Hulkort

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hulkort (eller "Hollerith" kort) er en gammel teknik til digitalisering og opbevaring af data.

Som navnet siger er det et kort/karton, som kan indeholde huller, der igen danner en kode. Kortet blev anvendt i førstegenerationsdatamater helt tilbage til 1920'erne, hvor de var næsten enerådende. Senere kom der en hulstrimmel, og begge typer overlevede til op i 1970'erne.

Historien går egentlig helt tilbage til Joseph Jacquard, der i 1801 brugte hulkort som kontrolenhed for styring af en Jacquard-væv (mekanisk databehandling). Det var dog først med et patent udtaget til Herman Hollerith i 1887, at hulkortet fandt sin endelige form. Størrelsen svarer til en $1-seddel, hvilket var ganske praktisk af hensyn til opbevaring i skuffer. Hollerith grundlagde firmaet Tabulating Machine Company, som senere blev købt af Thomas J. Watson Sr., der grundlagde IBM in 1914.

Firmatet UNIVAC fandt også på et hulkort - men i modsætning til IBM's 80 tegn i bredden, valgte de 90 tegn. IBM fik succes med de 80 tegn, som går igen som standard for adskillige skrive- og skærmterminaler. IBM-kortet har for hvert af de 80 tegn i bredden 12 hulmuligheder. I starten var kodningen enkel nok - et hul i position 0 betød et nul, i position 1 betød et ettal osv. Men kombinerer man de 12 muligheder, kunne man også indtaste bogstaver og tegn. Tegnsættet EBCDIC blev introduceret i 1964 af IBM.

Hulkortet var lille, men det var hulkortmaskinen bestemt ikke - og så larmede den og var kostbar, men det var alle komponenter i den tid set i forhold til i dag. Næste proces var indlæsningen af hulkort eller sæt af hulkort - før datamaten kunne behandle inddata, og her brugte man en hulkortlæser. Tilbage er kun at sige, at ve den arme, der kom til at tabe et sæt hulkort og havde glemt at skrive sekvensnumre i de yderste kolonner ..