Hird
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hirden var en flok mænd - først og fremmest dygtige krigere, men også skjalde m.m. - som konger og stormænd havde omkring sig i vikingetiden.
Hirdmændene var håndgangne, d.v.s. de havde bundet sig til at tjene kongen med en ed som det kostede dyrt at løbe fra. Tro tjeneste belønnedes med økonomisk velstand, gerne i form af jordlodder eller andele af skatter og plyndringsgods.
