Dansk velfærdsreform 2006

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Veldfærsreformen i Danmark i 2006 er række ændringer i velfærdsamfundet der skal gøre Danmark klar til de udfordringer, der ligger i fremtiden.

Indholdsfortegnelse

1 Baggrund
2 Historie
3 Holdninger til reform
4 Velfærdsforlig
5 Reaktioner
6 Referencer

[redigér] Baggrund

I gennem en længere årrække har en lang række fremtrædende økonomer, herunder vismændene ment at der bør laves en gennemgribende velfærdsreform. Som udgangspunkt er der flere grunde til ønsket om dette. Den vigtigste grund er at befolkningssammensætningen i løbet af de årtier ændrer sig kraftigt. Det vil betyde at der kommer flere ældre, som skal forsørges, samtidigt med at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder. Velfærdskommissionen ^[1] vurdere at arbejdsstyrken frem til 2040 vil falde med 350.000 eller en 1/6 hvis ikke der laves reformer. Samtidigt gør globaliseringen at der bliver større og større krav til vores evne til at konkurrere og at det måske ikke længere er muligt at gøre tingene som tidligere. Der bliver allerede i dag flyttet arbejdspladser til udlandet og hvis uddannelsesniveauet i Danmark ikke er højt nok kan vi få svært ved at klare os i den internationale konkurrence. Derudover kan der komme pres på skatter, som let kan flyttes til udlandet, hvilket kan være med til at mindske statens indtægter. For at imødegå disse udfordringer bør der laves en række tiltag der forbedrer fremtidsudsigterne.

[redigér] Historie

Som sagt har økonomer i en længere årrække forslået at der skulle laves gennemgribende reformer for at vi kan klare de fremtidige udfordringer. Derfor nedsatte regeringen den 23. september 2003 en velfærdskommision med den tidligere vismand Torben M. Andersen i spidsen ^[2], der skulle komme med forslag til reformer. Igennem de næste år udgave kommisionen flere delrapporter for at undersøge forskellige aspekter af problemstilling. I januar 2006 kom så kommisionens endelige rapport med en række forslag til reformer, der efter dens mening vil gøre Danmark klar til fremtidens udfordringer. Blandt forslagene var fjernelse af efterlønen og hævelse af pensionsalderen. Rapporten blev stort set kritiseret fra alle politiske partier som værende for vidtgående, bl.a. mente Anders Fogh Rasmussen at kommisionen var "politisk tonedøv" når de kom med forslag om skatteomlægninger.^[3]

Egentligt var det meningen at regeringen herefter skulle komme med sit udspil til reformer i februar/marts, men det blev forsinket på grund af Muhammed-konflikten. Derfor kom regeringens først med et udspil i starten af april, som bl.a. indebar en forøglese af efterlønsalderen til 63. Udspillet blev dog kritiseret af flere økonomer for at ikke at være vidtrækkende nok. I løbet af foråret gik forhandlingerne så igang.

[redigér] Holdninger til reform

Både blandt de politiske partier og i befolkningen er der store forskelle i holdningen til velfærdsreformen. Blandt de politiske partier er det specielt Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti der støtter forslaget om velfærdsreformer. Derimod er Enhedslisten og SF imod enhver form for forringelse af velfærdsordningerne. Også Dansk Folkeparti er stærkt kritiske overfor reformerne, men forventes dog at være med i det endelige parti. Socialdemokraterne og Venstre er som udgangspunkt for reformerne, men ønsker dog ikke at de skal være for voldsomme.

Fagbevægelsen med LO i spidsen opponerede sammen med elev- og studenterbevægelsen voldsomt mod velfærdsreformen, men endte dog med i vid udstrækning at anerkende forliget.

[redigér] Velfærdsforlig

Den 20. juni 2006 blev et forlig vedtaget om en velfærdsreform med deltagelser af regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.^[4]Forliget indebærer at efterlønsalderen fra 2019 til 2022 løbende hæves til 62 og pensionsalderen hæves til 67 fra 2024 til 2027. Det betyder at folk der ved udgangen af 2006 er over 48 ikke bliver berørt af ændringerne i tilbagetrækningsalderen. Derefter er det meningen at der fra 2025 hvert 5 år skal ske tilpasninger så efterlønsalderen og pensionsalderen tilpasses danskernes levetid.

Udover ændringer i tilbagetrækningsalderen er der flere initiativer der skal få ledige hurtigere i arbejde, samt sørge for at indvandrere blive en del af arbejdsmarkedet. Derudover vil man forsøge at få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet, bl.a. ved at give universiteterne økonomiske incitamenter til at understøtte færdiggørelse til normeret tid. Indenfor uddannelse ligger der også intiativer der skal få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse samt styrke efteruddannelsen. I aftalen er det også besluttet at de offentlige forskningsbevillinger i 2010 skal øges til 1% af BNP. Udover den samlede aftale lavede Dansk Folkeparti og regeringen også en separat aftale omkring invandring, som bl.a. betyder indførelse af en green card-ordning.

Som følge af aftalen skulle der i 2040 være 125.000 flere i arbejde og et BNP på 20.000 mere pr. person end hvis der ikke var lavet et velfærdsforlig.

[redigér] Reaktioner

Efter indgåelsen af aftalen var der generelt positive reaktioner fra forligspartierne. Anders Fogn Rasmussen kaldte forlige historisk.^[5] I forhold til regeringens oprindelige forslag mente alle parter at de havde været med til at trække i den retning. Marianne Jelved havde dog gerne set at reformen også havde indeholdt en skattereform^[6], mens Pia Kjærsgaard sagde at aftalen er net, men ikke prangende.^[7]

Fra SF og Enhedslisten, som ikke var med i aftalen, kom der kritiske ryster. Enhedslisten kaldte forliget fantasiløst ^[8], mens SFs Villy Søvndal mente at Helle Thorning-Schmidt burde have afvist forliget.^[9] Fra arbejdsmarkedets organisationer var der forskellige meldinger. LO var generelt tilfredse^[10], mens DA ønskede flere initiativer der øgede arbejdsudbuddet på kort sigt.^[11]