Golfkrigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Golfkrigen (flertydig). (artikler, som begynder med Golfkrigen)
| Golfkrigen | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Kort over landfasen af Operation Ørkenstorm |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 FN ledet koalition |
 Irak |
||||||||
| Førere | |||||||||
| Norman Schwarzkopf | Saddam Hussein | ||||||||
| Styrke | |||||||||
| 883,863 | 360,000 | ||||||||
| Tab | |||||||||
| 378 dræbte 1,000 sårede |
25,000 dræbte 75,000 sårede |
||||||||
Golfkrigen i (2. august 1990 - 28. februar 1991) var en konflikt mellem en 34 lande stor amerikansk ledet koalition med mandat fra FN og Irak ledet af Saddam Hussein. Ofte bruges navnet Operation Desert Storm, det militære navn for selve angrebsfasen, om krigen.
Golfkrigen blev indledt, da Irak under Saddam Hussein indtog nabolandet Kuwait for at sikre sig oliekilder i august 1990. Dette betød, at FN greb ind, og at USA, med præsident George H.W. Bush i spidsen, med militær magt knuste de irakiske styrker efter en længere forudgående bombekampagne fra luften, der startede 17. januar 1991. De amerikanske tab var historisk få for en landkrig mens de irakiske var betydelige.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Optakten
Fem dage efter Iraks invasion af Kuwait 2. august 1990, sendte USA tropper fra hæren, marinekorpset, luftvåbnet og kystvagten til Saudiarabien med den begrundelse at Irak forberedte en invasion her. Denne forsvarsaktion blev kaldt Operation Desert Shield. Samtidig bad USA andre lande sende tropper til området. De amerikanske bestræbelser på at samle en koalition var så vellykkede at da kamphandlingerne begyndte 17. januar 1991 havde 12 lande sendt flådestyrker, der supplerede den amerikanske flådestyrke på 6 hangarskibsgrupper. 8 lande havde sendt landtropper, der supplerede tropper fra Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudiarabien og de forenede arabiske emirater, sammen med de amerikanske landstyrker der bestod af sytten tunge-, seks lette- og ni marineinfanteribrigader. Totalt deltog 2,430 fly på koalitionens side.
Til forsvar mod denne massive styrke havde Irak kun nogle få kanonbåde og små missilbåde til at modstå koalitionens flådestyrker, men på landjorden havde de 1,200,000 landtropper med ca 5,800 kampvogne, 5,100 pansrede køretøjer og 3,850 artilleripjecer. I luften havde Irak 750 kampfly og bombefly, 200 andre fly og et stort luftforsvar. Men kampvognene som blev brugt af irakerne var hovedsagelig kopier af 50 år gamle sovjetiske kampvogne. Kampvognenes panserbrydende ammunition var gamle russiske eller kinesiske typer der ellers var blevet udfaset i 1970'erne. Den samme mangel på moderne udstyr gjorde sig gældende i det meste af det irakiske militær.
[redigér] Luftkrigen
Dagen efter den deadline der var fastsat i FN resolutionen startede koalitionen et voldsomt luftangreb med mere end 1,000 togter om dagen. Det begyndte 17. januar da otte amerikanske AH-64 Apache helikoptere ødelagde irakiske radarinstallationer nær grænsen til Saudiarabien. Radarinstallationerne kunne have advaret irakerne om det forestående luftangreb. Få minutter efter førte to EF-111 Raven 22 F-15E Strike Eagle kampfly imod de to største og mest beskyttede flyvestationer i Irak. Derefter angreb ti F-117 Nighthawk jagerbombere og tre EF-111 Baghdad. Minutter efter angrebet på Baghdad affyrede den amerikanske flåde BGM-109 Tomahawk missiler mod Baghdad. Angrebet fortsatte i timevis. Regeringens bygninger, irakiske TV-stationer, irakiske lufthavde og Saddam Husseins paladser blev ramt. Fem timer efter de første angreb sagde Saddam Hussein på den natinale radiokanal at "Den store duel, moderen til alle slag, er begyndt. Sejrens morgengry nærmer sig." Irak svarede igen ved at affyre otte Scud missiler mod Israel den næste dag. Koalitionens første prioritet var at ødelægge det irakiske luftvåben og luftforsvar. Det var hurtigt overstået, og resten af lufkrigen kunne koalitionens kampfly operere forholdsvis frit. På trods af Iraks store mængde luftforsvar mistede koalitionen kun et enkelt fly den første dag. Fly med Stealth teknologi blev flittig brugt i den første fase af krigen netop for at undgå luftforsvaret. Derefter kunne andre typer fly nemmere bruges. Bombetogterne blev primært fløjet fra Saudiarabien og de seks hangarskibe i den Persiske Golf og Rødehavet.
[redigér] Det irakiske luftvåben flygter til Iran
I den første uge af luftkrigen blev der fløjet nogle irakiske missioner, men de gjorde ikke megen skade, og 38 irakiske MIG kampfly blev skudt ned af koalitionens fly. Kort efter begyndte de irakiske fly at flygte til Iran. Mellem 115 og 140 kampfly søgte tilflugt i Iran. Denne masseflugt overraskede koalitionen der ikke nåede at reagere før de fleste fly fra det irakiske luftvåben var nået i "sikkerhed" på iranske luftbaser. Iran har aldrig givet kampflyene tilbage til Irak, og piloterne blev først sendt tilbage flere år senere.
[redigér] Landkrigen
Koalitionsstyrkerne dominerede luften med deres teknologiske fordele, men de to parters landstyrker blev anset for mere lige. Koalitionen havde en stor fordel fordi de havde vundet luftherredømmet, og havde derudover to klare fordele: Amerikanernes M1 Abrams kampvogn var klart overlegen i forhold til den sovjetiske T-72 kampvogn irakerne anvendte, samtidig kunne koalitionstyrkerne navigere nemt i ørkenen uden at være afhængige af faste kendemærker, fordi de brugte GPS navigation. På den måde kunne de udmanøvrere de irakiske styrker.
[redigér] Den første indtrængen i Irak
Elemtenter af den amerikansk 2. brigade, 1. Kavalleri division udførte en hemmelig opklaringsmission ind i det irakiske territorium 9. februar 1991. De blev fulgt af en ny opklaringsstyrke 20. februar, der nedkæmpede en irakisk bataljon. 22. februar gik Irak ind på et sovjetisk forslag til en fredsaftale. Aftalen indebar at irak skulle trække alle styrker ud af Kuwait indenfor 3 uger. USA gik imod forslaget men proklamerede at irakiske styrker ikke ville blive angrebet hvis de var under tilbagetrækning og gav de irakiske styrker 24 timer til at forlade Kuwait.
[redigér] Koalitionen angriber med landstyrker
Kort efter blev det amerikanske VII Korps samlet i fuld styrke, og startede et angreb med kampvogne ind i Irak vest for Kuwait. Det overraskede de irakiske styrker. Samtidig angreb det amerikanske XVIII luftbårne korps over den stort set uforsvarede ørken i det sydlige Irak, ledet af 3. Pansrede Kavalleriregiment og 24. mekaniserede infanteridivision. Den venstre flanke blev sikret af den franske 6. lette panserdivision. Den hurtige franske division overvandt hurtigt den irakiske 45. infanteridivision med kun en håndfuld tab, og indtog en blokerende stilling der forhindrede ethvert irakisk modangreb på flanken. Angrebets højre flanke blev beskyttet af den britiske 1. pansrede division. Da koalitionen var trængt dybt ind i det irakiske territiorium drejede de mod øst og angreb den irakiske Republikanske Garde i flanken. Den Republikanske Garde kunne ikke modstå angrebet, og under flere forskellige kampvognsslag blev den slået tilbage. Koalitionens tab var minimale.
Fremrykningen gik langt hurtigere end de amerikanske generaler havde forventet. 26. februar begyndte de irakiske tropper at trække sig ud af Kuwait, og satte ild til oliefelterne imens. En lang konvoj af flygtende irakiske tropper hobede sig op på den største hovedvej mellem Kuwait og Irak. Denne konvoj blev bombet så grundigt at amerikanerne kaldte den "Dødens Hovedvej". Kritikere af aktionen mener at kolonnen også indeholdt krigsfanger og flygtende irakiske civile. Styrker fra USA, Storbritannien og Frankrig fortsatte med at forfølge de flygtende irakere over grænsen og ind i Irak, og nåede til et punkt 240 km fra Baghdad før de trak sig tilbage igen.
100 timer efter at landkrigen var begyndt erklærede præsident Bush en våbenhvile, og 27. februar var Kuwait befriet.
[redigér] Slutspil og konsekvenser
Irak blev fordrevet fra Kuwait, og fra militær side blev det bedømt, at en indtagelse af hovedstaden Baghdad ville kunne foregå forholdsvis smertefrit, da Saddams militær viste tegn på kollaps. Den amerikanske politiske ledelse bestemte sig dog i sidste øjeblik imod dette. Som George H.W. Bush senere skrev, så manglede der en tilbagetrækkelsesstrategi, og han frygtede for hvor lang tid en evt. invasion ville forpligte amerikanerne.
Saddam Husseins styrker nåede, da krigen var ved at være tabt, at sætte ild til de kuwaitiske oliekilder i stort tal, hvilket førte til den største menneskeskabte uproduktive afbrænding af olie nogensinde, og man oplevede nedfald i bl.a. Himalaya.
[redigér] Efterspil og optakten til Irakkrigen
- Uddybende artikel: Irakkrigen
Efter krigen fulgte en periode med skiftevis FN-inspektion og FN-blokade mod Irak, og med konstant overflyvning og spredt bombning udført af amerikansk og britisk militær.
Dette foregik indtil den amerikansk ledede "Koalition af Villige Lande" i 2003 på ny gik i krig mod landet og knuste dets regime totalt.
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Denne artikel om militær er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
