Hans af Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hans (5. juni 1455 - 20. februar 1513), søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg, blev født på Aalborghus Slot. Han var konge af Danmark fra 1481-1513, af Norge fra 1483-1513 og af Sverige fra 1497-1501. Hans blev allerede i 1456 valgt som Christian 1.s efterfølger i Danmark og i 1458 også i Norge og Sverige.

Hans blev den 6. september 1478 gift med Christine, datter af kurfyrste Friedrich Ernst af Sachsen. Hun blev født i Torgau 24. december 1461 og døde 8. december 1521 i St. Klara Kloster i Odense. Sammen fik de sønnerne Christian (senere Christian 2.) født 1. juli 1481, Hans, Ernst og Frans, født 15. juli 1497 og død af pest 1 . april 1511, hvoraf kun Christian overlevede faderen. Desuden fik de datteren Elisabeth, født i 1485 på Nyborg Slot, d. 10 april 1502 gift med kurfyrste Joachim 1 af Brandenburg, død i spandau ved Berlin 11. juni 1555. Kong Hans fik muligvis endnu en søn, Jacob, som måske døde som missionær i Mexico i 1567.

Kong Hans havde en elskerinde, det var adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, som omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) i 1501 eller 1502, hun døde i 1512.

Efter Christian 1.s død i 1481 var der på trods af tidligere løfter uro om Kalmarunionens fortsættelse. Norge søgte forbund med Sverige, men da svenskerne ikke svarede på Norges tilnærmelser, anerkendte man alligevel i 1483 Hans som konge. Sture-partiet i Sverige ville imidlertid ikke "tage kongen ind", men kong Hans ventede blot, og seksten år efter hans fars død opnåede han endelig, efter at have udvist en næsten utrolig tålmodighed, at samle unionen påny. Forholdet mellem den svenske rigsforstander Sten Sture og den svenske opposition blev efterhånden så dårligt, at Rigsrådet i 1497 afsatte ham, og Hans besejrede Sten Sture i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture underkastede sig derefter kong Hans mod at få tilgivelse for sine gerninger, og den 26. november 1497 på Mora Ting blev Hans langt om længe kronet til konge af Sverige.

Også forholdene i Slesvig voldte kongen problemer. Enkedronning Dorothea ønskede, at kong Hans' yngre broder Frederik - hendes 16 år yngre yndlingssøn - skulle være enehertug, men de holstenske stormænd gennemtrumfede, at hertugdømmet blev delt mellem Hans og Frederik, således at Hans fik den segebergske del, og Frederik, som fik lov til at vælge først, den gottorpske del. For ikke at bryde en aftale om, at hertugdømmerne skulle forblive udelt, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem sammen. Da Dorothea og Frederik foreslog, at Norge og Danmark deltes på samme måde som hertugdømmerne, stod Hans fast, og ved Danmarks tredje stændermøde i Kalundborg i 1494 blev det erklæret, at kongeriget var udeleligt.

Frederik ragede imidlertid hurtigt uklar med bønderne i Ditmarsken, og han overtalte Hans til et fælles krigstogt mod de oprørske bønder i den gamle bonderepublik, og hertug Frederik og kong Hans angreb Ditmarsken med en hær på 12-15.000 mand. Imidlertid vendte vejret til tø og regn den dag, og på de smalle og mudrede digeveje med dybe grøfter til siderne var den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater uden chance. Kongen og hertugen reddede med nød og næppe livet, men havde lidt et et ydmygende og forsmædeligt nederlag.

I Sverige benyttede Sten Sture i august 1501 situationen til at genindtræde som rigsforstander, og han opsagde sin troskabsed til kong Hans. Kongen rejste til Danmark for at hente forstærkninger, og overlod forsvaret af Stockholm til dronning Christine, som med ca 1.000 mand måtte forsvare sig og slottet mod svenskernes stormløb. I ni måneder ventede de indesluttede forgæves på kongens ankomst, men skærgården frøs til, og Hans måtte ydermere afværge oprør i Norge og angreb sydfra fra Lübeck.

I slutningen af april måned trængte svenskerne under ledelse af biskop Hemming Gad helt ind i slottets forgård, men blev slået tilbage så at sige i selve porten. Sitationen var imidlertid uholdbar - provianten var sluppet op, slottet hærgedes af sygdom, og de døde stabledes i bunker i kældre og kamre. Mandag den 9. maj 1502 klokken otte om morgenen overgav dronning Christine sig, og hun forlod slottet ledsaget af blot 70 overlevende, hvoraf kun en halv snes havde kræfter til at bære deres egne våben. Ved skæbnens ironi kom undsætningen bare tre dage for sent, og torsdag i samme uge stod kong Hans skærgården ind med sin flåde, og han kunne herfra se, at hans banner på slottet var strøget.

Dronningen og de tilbageværende 70 mand fik løfte om, at de uhindret kunne vende tilbage til Danmark, men de blev taget til fange af Sten Sture, og kong Hans vendte mørk og forbitret tilbage til Danmark med uforrettet sag. Først efter lange forhandlinger blev dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år døde Sten Sture, hvorefter Svante Nilsson Sture overtog hans hverv. Der udbrød oprør i Norge, men Hans' søn Christian slog opstanden ned og blev indsat som vicekonge i Norge i 1506. Danmark indførte handelsblokade mod Sverige, som i 1509 blev tvunget til et forlig, hvori det svenske rigsråd forpligtede sig til at betale 12.000 mark om året, indtil enten Hans eller Christian var blevet anerkendt som konge af Sverige.

I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige fulgte hurtigt efter. Danmark fik hurtigt overtaget i den søkrig, der fulgte. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet havde Hans skabt en dansk orlogsflåde, som her vandt sine første sejre. Da Christian om vinteren 1511 rykkede ind i Sverige fra Norge, blev svenskerne tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden.

I begyndelsen af året 1513 var kong Hans på vej til Aalborg, da hans hest styrtede i vadestedet over Skjern Å mellem Skjern og Tarm. Han og hans følge fortsatte imidlertid til Aalborg, men kongen blev stadigt svagere, og den 20. februar 1513 døde kong Hans på Aalborghus Slot, dér hvor han blev født 58 år tidligere. Han blev begravet i Gråbrødre Klosterkirke (Skt. Knuds Kirke) i Odense og efterfulgtes af sønnen Christian II.

(Ved åbningen af kong Hans' kiste i 1802 blev der konstateret adskillige runde huller i kongens kranium, samt et brud i venstre tinding, hvilket førte til spekulationer om, at kongen blev myrdet. Noget sådant har aldrig forlydt, og det er blevet foreslået, at hullerne skyldes nagler, som har været slået igennem kisten, men da hullerne primært forefindes i issebenene, er dette ikke en helt tilfredsstillende forklaring.)

Efterfulgte:	Kongerækken	Efterfulgtes af:
Christian 1.		Christian 2.

[redigér] Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
• Lexopen