Harald Gråfeld

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Harald 2. (Eriksson) Gråfeld (Haraldr gráfeldr) var Norges konge ca. år 959 – 970.

Han var søn af Erik Blodøkse og Gunnhild Ossursdatter, men voksede op hos sin fosterfar Harald Blåtand. Han hadde 8 søskende, de såkaldte Erikssønner.

Tilnavnet fik han ifølge Heimskringla (de norske kongesagaer) efter en rejse til Hardanger. Der så han en islandsk handelsmand med mange skind, som han ikke kunne få solgt. Harald gik hen til ham og spurgte om han kunne få et skind af ham, og det fik han. Snart havde alle ombord på Haralds skib skinddragter. Efter dette gik salget af skind så godt at der ikke var nok til alle.

Harald overtog tronen efter at han vandt slaget ved Fitjar mod kong Håkon den gode ca. år 959. Han og de andre Erikssønner var i stadig kamp mod Håkon den Gode efter at han fordrev deres far fra Norge. Han blev konge, med 4 yngre brødre som underkonger, under den danske konge Harald Blåtand. Erikssønnerne ville stadig have mere magt, og forsøgte at underlægge sig mere land. De gik til kamp mod Ladejarlene, som var mægtige i Trøndelag, på Vestlandet og i Nord-Norge. Harald Blåtand ønskede ikke at de blev for stærke, og tog parti for Ladejarlene. Harald Gråfeld blev kaldt til Danmark, hvor han blev slået ihjel i et bagholdsangreb ved Hals ved Limfjordens udmunding, ca. 970. De overlevende brødre forlod derefter landet, og Harald Blåtand overdrog så magten i Norge til Ladejarlen Håkon Jarl.

[redigér] Eksterne henvisninger:

• Sagan af Haraldi konungi gráfeld ok Hákoni jarli fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad».

Efterfulgte:	Norges regenter	Efterfulgtes af:
Håkon den gode 933–ca. 960]		Håkon Jarl ca. 970–995