Danica Pension
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Danica Pension er et dansk livsforsikringsselskab.
Danica Pension er videreførelsen af Statsanstalten for Livsforsikring, som igen havde sin oprindelse i to anstalter oprettet i 1842.
[redigér] Statsanstalten for Livsforsikring
Den ene anstalt, Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842, oprettedes som en statsanstalt. Den anden, Livsforsikringsanstalten i København, stiftedes som en privat institution med en statsgaranti. Fra 1848 havde de to anstalter en fælles direktion og bestyrelse udnævnt af kongen.
I 1870 blev begge institutioner opløst til fordel for Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871, der overtog de tidligere anstalters formue, rettigheder og forpligtelser. I 1893 ændrede anstalten navn til Statsanstalten for Livsforsikring.
Indtil 1872 var Statsanstalten den eneste egentlige livsforsikringsvirksomhed i landet.
[redigér] Danica
I april 1990 privatiseredes Statsanstalten ved omdannelse til et aktieselskab. Aktierne indgik i Statsanstalten Holding A/S, hvis aktiemajoritet staten solgte til forsikringsselskabet Baltica i september 1990. Efter en intern konkurrence om navneforslag, faldt valget på Danica - et navn der blev præsenteret i Kokkedal 1. juni 1991.
I november 1994 overtog Danske Bank hele Baltica-koncernen, og straks derefter annoncerede man at Baltica ville blive frasolgt. Tryg Forsikring overtog derefter skadesforsikringsselskabet Baltica i maj 1995 (med virkning pr. 1. januar 1995). Fra oktober 1995 var Danica et selskab der både udbød skadesforsikringer (indbo, villa, bil og ulykke) og livsforsikringer og pensionsforsikringer, som en selvstændig del af Danske Bank-koncernen. I 1999 solgte Danica skadesdelen til Topdanmark og skiftede navn til Danica Pension - derefter og frem til nu, udelukkende et livsforsikrings- og pensionsselskab.