.

Christian 7. (29. januar 1749 på Christiansborg Slot - 13. marts 1808 i Rendsborg) var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. Valgsprog: "Fædrelandets kærlighed min berømmelse" (Gloria ex amore patriae)".

Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Da han den 14. januar 1766 besteg tronen, var han endnu ikke fyldt 17 år. Den 8. november 1766 indgik han ægteskab med sin kusine den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, den engelske konges søster. I 1768 fødte hun deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6.

Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Man mener, han led af skizofreni, og med årene satte sygdommen ham ud af spillet som regent. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.eks., at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvorfor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.

Frederik den 5. havde i sin regeringsperiode ladet statsrådet styre landet under ledelse af grev J.H.E. Bernstorff. Enevælde var reelt blevet til embedsmandsvælde. Også den unge kong Christian 7. lod fortsat ministrene træffe de nødvendige beslutninger. I 1768 var kongen på en udlandsrejse, og under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den så "kun" 250.000 rdl. Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvor over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.

I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender.

Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om barnet blev "lyst i kuld og køn", hvilket vil sige, at kongen anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen.

Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug samt hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen efterfølgende holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.

Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Størst indflydelse fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev stort set afskaffet. Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik den 6., den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var den stadigt mere sindsforvirrede Christian den 7. enevældig hersker - men hans rolle var reduceret til at underskrive de beslutninger, som blev vedtaget i statsrådet. Christian den 7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 i Rendsborg angiveligt forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men dette er dog omstridt. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik den 6.