Det Kongelige Opfostringshus
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det Kongelige Opfostringshus er en dansk kostskole oprettet 1. oktober 1753 af Frederik 5. på Christianshavn i det senere Søkvæsthus (der nu rummer Orlogsmuseet). Oprindeligt var skolen opfostringshus for drenge af enlige forældre i trange kår, og målet var at oplære drengene i håndværk og fabriksarbejde. Gradvist vandt egentlig skolegang over håndværket, og skolen blev en belønningsskole for flittige drenge. Efter nogle år flyttede skolen til en bygning i St. Kongensgade, og i 1880 flyttede skolen til nye bygninger i Randersgade.
I september 1918 vedtog magistraten fremtidig at anvende renterne af det af kancelliråd Ole Thorup i 1878 stiftede legat til bedste for opfostringshuset, der herefter fik navnet: Det Kgl. Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse.
Siden 1953 har skolen ligget på Hellebækgård i Hellebæk, og siden 1986 er piger også blevet optaget på skolen. Af gammel tradition kaldes skolens elever for skorper fordi man i gamle dage fik rugbrød med fedt på, og derfor er skolens navn i lokalsamfundet Skorpeskolen.
Klasselotteriet er altid blevet udtrukket af drenge fra skolen. Det lotteri, der var forløber for klasselotteriet var en af skolens faste indtægtskilder, og siden lotteriet blev lagt ind under det offentlige i 1770, har institutionen fået en årlig sum fra overskuddet. Sidste trækning foretaget af skorper var i år 2000 og klasselotteriet er nu gået over til elektronisk nummerudtrækning.
Den revolutionære socialist Nicolaj L. Petersen var elev i 1850'erne og 1860'erne.
Skorpeskolen blev nedlagt i år 2000.
[redigér] Eksterne henvisninger
- www.ohf.dk - hjemmeside for Opfostringshusforeningen, som er en forening for udgåede elever
5-01-2007 Det kongelige Opfostringshus er ikke nedlagt, men Københavns Kommune (Borgerrepræsentationen) som administrerer institutionen har opnået tilladelse til at ændre i fundatsen for Det kongelige Opfostringshus.
Institutionens bygninger er nu ubenyttede og tomme.
Opfostringshusforeningen arbejder for at få institutionen i gang igen, således at kostskolen kan fortsætte med at fungere som en skole der hjælper børn væk fra en dårlig social arv til en bedre tilværelse.
Se mere på Opfostringshusforeningens hjemmeside www.ohf.dk hvor der også er informationer om den netop fremstillede dokumentations DVD vedrørende Det kongelige Opfostringshus.