Dendrokronologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Den dendrokronologiske metode anvendes af især arkæologer til datering af fund og fundsteder.

Indholdsfortegnelse

1 Om dendrokronologiens metode og forudsætninger
2 Dendrokronologiens historie
3 Om træer - deres biologi og deres betydning for dendrokronologien
- 3.1 Se også
- 3.2 Eksterne henvisninger

[redigér] Om dendrokronologiens metode og forudsætninger

Årringsdatering er en biokronologisk dateringsmetode som er baseret på studiet af træernes årringe. Der er en række forudsætninger for at metoden kan anvendes: - Man kan kun bruge metoden på træer der danner en årring per kalenderår. Denne betingelse er gældende for de fleste træer der vokser i tempererede områder. - Træernes årringsbredde skal udvise karakteristiske svingninger som er gældende for flere af samme træer af samme sort indenfor et geografisk afgrænset område. Den sidste forudsætning siger ikke nødvendigvis at træernes årringsbredde skal være eksakt ens, men at der er en relativ følge i årringenes bredde. Denne forudsætning er essentiel, når man skal sammenligne tømmer fundet i en arkæologisk udgravning med grundkurven. Dette gælder kun indenfor et mindre geografisk afgrænset område, de klimatiske forhold i andre egne af verden har indflydelse på træernes vækst. Ved at sammenligne tømmer af samme træart (recent træ såvel som fossilt) er det muligt at opstille en kurve som gennem synkronisering af træprøverne giver en regional middelkurve. Der er ved sammenligning med denne middelkurve eller standardkronologi at man kan datere et ukendt stykke tømmer.

[redigér] Dendrokronologiens historie

Allerede i antikken vidste man at træerne vækstforhold var afhængig af klima og regnmængde. Først i 1700-tallet opdagede man at nogle træer dannede en årring per kalenderår, men først i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev dendrokronologien udviklet af amerikaneren Andrew Ellicott Douglass. Douglass var astronom, men han forskede i solpletternes indflydelse på klimaet. Han fandt ud af at træernes vækst hang nøje sammen med klimatiske forhold i bestemte områder. Han opstillede en regionalkurve med hvilken han kunne datere nogle gamle indianerbopladser. Op gennem 1900-tallet fortsatte forskningen indenfor dette felt, og flere lande har oprettet egne regionalkurver.

[redigér] Om træer - deres biologi og deres betydning for dendrokronologien

Træer er flerårige vækster, der er kendetegnet ved én vækstperiode per år. Træerne vokser både i højden (primær vækst) og i bredden (sekundær vækst) ved hjælp af deres dannelsvæv, henholdsvis apikale meristemer og kambiet. Kambiet ligger mellem bark og ved og afsætter hvert år bark udad og ved indad. Her i Danmark sker væksten i perioden fra april til august. I foråret stimuleres væksten af hormoner der udsendes fra knopperne og ved hjælp af vandets næringssalte og de sukkerstoffer som dannes gennem fotosyntesen dannes en ny årring. Det ved som dannes inddeles normalt i det lyse vårved (kendetegnet ved store elementer beregnet til vandtransport) og det mørke høstved (mindre elementer – aktiviteten daler). Det er derfor tydeligt hvornår en årring ophøre og en ny begynder. Årringene er nemmest at skelne på ringporede træer. I de ringporede træer sker vandtransporten kun i den yderste årring. På egetræer bliver vedet inddelt i kernetræ (døde imprægnerede celler) og splintved (lyse celler). Splinten bliver ved med at have den samme tykkelse gennem hele træets liv (for eg: 20 ringe ± 6, hvis træet er mellem 100 og 200 år). Udsvinget i træernes årringstykkelse er afhængig af hvordan træet har været stresset af klimatiske forhold, og det er muligt at træet kan danne falske årring eller udsættes for frostskader enkelte år. Store udsving på tykkelserne er derimod en fordel da det er nemmere at sammenligne flere kurver og finde fællespunkter. Derfor er det også kun muligt at opstille kronologier på ens træsorter i geografisk afgrænsede områder.

Dendrokronologien anses for den mest nøjagtige dateringsmetode, arkæologien råder over - også mere nøjagtig end kulstof 14-metoden, men kræver en ubrudt serie af "standardårringe", hvor kulstof 14-metoden kun kræver tilstedeværelsen af kulstof. Af samme grund er fundet af ældre tømmerkonstruktioner altid spændende: får man derved føjet en manglende årringsserie til det historiske forløb, eller giver fundet mulighed for at strække kronologien endnu nogle år bagud i tiden?

I Danmark har det dendrokronologiske Laboratorium ved Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser rekonstrueret en ubrudt, dendrologisk kurve for egetømmer, som dækker perioden fra nutiden og tilbage til ca. 100 f.Kr..