Deflation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Deflation er prisfald, modsat inflation. Inden for økonomisk videnskab betegner deflation en periode med stadige, generelle prisfald.

Historisk har deflation i visse tilfælde udløst økonomiske kriser endnu mere ødelæggende end hyperinflation. Deflation hænder, når en svag efterspørgsel giver et overudbud på markedet. Med de faldende priser falder også indkomsterne fra kapital og arbejdskraft. Virksomheder må indskrænke eller lukke, mens lønmodtagerne bliver arbejdsløse eller må acceptere en ringere betaling. De faldende indkomster giver en forstærket effekt på den vigende efterspørgsel. Samtidig øger prisfaldet også pengenes værdi. Med almindelige forventninger om yderligere prisfald vil folk have en tendens til at spare op for at hente den potentielle formuegevinst. Resultatet kan blive en meget stor tilbagegang i produktion og forbrug.

Dette skete med depressionen i 1930'erne. Situationen dengang førte til John Maynard Keynes' nybrud i den økonomiske teori. Keynes anbefaldede statslige indgreb til forstærkning af efterspørgslen i økonomien.

Den japanske økonomi har i årene siden 1990 lidt stærkt under en deflationær tendens. Denne situation opstod i kølvandet på en boligboble, som endte i meget store prisfald og formuetab.

[redigér] Se også

• Stagflation
• Lavkonjunktur