Clement Kjersgaard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Clement Behrendt Kjersgaard (født 20. september 1975) er en dansk tv-vært og foredragsholder og desuden chefredaktør på sit udenrigspolitiske nyhedsmagasin RÆSON. Han er søn af historiker Erik Kjersgaard.
Clement blev født i Gentofte, men er vokset op i Århus hvor han 11 år gammel startede Århus Børneradio. I 1994 blev han den første danske student fra Li Po Chun United World College i Hong Kong og har sidenhen også studeret på universitetet i Oxford og i København.
I 2004 blev han vært på tv-programmet Tal med Gud på DR2, og vikarierede samme sommer på kanalens nyhedsudsendelse Deadline. Samme år modtog han Hal Koch-prisen "for sit enestående engagement i demokratiet og samfundet", og i 2005 blev han vært på DR2's late-night show Clement Direkte. Igennem sit forlag Balustrade har Clement publiceret bøger og produceret en enkelt film.
Sideløbende med sine mange projekter har Clement Behrendt Kjersgaard skrevet manuskript, musik og instrueret en filmmusical ved navn Jutland Dreams. Den mangler dog at blive redigeret, før det færdige resultat foreligger.
Clement Kjersgaard fik i 2005 en søn med den prisbelønnede journalist og forfatter Angela Brink.