Fadder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En fadder er et barns dåbsvidne. Der skal være mindst tre og højst fem faddere. Deres opgave er at bevidne, at barnet er døbt med den kristne dåb; de er tillige moralsk forpligtede til at hjælpe forældrene med at opdrage barnet i dåben og - hvis forældrene ikke kan - selv, såvidt muligt, opdrage barnet i kristendom.
Derimod skal en fadder ikke nødvendigvis sørge for barnets opdragelse og forsørgelse, hvis forældrene dør. Forældre anbefales at skrive et børnetestamente, som de sociale myndigheder vil tage med i overvejelserne om barnets fremtid.
En fadder i den danske folkekirke skal være døbt med den kristne dåb (ikke nødvendigvis i folkekirken) og være over konfirmationsalderen, men konfirmation er ikke en betingelse. Den af fadderne, der holder barnet over dåben og svarer på tilspørgelsen, kaldes i folkemunde gudmor/far - men denne betegnelse er ikke kirkelig. Forældre kan stå fadder til deres egne børn og også holde dem over dåben.
Fadder bruges også i overført betydning om en person der støtter et barn i et u-land økonomisk via organisationer som Dansk Røde Kors, Plan, Red Barnet og SOS-Børnebyerne.
En anden overført betydning er at stå fadder til noget eller være fadder til noget. Her anvendes "fadder" i betydningen ophavsmand eller grundlægger.