Gustav Friederich Hetsch
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Gustav Friederich Hetsch (28. september 1788 - 7. september 1864) var arkitekt af tysk afstamning.
Han blev født i Stuttgart, hvor hans far, Philipp Friederich v. H., var hofhistoriemaler og kunstgalleridirektør (f. 1758 d. 31. Dec. 1838); hans mor, Louise Friedrike Wilhelmine (f. 1766 d. 1800), var født Scholl. H. blev student ved universitetet i Tübingen, men hans lyst til tegning ledede ham ind paa andre baner. Han begyndte at studere Arkitektur under Bygningsinspektør Etzels Vejledning, og 1808 rejste han med sin Fader til Paris, hvor han fortsatte sine Studier hos Arkitekterne Percier og Lebas, medens han samtidig uddannede det for hans Slægt fælles musikalske Talent under den berømte Pianist Kalkbrenners Vejledning og endog en Periode var i Tvivl om, hvorvidt bygningskunsten eller tonekunsten skulde være hans fremtids opgave. Efter at have fuldendt sine Studier tog han Plads som Konduktør hos Arkitekt Rondelet ved Restavrationen af Kirken St. Géneviéve, men 1812 kaldtes han tilbage til sin Fødeby, hvor Kongen mente at have Brug for ham som for andre yngre talentfulde Arkitekter; men da hans Forhaabninger i denne Retning skuffedes, drog han i Slutningen af samme Aar til Italien, Kunstens forjættede Land. Her arbejdede og studerede han med lidenskabelig Iver, og blandt de mange Kunstkammerater, han traf sammen med, blev den danske Arkitekt Peter Malling hans bedste Ven.
Da han havde mistet Tilliden til den Fremtid, hans eget Land kunde byde ham, fulgte han med Malling til Danmark, og den Dag, 15. Okt. 1815, da han satte Foden paa dansk Grund, blev en Mærkedag, ikke alene for ham selv, men for Kunsthaandværkets Præg i Danmark. I Kjøbenhavn, hvor han allerede var kjendt ved nogle til Kunstakademiet indsendte Tegninger, blev han hurtig ansat som Lærer ved den nyoprettede Ornamentskole for Arkitekter, og man afkjøbte ham en stor Samling Studietegninger efter antik Bygningskunst, som den Dag i Dag ere Forbilleder for de vordende Arkitekter. 1820 blev han Medlem af Akademiet, 1822 Professor i Perspektiv, 1829 overordentlig, 1835 ordentlig Professor i Arkitektur.
H. havde det held straks ved sin ankomst til København at komme i berøring med den den gang i kunstens verden næsten eneraadende bygmester C. F. Hansen, og denne overdrog ham udsmykningen af det indre af Christiansborg Slot. Her fik H. en rig Lejlighed til at udfolde sin dekorative Begavelse og benytte sine omhyggelige Studier efter den antike, ɔ: den romerske, Kunst. Man kan have Sympathi eller ej for den Kunstretning, der den Gang herskede, men man maa i ethvert Tilfælde absolut beundre den Konsekvens og den kunstneriske Respekt, hvormed han løste Opgaven. Hans arkitektoniske Viden var større og hans sydlige Naturel kraftigere end de samtidige danske Kunstneres, saa det var intet Under, at mange officielle og private Hverv bleve ham overdragne. Han tegnede Møbler og Dekorationer til Christian VIII's Palais paa Amalienborg, til Prins Ferdinands og Mac Evoys Palaiser i Bredgade, til de kongelige Udstyr, til Prinsesserne Vilhelmines og Carolines Bordservicer, til adskillige Rigmænds Lejligheder, til Gravmonumenter paa Kirkegaarde, til Æresgaver til Fyrster og berømte Mænd osv.
Vi staa her ved det centrale i H.s Betydning for Danmark. Hans uvisnelige Ære er den, at han har indgydt vort Kunsthaandværk nyt og kraftigt Blod; med beundringsværdig Energi og utrættelig Flid arbejdede han for, at vi i denne Retning skulde være paa Højde med Udlandet. Lad være, at vi nu ofte finde hans Frembringelser svage og usympathetiske, man erindre, at det var i Empiretiden, men det skal dog siges og slaas fast, at næppe nogen dansk Kunstner har haft en saa afgjørende Indflydelse paa hele Nationens Smagsretning som den lille Württemberger, der fandt sit andet og egentlige Hjem her. H. var ensidig, utrolig ensidig, han ejede kun Syn og Sans for en enkelt Provins i Kunstens vidtudstrakte Rige, alt andet fordømte han, selvfølgelig med urette; men inden for sin bestemte Begrænsning var han en Mester, og lige til den sidste Tid, i Møbler, i Sølv- og Guldarbejder, i Porcellæn og Terrakotta, overhovedet i alt Kunsthaandværk, spore vi hans Indflydelse, paa en vis Maade skæbnesvanger for vor kunstneriske Udvikling, men samtidig et Vidne om hans energiske Personlighed.
Ligesom Indflydelsen paa Kunsthaandværket er den ene, saaledes er Lærervirksomheden den anden Side af hans Betydning. Hans Tegnefærdighed og Akkuratesse vare enestaaende, og lidenskabelig fordrede han af sine Elever, at de i enhver Retning skulde følge hans Exempel. Og som Lærer ved Akademiet havde han mange Elever, og hans Aand har gjennemtrængt dem saaledes, at ogsaa her -- se f. Ex. Theophilus Hansen -- Sporene overalt kunne følges. Og det var ikke alene danske, som søgte hans Undervisning; svenske, norske og russiske Kunstnere har han uddannet, og igjennem deres Virksomhed som Lærere og Arkitekter har hans Paavirkning bredt sig i vide Kredse. Som udøvende Arkitekt har H. ikke præsteret meget. Nogle Restavrationer af Kirker og Herregaarde, nogle Privathuse i København, paa St. Annæ Plads og i Bredgade, Synagogen i Krystalgade (1833) og den katholske Kirke i Bredgade (1842), et Par Herregaarde, det er det hele. Man finder i disse Bygninger en solid Smag, men Mangel paa Fantasi og frodig Skaberevne. H. var i en lang Periode (1828-57) kunstnerisk Leder af den kongelige Porcellænsfabrik, han gav Impulsen til Ipsens Terrakottafabrik, til L. Rasmussens Zinkstøberi og til mange lignende Haandværksinstitutioner. Han deltog med stor Iver i Industriforeningens Virksomhed (han sad i Repræsentantskabet fra 1841 til sin Død), han var Direktør for det tekniske Institut (1844-57), og han virkede i det hele taget paa enhver Maade for Tegneundervisningens Fremme. Derfor var det ikke underligt, at Kunstnere og Haandværkere i 1846 lode udarbejde en Guldmedaille til hans Ære og overrakte ham den ved en større Fest, hvortil Oehlenschläger havde skrevet Festsangen.
H. foretog i Aarenes Løb (1829, 39, 51, 55) adskillige Rejser til Udlandet, hvor han traf gamle Venner og Lærekammerater, ligesom han overalt blev hyldet, baade ved Fester og ved Æresbevisninger, danske som fremmede. Han var 2 Gange gift: 1. (1823) med Chr. F. Hansens ene Datter, Annette (f. 20. Marts 1795 d. 21. Nov. 1827), og 2. (1829) med hendes Søster Caroline Amalie Augusta (f. 15. Okt. 1800 d. 31. Maj 1874). Han udgav en Række Skrifter, f. Ex. «Om Tegneundervisning» (1834), «Fortegninger for Haandværkere» (1836-40), «Vejledning til Perspektivens Studium og Anvendelse» (1839), «Om Moden og den rene Smag» (1848), «Om Tegnekunsten betragtet som Dannelsesmiddel» (1853), «Bemærkninger ang. Kunst, Industri og Haandværk» (1863), og sammen med G. F. Ursin: «Begyndelsesgrunde af den geometriske Tegnelære» (1828). Flere af disse Skrifter ere udkomne i nye Udgaver og oversatte paa forskjellige Sprog. Han døde efter en kort Sygdom rolig og stille 7. Sept. 1864. Et stort Epitafium af sort Marmor og Sandsten med Inskriptioner og Portrætmedailloner af ham og C. F. Hansen er sat over hans Grav i Holmens Kirkes Kapel.
Saa H. end langtfra alle sine Projekter fuldførte efter Ønske, som Toldboden, Dekorationen af Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke, Gammelholms Bebyggelse, Marmorkirkens ombygning osv., saa kunde han dog med Tilfredshed se tilbage paa et ualmindelig virksomt og frugtbringende Kunstnerliv. Hans Søn Christian Frederik H., (f. 24. Sept. 1830, d. 15. Marts 1903), har som Arkitekturmaler, Dekorationsmaler, Theatermaler, Lærer ved tekniske Skoler og kunstnerisk Leder af forskjellige Fabrikationer udfoldet en ikke ringe Virksomhed. Han ægtede 1857 Anna Kirstine Nyeland (f. 16. Dec. 1831); han har udgivet et stort Værk: «Industrielle Tegninger af Kunstnere og Haandværket» (1872-82).
