Homøopati
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes. |
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Holistisk behandling
Homøopati er holistisk årsagsbehandling. Det vil sige, at homøopaten behandler årsagen til lidelsen og baseret ordinationen på forståelsen af hele det syge menneske. Homøopaten behandler patienten, ikke sygdommen. På baggrund af det samlede symptombillede søger homøopaten at stimulere patienten til at genvinde sin fysiske og psykiske sundhed ved brug af lægemidler fra mineral-, plante- og dyreriget. Homøopati anvendes til behandling af akutte og kroniske lidelser hos mennesker og dyr.
[redigér] Lighedsprincippet
Ordet homøopati er sammensat af de græske ord homoios og pathos, som betyder "lignende" og "lidelse". Lighedsprincippet er kendt helt tilbage fra Hippokrates, som definerede to forskellige helbredelsesmetoder: helbredelse ved modsætninger - det man i dag anvender i konventionel medicin og hebredelse ved ligheder - det homøopatiske princip. Paracelsus formulerede i 1500-tallet det homøopatiske grundprincip: similia similibus curentur - lige skal helbredes med lignende.
Metoden tager således udgangspunkt i princippet om lighed: Det lægemiddel, som i store doser fremkalder en sygdoms symptomer hos raske mennesker, vil i små doser helbrede den samme sygdom - fysisk, følelsesmæssigt og mentalt.
[redigér] Samuel Hahnemann
Det var den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755 - 1843), som systematiserede tankegangen i lighedsprincippet. Samuel Hahnemann anses derfor for at være homøopatiens grundlægger.
I sit hovedværk Organon, der Heilkunst (Verlag von Dr. Willmar Schwabe, 6. Udgave, 1921) beskriver Hahnemann det homøopatiske medicinske system vha. næsten 300 paragraffer. Bogen er oversat til dansk af Jan Als Johansen og udgivet af Thaning og Appel i 1990. Læs værket på engelsk på [1]
[redigér] Lighedsprincippets oprindelse
Det var gennem eksperimentering med kina-bark, som man dengang anså for effektiv til behandling af malaria, at Hahnemann fandt ud af følgende: når en rask person indtager det stof, som har en helbredende virkning på en bestemt sygdom, så udvikler den raske person symptomer, som ligner denne sygdom.
Samtidig blev han også stadig mere overbevist om, at dette stof derfor også kan helbrede en sygdom med de samme symptomer.
[redigér] Centrale principper
Den klassiske homøopati er baseret på følgende centrale principper:
Similia similibus curentur - Lige skal helbredes med lignende.
Doses minimae - Anvend altid mindst mulige dosis.
Unitas remidi - Sygdom behandles med ét lægemiddel ad gangen, aldrig med en kombination.
Experimenta in homini sano - Lægemidlerne skal være afprøvede på raske mennesker.
Andre principper er: Det lægemiddel, som i store doser fremkalder en sygdoms symptomer, vil i små doser helbrede samme sygdom, både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Ved efterfølgende, potenserende fortyndinger bliver lægemidlets iboende, helbredende egenskaber forstærket, og alle giftige og uønskede bivirkninger forsvinder. Personens samlede symptombillede er homøopatens vejledning til at finde det rette lægemiddel.
[redigér] Lægemidler
Homøopaten benytter sig af en lang række lægemidler fra mineral-, plante- og dyreriget. Et stofs medicinske virkning (materia medica) kendes gennem prøvninger, hvor stoffet afprøves på raske mennesker. Sammenholdt med viden fra forgiftningslæren og kliniske erfaringer udgør resultaterne stoffets materia medica.
[redigér] Hvad er forskellene på konventionel medicin og homøopatisk behandling?
Der er helt grundlæggende forskelle i de to behandlingssystemer. Nogle afgørende afvigelser ligger i:
Sygdomsforståelse: Lægen er uddannet i organpatologisk sygdomsforståelse - dvs. sygdommen udgøres af symptomerne og sidder dér, hvor symptomerne er. Lægen ser sygdom som en tilstand i sig selv. Homøopaten er uddannet i holistisk forståelse af sygdom - dvs. det samlede symptombillede er organismens ydre manifestation af en indre ubalance i menneskets livskraft. Homøopaten ser sygdom, ikke som en tilstand i sig selv, men som et fravær af sundhed. Symptomerne anskues som kroppens forsøg på at opretholde balance.
Princippet om dosering: Lægerne arbejder ud fra princippet om, at jo større lægemiddelkoncentration, jo hyppigere ordination og jo større dosis - jo mere effektiv virkning. Homøopaten arbejder ud fra modsatte principper. Lægemidlerne er stærkt fortyndede og har til formål at stimulere kroppens egne ressourcer.
Princippet om ordination: Konventionel medicin er baseret på princippet om helbredelse ved modsætninger. Lægen ordinerer medicin, som kan fjerne de lokale symptomer. Ordinationen sker på baggrund af en diagnose, en fast defineret kategori af generelle symptomer. Dette kaldes apparatfejlsmodellen og har til formål at frigøre patienten fra dennes lokale symptomer. Homøopatisk medicin er baseret på princippet om helbredelse ved ligheder. Homøopaten ordinerer det lægemiddel, som hos raske mennesker fremkalder de mest lignende symptomer, som dem den syge har. Ordinationen sker på baggrund af patientens samlede tilstand. Derfor vil patienter med samme kliniske diagnose ofte blive behandlet med forskellige lægemidler. Ligesom sygdom er dynamisk (dvs. nye symptomer opstår, gamle forsvinder, skifter placering eller føles anderledes), således må behandlingen tilsvarende være dynamisk og tilpasses ændringer i patientens oplevelse af sin tilstand. Ifølge homøopatisk teori sker sand helbredelse først, når årsagen til lidelsen afdækkes og behandles.
