Infernal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Infernal
Information
Genre(r)	Pop
År aktiv	1997 -
Pladeselskab	inf:rec / Border Breakers
Hjemmeside	Infernal.dk
Medlemmer
Lina Rafn Paw Lagermann

Infernal er en dansk popduo, der slog igennem i 1997 med debutsinglen Sorti de l'Enfer.

Gruppen består i dag af Lina Rafn og Paw Lagermann. Oprindeligt var Søren Haahr også med i Infernal, men han valgte at gå ud af gruppen efter succesen med debutalbummet "Infernal Affairs".

Et af gruppens tidligere kendetegn var deres eksperimenterende musikstil, hvor de blandede utraditionelle musikgenrer med moderne eurodance. Som eksempel kan nævnes hittet Kalinka, der er bygget over en russisk folkemelodi kaldet Drobushki.

I de seneste år har Infernal drejet deres lyd mod pop, disco og clubbing og har nedtonet det eksperimenterende element. Der er kommet mere sang på, og gimmicks som sækkepibe og mundharpe er væk. Bandet er på det seneste begyndt at introducere flere akustiske og rockprægede elementer som guitar og akustiske trommer, og denne cocktail har bragt dem til tops på hitlisterne i flere europæiske lande - mest markant med hit-singlen "From Paris to Berlin", der har ligget højt på salgslister i bl.a. Finland, Storbritannien, Frankrig og Italien.

[redigér] Diskografi

Infernal Affairs (album, 1998)
- Sorti de l'Enfer (single, 1997)
- Highland Fling (single, 1998)
- Kalinka (single, 1998)
- Voodoo Cowboy (single, 1998)
- Your Crown feat. Xenia (single, 1999)
Remixed Affairs (opsamling, 1998)
Waiting for Daylight (album, 2001)
- Serengeti (single, 2000)
- Sunrise (single, 2000)
- Muzaik (single, 2001)
Muzaik (album, 2001)
- You Receive Me (Single, 2001)
- Humbled By Nature (single, 2001)
- Let Me Hear You Say Yeah (single, 2001)
- The Cult of Noise feat. SNAP! (single, 2003)
From Paris to Berlin (album, 2004)
- Banjo Thing feat. Red$tar (single, 2003)
- Cheap Trick Kinda Girl (single, 2004)
- From Paris to Berlin (single, 2004)
- Keen on Disco (single, 2005)
From Paris to Berlin (International Edition) (album, 2005)
- A to the B (single 2005)
- Ten Miles (single, 2006)
From Paris to Berlin (UK Edition) (album, 2007)
- Self Control (single 2006)
- I Won't be Crying (single 2007)

[redigér] Hvem er Infernal?

Først og fremmest består Infernal af Lina Rafn og Paw Lagermann. De står for skrivning af tekst, melodi, musik, produktion, fremførelse samt overordnet idéudvikling på alt visuelt materiale (hjemmeside, videoer, billeder osv.).

I Infernal er der ingen folk "bag kulisserne", som i virkeligheden "laver det hele". De, der ses på scenen, laver interview og fremtræder på billeder og i bandets videoer, ER bandet og ophavsmænd til tekst, musik og melodier. Fra tid til anden benytter bandet sig af co-writers og co-producers - i enkelte tilfælde som ved coverversioner er bandet selvsagt ikke ophavsmænd til tekst og melodi, men kun til musik og produktion.

Af tilbagevendende sparringspartnere kan nævnes: Adam Powers, der har været med til at skrive bl.a. numrene "Sunrise", "From Paris to Berlin", "Keen on Disco", "I Won't be Crying". Desuden har bandet arbejdet sammen med gruppen E.T.A. (co-writing og -production på "Voodoo Cowboy"), produceren De La Ray (co-production på bl.a. "Sunrise"), rapperen Al Agami (tekst og vokal på "l'Amour et Enterdit"), sangskriver og sangerinde Michelle Djarling (co-writer på bl.a. "You Recieve Me"), sanger og sangskriver Moses Malone (co-writer på bl.a. "Ten Miles"), Nicole Stokholm (co-writer på "Ten Miles"), Morgan Jalsing (co-writer på "Ten Miles"), DJ og producer Jesper Green (co-producer på bl.a. "Cheap Trick Kinda' Girl"), John Rock a.k.a. Jon Nørgaard (co-writer og vokalist på "Ultimate Control"), DJ og producer Søren Haahr a.k.a. Red$tar (co-writer og -producer på hele debutalbummet "Infernal Affairs" samt den efterfølgende "Remixed Affairs", og co-producer samt vokalist på bl.a. "Banjo Thing").

Desuden benytter Infernal sig af en lang række studiemusikere, heriblandt kan nævnes: Thomas Holmen (trommer), Peter Düring (trommer, percussion og guitar), Oriental Mood (percussion og vokal), Jimmy Dee (guitar og bass), Michelle Djarling (backing vocals), Anne Rani (backing vocals), Hannibal Gustavsson (guitar og bass), Anders Heiberg (guitar), Lelo Nika (harmonika), Ole Kibsgaard (banjo), Theis Andersen (backing vocals), Brian Risberg Clausen (backing vocals), Kawkab Hamza (lead vokal) m.fl..

Infernal er dog mere end bare musikken. På den mere forretningsorienterede front bliver Paw og Lina suppleret af Michael Guldhammer på pladeselskabssiden og Alex Futtrup på management-siden. Disse to folk har siden 2004 været katalysator for bandets helt store gennembrud i udlandet samt massive comeback i det brede mediebillede i hjemlandet. Bandet bookes for tiden igennem MN Music og spiller stort set alle større festivaler i Danmark i løbet af sommeren 2007. De nøjagtige spillesteder og -datoer findes på www.infernal.dk.

[redigér] Begyndelsen

Paw Lagermann, Lina Rafn og Søren Haahr startede Infernal i slutningen af 1997 efter at Paw Lagermann og Lina Rafn sammen med to tidligere partnere, Kristian Paulsen og Nicolai Villum Jensen havde lavet musik under navnet Bordeaux. Med dette optrådte de som "husorkester" på det daværende Diskotek IN i København. Søren Haahr var DJ og eventkoordinator og satte Bordeaux til at optræde til diverse temaaftener på klubben. En af disse aftener, var en skotsk aften. Bandet fandt to sækkepibespillere på De Gule Sider - fra the Heather Pipes and Drums. Showet blev så stor en succes, at nummeret efterfølgende blev indspillet og udgivet som single med titlen "Sorti de l'Enfer". Kristian Paulsen og Nicolai Villum Jensen forlod projektet inden udgivelse for at fokusere på deres Big Beat projekt, Miami, og Søren Haahr blev fast bandmedlem. Denne konstellation kom så til at hedde Infernal - inspireret af klubben, hvor det hele begyndte; IN.

Singlen blev udgivet på Kenneth Bagers pladeselskab, Flex Records og solgte knap 20.000 eksemplarer i løbet af det følgende halve år. Efterfølgende udgav bandet deres 2. single, Highland Fling, opkaldt efter en skotsk folkedans. Ingredienserne var igen dansevenlige beats, en pumpende off-beat-bas krydret med sækkepibe på toppen. Modsat den foregående single, der kun havde små brudstykker af "talt" vokal, var der på Highland Fling et sunget omkvæd. Omkvædet bestod af to linjer. Først blev den ene sunget, så den anden, så den første igen og til sidst dem begge samtidig. Det var Linas debut som studiesangerinde og efter sigende tog det en dag per linje at indspille! Også denne single gjorde sig godt og solgte knap 10.000 eksemplarer og gav bandet en pladekontrakt på et helt album. Under tilblivelsen af bandets debutalbum udgav man endnu en forløber for debutalbummet - "Kalinka". Oprindeligt planlagde bandet at lave en cover-version af et gammelt technonummer, "Russian Key", men da det ikke lykkedes dem at finde dette nummer som opera, valgte de at lave "Kalinka" - som de nemlig fandt en operaoptagelse af med the Russian Army Chorus and Band. Infernal samplede en operabid fra denne indspilning og lagde ind som en del af deres techno-danceudgave af "Kalinka". "Kalinka" blev Infernals hidtil største succes, den gik direkte nummer et på den officielle danske single-salgsliste og solgte platin - 10.000 eks. - på ganske få uger. I skrivende stund har den single ligesom Sorti de l'Enfer næsten solgt 20.000 eks.

Den sidste forløber for debutalbummet blev nummeret "Voodoo Cowboy", som blev produceret i samarbejde med gruppen ETA. Stilen var anderledes end bandets tre øvrige singler - den "steady" stortromme var byttet ud med støvede, skramlende breakbeats og basgangen var blues-inspireret og mere dynamisk end bandet tidligere havde brugt det. Nummeret blev bandets adgangsbillet til massiv rotation på P3 - for første gang i bandets karriere. Med til historien hører det, at netop dette nummer var med i bandets live-show fra første færd. Det var en af de allerførste demoer, der blev til under Infernal-navnet.

Få uger efter udgivelsen af "Voodoo Cowboy" ramte Infernals debutalbum "Infernal Affairs" butikkerne - og salget gik over al forventning. Rygter vil vide, at pladen var estimeret til at sælge mellem 10 og 15 tusind eksemplarer. På tre måneder havde albummet solgt 50.000 eks. (platin), og bandet var i flere markedsundersøgelser markant det populæreste band i aldersgruppen 12-18 år.

Som sidste single fra "Infernal Affairs"-pladen kom singlen "Your Crown". Den oprindelige demo kom fra et tysk projekt, der aldrig blev til noget, men de nåede at få skrevet en sang af den navnkundige sangskriver Nozie Katzman ("Mr. Vain" m.fl.). Nummeret blev via Kenneth Bager præsenteret for Infernal, og bandet takkede ja til at indspille og reproducere nummeret. Bandet har senere udtalt, at de oplever netop det nummer som deres absolutte fallit-erklæring: "Det var ikke skrevet af os, jeg var på det tidspunkt ikke dygtig nok til at synge det, og vi var åbenbart ikke dygtig nok til at producere det, så det endte med slet ikke at være vores nummer, følte vi" (Lina Rafn, '04). Dette skyldes måske, at den færdige produktion og det endelige mix modsat alle bandets andre numre på debut'en ikke kom fra deres studie og mixer, men fra producer Michael Pfundheller, og at nummeret var featuring Xenia, som sang på nummeret. Bandets utilfredshed til trods, gav det dem deres hidtil højeste placering på den danske airplay chart - #2.

I alt solgte "Infernal Affairs" omkring 80.000 eks. i Danmark og er stadig bandets største salgsucces i hjemlandet.

[redigér] Den svære to'er

Efter utallige koncerter, fem massive hit-singler og et hav af interviews var to år fløjet af sted. Bandet har senere udtalt, at de har store huller i hukommelsen fra netop denne periode, fordi det var så hektisk, uventet og intest.

For at købe sig lidt tid valgte band og pladeselskab at udsende pladen "Remixed Affairs" med en blanding af populære remix, et par nye numre, to live-optagelser og et megamix. De gik dog omgående i gang med at skrive på den næste plade, da de havde afsluttet arbejdet med "Remixed Affairs".

Fordi så mange lignende acts havde set dagens lys i kølvandet på Infernals succes, forsøgte bandet at gå nye veje. De prøvede at nedtone de meget markante gimmicks som sækkepibe, kosak og mundharpe og prøvede at fokusere mere på holdbare produktioner, sangskrivning og mere subtile "kendetegn". Bandet har i interviews igen og igen sagt, at de fra deres daværende pladeselskabs side følte sig pressede til at vende poppen ryggen og søge ned i undergrunden. Denne drejning førte dem sammen med den tyske tranceproducer De La Ray, som de lavede flere af numrene til andet album "Waiting for Daylight" sammen med - heriblandt første single fra dette album, Serengeti. Nummeret var i sin originale version minimalistisk, tungt og præget af en hidsig, de-tunet synth, der steg og faldt i intensitet. Eneste "gimmick" på nummeret, var et langt break i midten af nummeret, hvor bandets afrikanske sanger, Moses Malone, sang på swahili. Netop dette break faldt ikke i de tyske DJ's smag og kostede bandet en single-release i Tyskland, men samtidig blev dette det første nummer, der blev spillet af flere prominente engelske DJ's. Heriblandt Paul Oakenfold, som havde nummeret på sin play-liste igennem en længere periode. I Danmark virkede nummeret overhovedet ikke, og DJ's såvel som fans forstod ikke Infernals nye, aggressive, "seriøse" lyd.

Man besluttede at lave en mere radiovenlig og kommerciel udgave af nummeret og tilføjede mere let fordøjelige synth-temaer og tonede det lange break og den hidsige lyd ned. Dog uden effekt. Danmarks Radios P3 valgte som de eneste at sætte nummeret i massiv rotation, men lige lidt hjalp det. Singlesalget var til at overse, og bandet var kommet rigtig skidt fra start på deres andet album.

Denne forvirring om, hvilken retning man skulle vælge, forplantede sig til alt omkring Infernal og kom til at præge den kommende plade på alle områder - både musikalsk og visuelt, og ikke mindst prægede det bandets medlemmer i så høj en grad, at det ene af de tre medlemmer i gruppen, Søren Haahr, langsomt trak sig mere og mere ud af bandets aktiviteter. Inden pladen blev endeligt færdig, blev Søren, Paw og Lina enige om, at han lige så godt kunne koncentrere sig fuldstændig om at leje tourbusser ud, lave lyd og på anden måde fungere bag kulisserne - hvilket han hele tiden havde gjort sideløbende med Infernal - og så lade Lina og Paw om at lave og være Infernal. Samarbejdet fortsatte i den forstand, at Sørens firma fortsatte med at køre og lave tourproduktioner for Infernal helt frem til 2004, da Søren solgte sit firma videre. I en længere periode var han endda bandets faste og foretrukne lydmand.

Musikalsk set betød bandets vaklen, at "Waiting for Daylight" blev en noget blandet affære. Dels var der langt flere stille numre på pladen i forhold til den foregående, dels var produktionerne mindre letfordøjelige. Lydvalg og arrangementer krævede mere af lytteren og havde ikke den glade, umiddelbare charme som "Infernal Affairs" var fuld af. På mange måder var det naive, ligefremme udtryk væk og erstattet af en tydelig frustration og aggression. Det var tydeligt, at bandet nærede en større kærlighed til og respekt for det klub-miljø, der som udgangspunkt inspirerede dem. Deres tilgang til dette miljø var blot ikke længere let og ubekymret, men mere et oprigtigt forsøg på at passe ind på de mere "credible" gulve uden at miste deres særpræg.

Måske var denne mission lykkedes, hvis bandet havde turde tage skridtet fuldt ud, men pladen viser tydeligt, at bandet er alt for selvbevidste til at kaste alt over bord og holde stilen. Pladens udtryk udvandes af tydelige forsøg på at "tage hensyn" til det, som var. Numre som "Serengeti" og "Electric Midnight" holder kompromisløsheden, imens f.eks. et nummer som "Sunrise" i første omgang bliver et forsøg på at fusionere "gimmicks" (valget af at benytte et guitarriff fra Dizzy Mizz Lizzy-nummeret "Silverflame" som tema) og en credible, klubbet produktion. Og her lykkes det ikke. Til gengæld fuldføres projektet i et nummer som "Muzaik", hvor bandet insisterer på en klubbet produktion og et langt, opbyggende arrangement, imens det også lader deres humoristiske sans skinne igennem ved brugen af indisk bol. En disciplin, som kræves af alle spirende tabla-spillere i Indien; når man mestrer trommens lyde med munden, kan man begynde at mestre dem på tablas'ne. Nummeret indtjente bandet en Danish Music Award for bedste danske klub-hit.

"Living Under Water" er pladens absolut største afstikker. Det er det første nummer fra Infernal, hvor Lina så småt begynder at lyde som den vokalist, hun senere er sprunget ud som, men produktionen er markant "lysere" end resten af pladen og passer ligesom ikke ind. Flere af bandets chill out-numre blev compileret af prominente folk og nød stor respekt i netop de kredse, men bandets historik i hjemlandet prægede modtagelsen af de ellers velfungerende eksempler på gruppens nye spændvidde, og anerkendelsen var til at overse. Den oprindelige fan-base svandt ind og ikke mange nye var tilbøjelige til at hoppe med på vognen, omend numre som "Adeel" og "Mizkett" fortsat er uomtvistelige og desværre oversete musikalske perler.

Et slukøret og mismodigt Infernal spillede fortsat koncerter og klubjob for fulde huse, men begyndte at søge mere og mere tilflugt i deres studie, hvor de begyndte at fokusere energien i at skrive og producere for andre. Bl.a. blev de tilbudt at skrive musik til anden sæson af Big Brother. Bandet tog imod opgaven og leverede en sang, der blev valgt som titelmelodien til Big Brother Live. "You Receive Me". Det var Paw og Linas indtryk, at nummeret var plat og poppet og klichépræget - et udtryk de havde ofret meget for at bevæge sig væk fra - og ville derfor ikke have det som et Infernal-nummer, men finde en sangerinde, som kunne få det som startskud på en ny karriere. Efter lange samtaler med bandets daværende pladeselskab lod Infernal sig overtale til at udgive nummeret i eget navn - på betingelse af, at de fik lov at revidere og genudgive hele "Waiting for Daylight"-pladen og udgive den med de versioner, som de selv følte fungerede + et par tilføjelser.

Det blev til albummet, som fik titlen "Muzaik" og dette er på mange måder en glimrende dancepop-plade. Alt undergrundssnobberi er væk, og man fornemmer en glæde ved musikken, som ikke minder om den gakkede "Infernal Affairs", men som langt fra er så tung som "Waiting for Daylight". Alle numre på nær "Mizkett" er kortet ned til kommercielt fordøjelig længde og lydvalg, og temaspil er væsentlig mere udadvendte og opløftende. Desuden får man for alvor lov at høre Lina synge f.eks. på "Kiss the Sky" og glimtet i øjet får lov at skinne igennem som f.eks. på nummeret "Let Me Hear You Say Yeah!".

Alt i alt var det nok den plade, der skulle have været ude umiddelbart efter debutpladen, hvis succesen skulle have indfundet sig på toeren, som den gjorde det på etteren, men hvis man holder sig for øje, at Paw og Lina igen og igen har kaldt "Infernal Affairs" for "Sørens plade", så giver den efterfølgende stilforvirring ganske god mening.

[redigér] Det Store Gennembrud

Efter en væsentlig afmatning i interessen for elektronisk popmusik i medierne var bandet halvt om halvt gået i stå, og der var tvivl om, hvorvidt der skulle ske mere med Infernal, eller om Paw Lagermann og Lina Rafn skulle fortsætte som producere, sangskrivere og på anden måde fokusere på arbejdet bag kulisserne.

En dagligdag, der bød på at møde ind i studiet ved formiddagstid, lave musik hele dagen kun afbrudt af evt. praktiske opgaver som opdatering af hjemmeside, forberedelse af koncerter o.l. og gå hjem ved aftentide, havde været fast rutine for de to siden begyndelsen i slutningen af 90'erne, og ingen af de to kunne forestille sig en anden hverdag. De kunne allerhøjst skelne imellem at lave musik til dem selv eller musik til andre i den tid, de brugte i studiet.

Modvinden havde været strid siden første album, og et helt album nåede at blive skrevet og produceret til en ekstern sangerinde, som aldrig blev udgivet. Desuden fik Infernal lavet musik til så forskellige artister og projekter som Bent Fabric, Sanne Salomonsen, MGP Junior Nordic altimens bandet fra tid til anden lavede numre, det ikke rigtig kunne eller ville placere hos nogen eller noget. Numre, der skulle vise sig at blive noget af materialet til bandets tredje studie-album.

Det blev bandets medstifter og tidligere medlem - Paw og Linas gode ven - Søren Haahr, der fik sat skub i tingene. Ikke fordi det var hans intention, men fordi han savnede selv at være med til at lave musik. En aften gik han i studiet med Paw, og de to lavede en coverversion af den gamle Swamp Thing - de kaldte den Banjo Thing, fik Søren i sangboksen og råbe lidt og lavede et nummer helt efter den oprindelige Infernal-opskrift. Det var tiltænkt at være startskuddet på en evt. solokarriere for Søren - under navnet Red$tar.

Bandet var på daværende tidspunkt stadig tilknyttet pladeselskabet EMI og deres klub-promotor og kreative sparringspartner Jesper Green mente at nummeret var det helt rigtige nummer at udgive under Infernal-navnet.

Han fik med lidt overtalelse alle parter med på idéen og nummeret udkom som Infernal feat. Red$tar "Banjo Thing" i efteråret 2003.

Nummeret betød endnu en stilforvirringskrise i Infernal-lejren. Bandet havde været på vej mod en lyd præget af vokal over disko og 80'er-inspirerede produktioner. Numre som "Dressed in Blue" og "Keen on Disco" er bl.a. fra denne periode.

Her er hvad bandet selv skrev om processen:

"Vi var ikke klar over, hvad retning vi skulle gå i, og derfor har vi været fra den ene yderlighed til den anden. Vi har været ved at lukke bandet. Vi har troet, at vi skulle lave en electro-80’er-plade, vi har overvejet at lave pladen som ren senhalvfemser-banke-banke-euro-røvballe-dance, vi har arbejdet med ren pop og vi har tæsket rundt i noget tungt, clubbing-agtigt undergrundshalløj – for slet ikke at nævne vores chill out periode…

I lang tid var vi overbeviste om, at vi var nødt til at vælge én retning, og da vi er meget alsidige i vores musikalske smag og dermed også er det i vores kreative udtryk, så er det nærmest ulideligt, at man ikke bare kan lave en lagkagerevy af en plade, der blander det bedste fra det hele.

En dag påstod en af vore nærmeste kunstneriske rådgivere, at det kunne vi da (næsten) også godt, og så var vi ikke sene til at hoppe med på idéen.

Derfor er pladen ”From Paris to Berlin” en noget sammensat affære, men afspejler i høj grad, hvad og hvem vi er som artist(er).

Det ældste nummer på pladen, er faktisk tilbage fra januar 2002. En tid, hvor vi rodede en del med chill out. Det nedtonede lydbillede harmonerede godt med vores lidt ”blå” humør og en branche, der i udpræget grad begyndte af vånde sig under nedadgående salg og dermed færre penge til produktioner, promotion osv. Alle beklagede sig, og vi havde nærmest mistet troen på, at vi kunne skabe kommerciel musik med bred appel (igen).

Derfor kastede vi os over at lave opfølgere til de chill out numre, der havde vist sig at fungere ok fra den seneste plade (”Waiting for Daylight” samt genudgivelsen med nye numre og bedre versioner af de gamle; ”Muzaik”).

Vi havde fået afsat stort set alle vore stille numre til forskellige anerkendte compilations rundt omkring i verden (bl.a. Claude Challes ”Sun” og Ravins ”Siddharta”), og vi manglede i den grad nogle succesoplevelser, så det var på med chill out-vanten...

I denne ånd skrev og producerede vi ”Sunday Morning March”. Den var bare tænkt som et lille intermezzo, og netop fordi vi ikke tænkte så meget, så legede vi bare lidt med det.

Vi sendte vores kammerat (og Kgl. Konservatorie-uddannede percussionist/trommeslager) ind i sangboksen med en tussegammel, småslatten lilletromme og bad ham daske lidt på den, så man fik fornemmelsen af en karavane af mennesker, der defilerer forbi en gråvejrs formiddag i en mellemstor by i det nordlige England. Det var i hvert fald mit billede inde i hovedet. At det så ikke altid er det, der komme ud af det i andres sind, det må så få være.

Paws billede af dette nummer, er nemlig et ganske andet. I hans verden hedder nummeret Sunday Morning March fordi det er en solbeskinnet søndag i DK med ”Far til Fire”-stemning og folk der trasker efter morgenbrød i deres idylliske villakvarter.

Og sådan er vi jo så forskellige…

Anyway… For at krydre nummeret yderligere fandt vi en trompet-lyd, som vi spillede lidt med, og så kunne vi ikke rigtig komme videre med dét, syntes vi.

Ikke før vi valgte netop dette lille intermezzo til at runde vores plade af, hvorfor vi valgte at spendere lidt gryn på en RIGTIG trompetist, men det skete faktisk først langt senere i processen…

Næsten samtidig med denne lille chill-sag blev til, skrev vi ” Dressed in Blue”. Det var som nævnt i en tid, hvor vi vitterlig overvejede ALDRIG at røre ved Infernal igen. Der havde været megen tumult både indadtil og udadtil – altså både personligt og praktisk.

Når vi på det tidspunkt skrev og producerede, så blev det ofte noget andet, end det vi regnede med (eller håbede på), og vi var ikke gode til bare ”at lade kreativiteten flyde”. Vi følte, at processen burde bære præg af at løse en bunden opgave(!). Ikke at ryste posen og se hvad der måtte dumpe ud.

I dag er vi en del klogere på den kreative proces, men man lærer jo også så længe man lever, siges det...

Indledningsvis var ”Dressed in Blue” tiltænkt at være et nummer til en ny artist vi syslede med, så vi selv kunne gemme os bag et andet ansigt, ifald det gik ad h****** til. Vi forelskede os dog i vores egen fortolkning og i den frækkert-agtige diskostemning, nummeret i sin helhed fik. I vores inderste og mest ubevidste kunne vi lide den, som den var, så meget at vi lagde den i en ”skuffe”, så der ikke kunne komme nogen og ødelægge vores lille darling ved at fortolke den anderledes.

Den endte med andre ord i en mappe på computeren, der hed: ”Demo”.

Næste nummer, der kom i denne mappe (som vi endnu ikke havde mod til at kalde Infernal-demo), var ”I Took a Ride (Fairytale)”. Det startede med, at både Paw og jeg havde forelsket os i en ganske bestemt sound. Den var karakteristisk for et par house-dance-ting, som dominerede i slutningen af 2002, og vi var begge ret oppe over instrumentaldemoen, der så dagens lys i december 2002. Det var mere house-agtigt, end vores ting hidtil havde været, og vi blev hurtigt enige om, at der skulle en rigtig fed sang på, for at det skulle kunne leve op til den super seje produktion. Og så gik vi som sædvanlig i stå, for hvad nu hvis vi skrev en dårlig sang?!

Så lå den ellers og gloede i demo-mappen i de næste tre måneder.

Det var i denne periode, vi begyndte at få smag for den disko/electro inspirerede dance, og vi fik derfor lavet et pænt antal demoer, som vi faktisk gjorde mere eller mindre færdige. Ud af disse er det dog kun ”I Took a Ride (Fairytale)” og noget af det instrumentale grundlag for ”Keen on Disco”, der rent faktisk overlevede helt frem til den færdige plade. Men jeg glemmer noget. I denne periode blev det hele nemlig vendt på hovedet af nummeret ”Banjo Thing”.

Oprindelig var Banjo Thing en syg idé i Red$tars sind. – Og hvem f***** er Red$tar så, tænker du sikkert nu. Og med rette! For Red$tar er forblevet et relativt ubeskrevet blad siden ”Banjo Thing”. Red$tar-navnet dækker over den borgerlige mandsperson, der lyder navnet Søren Haahr. Begynder det at dæmre? Nej? Ok så. Oprindelig var der tre bandmedlemmer i Infernal. I dag er der to. Kan du selv gætte, hvem der var den tredje? Fint. Så snakker vi ikke mere om det.

Søren Haahr (altså Red$tar) havde været ude af det med at producere musik siden Infernals første album, men han havde, har og har altid haft temmelig mange ideer til, hvad han godt kunne tænke sig at lave i et studie – i fald han kunne kende forskel på dur og mol. Men det kan han ikke. Derfor må han som regel lokke Paw og fra tid til anden undertegnede til at hjælpe ham med selve den musikalske side af sagen.

En lørdag i marts ’03 lykkedes det ham at overtale Paw, og de to satte sig i studiet, væbnet til tænderne med vodka, og kastede sig ud i en fest af en produktion.

Søren ønskede brændende at få lavet en cover af den gamle The Grid-sag ”Swamp Thing” med sin egen skønne røst på. Og dét fik han.

Som Paw fortæller det, så lykkedes det faktisk Søren at blive så stiv, at han faldt i søvn midt imens Paw sad og mixede for fuld volume! Og for mig, der kender Paw og ved hvor døv han er, så siger det vitterlig ikke så lidt, at Søren kunne snue ved dette mildest talt groteske lydtryk.

Omkring klokken tre-fire stykker om morgenen tog Paw og Søren i lettere beruset tilstand en taxa ind til det, der dengang stadig hed diskotek IN, i det indre København for at teste tracket.

Nummeret pakkede gulvet på et splitsekund og drengene var glade.

Det var egentlig meningen, at det skulle være startskuddet til en lang og glorværdig karriere for artisten og multientertaineren Red$tar ( Søren Haahr ), men af en eller anden årsag, så lod alle parter sig overtale til, at nummeret kom ind under Infernal-hatten – men altså som en ”featuring Red$tar”.

Reelt set har undertegnede ikke haft fingrene i gryden, og derfor er det ikke et heeelt rigtigt Infernal-nummer, men der skal ikke herske tvivl om, at det lyder som en klassisk Infernal-produkiton, og derfor var (og er) vi alle enige om, at den hører hjemme på pladen.

Men det skabte unægtelig en del forvirring. Paw og jeg var netop blevet nogenlunde enige om, at vi godt kunne lide at dreje tingene over i en lidt disko-electro-agtig retning med masser af sang på, og for at sige det mildt, så harmonerede ”Banjo Thing” ikke just med denne opskrift.

Det var på dette stadie, at vi overvejede at lave en plade, der var helt i tråd med den første Infernal-plade. Vi var godt klar over, at det ville være et alvorligt kompromis i forhold til, hvad vi havde regnet med at gøre Infernal til, men vi tænkte, at hvis det var banke-banke-dance, folket ville have, så kunne vi vel godt levere… For vi kunne i hvert fald ikke se banjo og disko og det hele i en stor pærevælling.

Men det var der andre, der kunne.

Vores kunstneriske vejleder på pladeselskabet – eller som det hedder på rigtigt pladeselskabsdansk; vores A&R, Jesper Green , kunne sagtens se det hele fungere, hvis man blandede det sammen. Særligt jeg var skeptisk, men det var tydeligt for mig, at Paw blev noget slukøret ved tanken om, at vi var temmelig langt fra målet, hvis ikke vi kunne blande de genrer, som vores demoer repræsenterede, så jeg forholdt mig åben og krydsede fingre for, at de havde ret.

Derfor bagte vi rask videre med den oprindelige bolledej. Vi erkendte, at hverken Paw eller jeg kunne sparke os selv ud af sangskrivnings-præstationsagsten, så vi måtte hente hjælp udefra. Vi ringede til vores gode ven og sangskriver, Adam Powers , for at han kunne agere saltvandsindsprøjtning. Han havde før hjulpet os, da vi manglede input til et vers på nummeret ”Sunrise” fra ”Waiting for Daylight/Muzaik”-albummet.

Og det virkede. På en enkelt dag i marts ’03 fik vi skrevet vers, bro og et bud på et omkvæd til ”Keen on Disco”. Det fejrede vi med lidt hvidvin, og da jeg var gået hjem og Paw og Adam havde søbet videre tog fanden ved dem.

De fik lyst til at give et bud på en melodi til ”I Took a Ride (Fairytale)”, og Paw fik overtalt Adam til at smide en cue ind. (Altså det vil sige gå i sangboksen og synge en slags nødtørftig demovokal). Adam er genial til melodier – også i en brandert. Han er bare knap så vidunderlig, når det gælder tekst – særligt i en brandert.

Det var en super melodi, men det rene vrøvl.

Problemet er bare, at man forelsker sig i hans catchy vendinger, selvom de ikke hænger sammen, hvilket er årsagen til, at vi stadig i dag hænger på det meget u-Infernal’ske ord: Fairytale. Der er ingen tvivl om, at det er det ord, man har i hovedet efter at have hørt nummeret. Tingen er ligesom bare, at vi ikke kunne – og stadig ikke kan – tænke tanken, at vi skulle have et nummer på vores plade med SÅ lyserød en titel.

Derfor den lille parentes-løsning: ”I Took a Ride (Fairytale)”.

Vi havde heller ikke forventet, at det skulle være Adam, der sang den, men da en herre og en damestemme sjældent ligger en ren oktav forskudt (så begge parter synger den godt i samme toneart), men derimod ofte ligger ca. en halv oktav forskudt, så lå melodien lige til højrebenet for Adam, men helt skævt for mig.

Vi tænkte selvfølgelig fluks ”vi transponerer da bare lortet”, men tingen med elektroniske lyde og produktioner er blot, at de mister deres ”nerve” eller ”bid” – eller magi, om du vil – hvis man flytter dem til et andet frekvensområde (altså nogle toner op eller ned). Vi stod så med valget: Skal vi gå på kompromis med produktionen (energien og lydene), eller skal vi lade Lina synge hele lortet enten for dybt eller irriterende lyst?

Vi var ikke villige til nogen af delene, så vi endte med en tredje løsning: At lade Adam være feature på nummeret. Vi var så vilde med hans 80’er-agtige måde at synge det på, at det færdige nummer faktisk er meget, meget tæt på den oprindelige demo. Kun Adams vrøvletekst er skrevet om og indsunget med ord, der giver mening, og så har vi ladet mig synge det ene vers og en andenstemme, som lå mere naturligt for mit toneleje – sådan mest for at give det et strejf af Infernals ”stemme”, men igen forhaster jeg mig, for det var igen langt senere i processen.

Først bør jeg vende tilbage til ”Keen on Disco”.

Nummeret er oprindeligt baseret på en del af trommesporet fra TV2s ”Vil Du Danse Med Mig?” Egentlig var det saxofonen fra remixet, vi var forelskede i, men det fungerede aldrig rigtigt, og derfor er den droppet på den endelige version.

Men som altid med os, så krævede det laaaaange overvejelser at tage den beslutning, og derfor er selve sangen skrevet til versionen med sax. Vi nåede endda ud i at prøve at indspille saxofonen igen, så det blev muligt at transponere nummeret, for den lå lige lavt nok for mig. Det var dog ikke muligt at genskabe den rigtige klang, og derfor måtte den i sidste ende dø til fordel for et synth tema.

Det måtte det første omkvæd, vi skrev også. Det var alt for kompliceret og ambitiøst og det var ikke så catchy, som vi ønskede.

Et par dage efter vores skriversession med Adam, nynnede Paw og jeg lidt frem og tilbage, og efter ganske få minutter havde vi det endelig omkvæd.

Og wow, hvor var vi vilde med titlen! Den var SÅ sigende for os (eller i hvert fald mig) på det tidspunkt.

Men mere fik vi ikke lov til at fordybe os i det lige på dét tidspunkt. For vi fik en bestillingsopgave, der lød på, at vi skulle skrive noget ”tungt og mørkt” til et engelsk act, der havde haft en ok clubsucces med et instrumentalnummer. Nu ville de se, hvad der kunne ske, hvis der kom sang på, og så endte deres track på vores bord.

Da nummeret jo allerede var færdigt, så hang vi på den toneart, de havde valgt, og derfor kan du høre mig synge temmelig dybt – i forhold til tonelejet på vores øvrige numre – på ”Deeper Still”. Det var en fed udfordring, og vi var selv yderst tilfredse med resultatet, men det engelske band valgte aldrig at udgive deres nummer med sang på, og dermed havde vi skrevet sangen ”forgæves”.

”Så bruger vi den da bare selv”, tænkte vi, og sådan blev det.

I april ´03 fik Jesper Green (vores A&R og klub promotor) den vanvittige – og temmelig ambitiøse ide – at lave en ny udgave af Jaydee’s ”Plastic Dreams”. Som vanligt, når Jesper er indblandet, så bliver det sjældent, som man regner med, så undervejs i processen tog tingene en drejning og Paw fixede et skævt lille harmonikariff ud af ærmet.

Dermed var grundstenen lagt til ”Cheap Trick Kinda’ Girl”.

Egentlig var det første bud en knap syv minutter lang club version, og det var ikke tænkt, at der skulle sang på. Jeg følte mig dog draget til at skråle på det, og da jeg bød ind med sætningen ”I’m a cheap trick kinda’ girl”, så var drengene ikke sene til at takke ja.

Derefter gik det slag i slag, og vi havde særligt en fest med at lade Paw indtale sit smækre Boney M-agtige stykke, samt brumme sit ”knowing it’s a sin”.

Vi var vældig tilfredse med nummerets energi, og Paw og jeg begyndte for første gang at se, at der kunne dannes en musikalsk bro imellem ”Banjo Thing” og diskonumrene.

Derfor var vi heller ikke helt så blege, da ”Careful With the Boys” kom på banen omkring juli 2003 i en uhyre tidlig udgave, hvor det endelige vers end ikke blev tænkt på, og det daværende vers var det, der i dag er endt som C-stykke.

Vi skrev det sammen med sangskriveren Michelle Djarling, (som vi tidligere havde arbejdet sammen med bl.a. omkring vores Big Brother nummer ”You Receive Me”).

Omkvædet til ”Careful…” dumpede nærmest ud af os, og det var så fedt, at vi gik totalt i stå. Pludselig gik der præstationsangst i den, og så blev dét ligesom lagt til side på ubestemt tid.

Hen på efteråret ’03 var der kommet skub i tingene, og vi blev enige om, at det ville være fedt med et nummer mere i stil med ”Banjo Thing”. Derfor hev vi en rigtig gammel Infernal ide op af posen; ”Hava Nagila” på techno-dance-manér.

Det tog ikke mange timer at banke den sammen, og vi var flade af grin over hvor klassisk og alligevel effektivt nummeret var, når det kom igennem ”technomaskinen”.

Alligevel syntes vi dog, at der skulle mere til.

Derfor samlede vi godt og vel 80 mennesker til at synge det, vi kalder ”øl-kor”. Vi ville have det til at lyde som et helt stadion af mennesker, og vi valgte derfor at indspille hele dynen ude på danseskolen Pejsegaarden i Husum.

Vi lånte lokalet en hel aften, og fik her folk til både at synge, trampe, klappe, råbe og skrige. Da vi klippede sekvenserne op tilstrækkelig mange gange og lagde dem alle oven på hinanden, så kom vi i alt op på et crowd med ca. 3000 stemmer.

SÅ lød det pludselig af noget.

Ydermere konstaterede vi hurtigt, at da ”Hava Nagila” er en jødisk hymne, så ville det jo være passende, at der kom noget hebraisk vokal på. Vi spurgte os for, og igennem en af mine veninder fandt vi Uri.

Uri er en ganske almindelig ung gut, som tilfældigvis kan hebraisk. Vi var ikke sikre på, om han havde stemmen og timingen og rytmesansen, men vi tænkte, at om ikke andet kunne vi vel redde det med effekter og klippe det op, så det kunne fungere.

Vores tvivl blev gjort grundigt til skamme.

Uri viste sig at være et naturtalent med eftertryk! Han hørte tracket igennem et par gange, vi sludrede kort om, at han bare skulle sige noget, der lagde op til fest og gang i den, og så hoppede han ellers i boksen. Han lavede et langt take, og skidtet sad lige i øjet. Han var 2 Unlimited’s Ray og DJ Aligators Al samlet i én person. Det var så perfekt og rigtigt, at vi næsten ikke kunne tro vores ører.

Vi kunne måske have ladet Paw lave den engelske version, da pladeselskabet opfordrede os til at lave en sprogligt alternativ version, men Uri var så rigtig, at da vi skulle til det, så ringede vi til ham igen.

Og endnu engang leverede han varen. Vi skrev teksten om til engelsk, men beholdt det hebraiske ord Balagan. Det betyder en blanding af fest og ballade, og vi syntes det passede rigtig godt til nummerets stemning. Og til Infernal.

Derfor er det også blevet titlen.

Da ”Balagan (Hava Nagila)” lå færdig trængte vi til at lave noget ganske andet en four on the floor og banke, banke derudaf. Derfor følte vi os rustede til igen at tage ”Careful With the Boys” frem. Den havde været lidt af en kæphest, men vi mandede os op og tænkte ”hvor svært kan det være at lave pop?”

Til at begynde med var det ret svært. Vi røg hele tiden i totterne på hinanden, Paw og jeg. Flere dage endte vi med at gå hver til sit i irritation og vrede. Men til sidst lykkedes det os at få skrevet et vers, som fungerede. Derfra begyndte vi at lege med produktionen. Vi tænkte, at nu måtte vi jo bare se, hvor det endte, og så gik det faktisk meget godt.

Vi begyndte at se bort fra, om det nu også passede ind i Infernals univers og særligt jeg begyndte for første gang at lytte med mit hjerte frem for med min hjerne.

Og mit hjerte var VILD med nummeret.

Paw forstod det aldrig helt, og det er vist stadig ikke just hans favorit på pladen, men vi er fælles om at dyrke de kreative detaljer i produktionen – effekterne på stemmen, beatet, der går af og på og understreger sangen frem for at køre sit eget løb, som det jo normalt gør i vores musik osv..

Da anden del af omkvædet kom til blev Paw endelig overbevist om, at det kunne hænge sammen og blive fedt, og efter en lang kamp havde vi lavet vores første ”rigtige” popnummer. Følte vi selv.

Færdiggørelsen af ”Careful…” gjorde også, at vi endelig fik taget os sammen til at tage fat på en gammel, gammel Adam Powers ting, som vi altid havde sagt, at vi ville lave. Nummeret ”From Paris to Berlin” blev i sin første udgave skrevet tilbage i 1999. Men som jeg tidligere har nævnt, så er Adams force melodi. Ikke tekst.

Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg tilføjer, at i ´99, var hans force heller ikke produktion. Men øret for melodier, det er ikke til at komme uden om.

Derfor var det ualmindeligt svært at komme væk fra demoen. Vi fik dog til sidst løsrevet os fra de mildest talt forældede synths, og da vi først fik hul på bylden, så gik det rimelig hurtigt.

Særligt morede vi os kongeligt med at lave de næsten Britney Spears-agtige breaks i versene.

Teksten blev skrevet om, så hovedtrækkene (f.eks. titlen) blev bibeholdt, men så teksten som helhed fik en sammenhæng og havde en pointe.

Det var ikke nogen nem opgave, men det lykkedes så både vi og Adam var og er rigtig glade for slutresultatet, som lå klar i november ’03, og som er den ”From Paris to Berlin”, du kan høre på pladen.

Resten af året gik med at spille klubber og diskoteker rundt omkring i DK, og derfor var det ikke før februar 2004, at der for alvor kom noget nyt på banen. Vi trængte til at groove lidt, og derfor kastede vi os ud i ”Bass Driven Music”.

Egentlig var selve bas- og trommesporet bare et ufærdigt groove, som vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med.

Men så sad Paw en dag ved computeren og kiggede efter et par hovedtelefoner. Der var en lang liste af forskellige hovedtelefoner, og nedunder hver model, stod der lidt om, hvad særligt disse hørebøffer, var velegnede til.

Der var flere til rock og klassisk og jazz, men der var kun ét par, der var særligt gode til – og jeg citerer: ”Modern, bass driven music”. Vi behøvede kun at kigge på hinanden, så var den sætning adopteret.

Rytmikken bød os at tilføje ordet ”electronic”, for at det hang bedre sammen, og derfra var der ikke langt til, at vi fik det til at lyde mere som noget, der var samplet – og taget ud af en sammenhæng – fra et interview. Det gjorde vi ved at tilføje ”it’s like..” i starten, og så blev resultatet: ”It’s like… electronic, modern, bass driven music”. Derfra var det bare at hælde lidt flere elementer på og give produktionen lidt flere detaljer, så var den røv barberet… ”Bass Driven Music” var født.

I marts samme år havde bandet Musikk bedt os skrive noget til dem, hvor Jon Nørgaard – i denne sammenhæng kendt som John Rock – skulle lægge stemme til.

Han kom ud forbi, og der var ingen tvivl om, at han og vi svingede ganske fint. Vi fik hurtigt bikset en glad lille sommerbasker sammen helt i Musikks ånd (vi taler her om nummeret ”Summer Lovin’”), og da samarbejdet nu gik så fint, så besluttede vi, at det skulle være ham, der skulle lægge stemme til en fed, men ufærdig demo, vi havde i skuffen.

Egentlig var det bare noget, vi havde spillet ind da Paw tilfældigt sad og rodede med lyde, og jeg sad og besvarede mails. Men det er ofte sådan, at når han gør det, så kommer han forbi noget genialt. Han er ikke altid selv opmærksom på det, men han ved, at når der kommer glade tilråb inde fra sangboksen (hvor jeg sidder netop i skrivende stund), så er han på rette vej.

Når jeg går så vidt, som til at løbe ind og skrige ”OPTAG DET” ind i hovedet på ham, så ved han, at han har skidt en lort af guld.

Og det var netop, hvad der skete den dag. Så optog han det ind, vi tilføjede et par ting, og så fik den ellers lov at ligge der og glo. Indtil altså Jon… undskyld John Rock… kom forbi til en skriver/sangsession en eftermiddag i april.

Vi snakkede længe frem og tilbage om, hvad nummeret skulle handle om, og for at gøre en lang historie kort, så bevæger teksten sig omkring temaet ”hvor beskidt sex magter du at have med din kæreste? Og kan du leve lykkeligt med ham/hende uden at lukke op for denne pose?”.

Der kom vidt forskellige holdninger på banen imens vi skrev, men vi holdt os til, at sangen synges af en fyr, der ikke magter at have rowdy sex med den, han elsker. Han evner kun at gøre de rigtig vilde ting med piger, der ikke ”betyder alverden” for ham.

Derfor siger nummeret også at ”you gave your heart, you gave your soul, you gave me ultimate control – it’s not enough girl…”, for nej, for ham vil det aldrig blive nok. Hun kan ikke give ham det, som han skal finde i sig selv.

Nummeret blev sunget ind af to omgange, men begge gange var både Paw og jeg dybt imponerede over Jons (John Rocks) ualmindeligt modne og sexede måde at synge nummeret på. Hans stemme spænder overraskende vidt og fortolkningsevnen rækker langt ud over hans alder.

Knægten kan jo synge trusserne af en voksen kvinde! (Næsten).

Egentlig regnede vi på dette tidspunktet albummet for lukket – forstået på den måde, at nu skulle tingene bare gøres færdige, pudses af og sættes i rækkefølge, og så var den skid slået.

Men i denne tid skete der to store omvæltninger: Dels kom vi ud af vores managementkontrakt, efter at de mildest talt havde forsømt at passe deres opgaver og varetage vores interesser, dels blev vi enige med EMI (det pladeselskab vi var signet til), om at vi ikke skulle udgives under dem.

Begge dele er en længere historie, men jeg skal forsøge at holde mig til den musikalske side af sagen og blot forklare, at det forhalede udgivelsesprocessen noget, at vi selv skulle starte pladeselskab og finde nye sparringspartnere, der kunne varetage vores interesser.

Da det lykkedes os at finde de rette folk, så havde de naturligvis også lyst til at give deres besyv med på det kunstneriske område.

Et af inputs’ne var, at vi skulle lave en cover af det gamle Ultravox nummer ”Vienna”.

Paw var umiddelbart mere med på ideen, end jeg var, men vi tænkte, at vi jo altid kunne give det en chance.

Det viste sig, at det var sjovt at synge en rigtig 80’er sang, og da vi opgav at bruge andet fra originalen end vokalen, så gik det straks lettere med produktionen.

Vi endte med at gå en ganske trancet vej, og det var faktisk helt skægt at vende næsen mod en genre, vi ikke har bevæget os i længe.

Egentlig kunne jeg sætte mit punktum her, for det var alle numrene. Men det er det så alligevel ikke helt, for vi blev enige om, at vi ville have verdens bedste harmonikaspiller ind og spille på Cheap Trick Kinda’ Girl. Intet mindre kunne gøre det. Manden hedder Lelo Nika, bor i Sverige og kommer til Danmark hele tiden for at spille, så det lyder måske af mere, end det egentlig var.

Jeg så (og ikke mindst hørte) ham engang spille i Aalborg og har aldrig glemt det. Derfor var det oplagt, at vi skulle have fingre i netop ham.

Heldigvis havde han både tid og lyst, og så var han til at betale.

Da vi nu alligevel havde ham i studiet, så bad vi ham også improvisere lidt. Bare sådan for at vi kunne høre, hvad der kunne komme ud af det.

Det, der kom ud af det, var den sag, der på albummet hedder ”Cheap Trick – the silent movie (intro)”. Og det gør den fordi, vi syntes der var sådan lidt stumfilm over det.

Da vi så samtidig adderede lidt latter og lidt andre detaljer, så blev vi enige om, at det var som om, man ser Infernal tosse rundt på scenen uden lyd, imens man kun hører denne harmonikating og publikum, der griner…

Måske er vi de eneste, der helt forstår det. Måske giver det også mening for andre…

Det må tiden vise. I hvert fald spiller Lelo så guddommeligt, at det SKULLE med.

Problemet med dét var bare, at så ville vi nå op på 13 numre på albummet. Det kan godt være, vi ikke er vildt overtroiske, men bare for en ordens skyld, så valgte vi også at lave en intro til selve albummet.

Den tog udgangspunkt i et remix, vi engang lavede af ”Banjo Thing”, hvor vi klippede Sørens vokal op og byttede rundt på det, så han kom til at sige ”big ride fuckers, fuck motherfuckers, fuck big mothers” osv..

Det syntes vi egentlig var enormt skægt, men det var ligesom gjort og brugt, så vi lod os drive videre. Vi blev enige om at beholde titlen, for det var jo ligesom det, nummeret hed inde i vores hoveder, og så tænkte vi, at det kunne give fint mening, hvis vi adderede noget racerbil-lyd. Det gjorde vi så, der blev fiflet lidt med et par detaljer, og således sluttede vi på sin vis med begyndelsen.

Albummets første nummer blev lavet som det sidste, og omvendt, så er pladens sidste nummer det, vi lavede allerførst.

På ingen måde planlagt, men meget skægt at tænke over…

Og sådan gik det til. Nu ved du dét."

Denne sekvens er skrevet om bandets første udgave af albummet "From Paris to Berlin", der udkom i slutningen af 2004. Siden er albummet blevet revideret to gange, og tredje udgave står nu foran udgivelse i bl.a. Storbrittanien.

[redigér] Infernal Live

På ét væsentligt punkt adskiller Infernal sig markant fra andre ellers musikalsk lignende konstellationer: LIVE! Ofte ser man elektronisk popmusik fremført sing-back (musikken afvikles fra cd, DAT-bånd, mini-disc eller computer og vokalisten synger live henover) eller play-back (der mimes til musikken, som afvikles fra et af førnævnte medier). For at peppe det hele lidt op, benytter disse bands ofte to eller flere dansere.

Infernal valgte fra begyndelsen en anden vej.

Infernal spillede første gang i forbindelse med udgivelsen af bandets første single, "Sorti de l'Enfer" i slutningen af 1997, og fra start af gjorde bandet tingene på utraditionelle måder - de mødte op med live syn-drums, to sækkepiber og en mundharpe. Ingen dansere og bandet nægtede at tale til publikum. til gengæld havde de to kostumeskift under deres 15 min. show. Efterfølgende har Paw og Lina udtalt, at de afskyede den måde, hvorpå traditionelle dance-acts "råber og skriger ad deres publikum, at de skal have hænderne i vejret hele tiden". Bandet har dog flyttet sig en del på dette punkt og er i dag ofte beskyldt for næsten at tale for meget med og til deres publikum.

Det voldte Infernal både tekniske og økonomiske problemer, at de insisterede på at have så mange musikere med på alle job og altid spille live. Det stillede uvante krav til de danske diskoteker og bandet mødte en del modvilje mod at betale den højere pris i begyndelsen. Bandets hits var dog ikke til at komme uden om, og i løbet af de første år endte bandet med at blive det markant mest populære act på klubber og diskoteker og i sin genre var de klart den største succes på festivaler og andre spillesteder. Bandet har ofte udtalt, at det er pga. deres stædige insisteren på at bruge hyren på at optimere deres live-performance frem for at putte pengene i lommen, der er årsag til, at de fortsat turnerer og spiller for fulde huse - som det eneste "dance-act" fra slutningen af 90'erne.

Klubber, diskoteker såvel som haller, open airs og festivaler har hyret Infernal igen og igen - også når bandet ikke har været særlig markante i medierne eller pladeaktuelle med nyt materiale. I løbet af bandets ti år har de i alt holdt sammenlagt omkring et halvt års pause fra landevejen og de har spillet over 1000 koncerter i ind- og udland.

Bandets ihærdighed for at levere varen for deres publikum er uændret - showet har til gengæld udviklet sig en del:

I de første år omkring debutalbummet Infernal Affairs var der fokus på sækkepiber, mundharpe, harmonika og russisk folkekor. Dette medførte bl.a. at bandet ved enkelte lejligheder medbragte over 30 sækkepibespillere og forskellige march-trommespillere til enkelte koncerter. Desuden fik de "bygget" en over 2,5m høj Voodoo dukke som rekvisit til "Voodoo Cowboy". Ved en enkelt koncert havde de endda en brændende mand med. De bookede den daværende verdensrekordindehaver af "længste full-burn" - altså manden der kunne brænde længere end alle andre, før han skulle slukkes, uden at komme til skade - til at entrere scenen forklædt som deres mundharpespiller i "Voodoo Cowboy" hvorefter Lina og Paw stak ild på ham med fakler. Ingen kom til skade, men folk mere måbede end klappede.

En setliste fra bandets sommertour 1999 kunne f.eks. bestå af:

"Destruction" (instrumental)
"Highland Fling"
"Sorti de l'Enfer"
"Voodoo Cowboy"
"the Disc Jockey Polka"
"Your Crown"
"Kalinka"

Imens Infernal var i studiet og gøre næste album færdigt spillede de endnu en sommerturné. Arbejdet med denne plade faldt dem ikke let og de flyttede fokus. Det blev mere alvorligt, mere undergrundssøgende og de "gamle" gimmicks blev suppleret af el-guitar, arabisk og traditionel percussion og vocoder. Desuden blev Infernal, som på daværende tidspunkt stadig bestod af Søren, Paw og Lina, suppleret af sangeren Moses Malone, der sang på bl.a. Swahili. Der var stadig kostumeskift og knald på den visuelle side med koreografi og scenografi, men det gøglede skiftede til et mere kunstnerisk udtryk - bandet fik bl.a. bygget tre kæmpe hvide trapper, som i løbet af koncerterne skiftede formation og blev benyttet både som podier, til koreografi og som dekorativ baggrund med forskellig belysning og dekoration på.

En setliste på tournéen året efter, altså i 2000 så ca. således ud:

"Serengeti"
"Waiting for Daylight" (blev aldrig udgivet som single og kom aldrig på et album)
"Voodoo Cowboy"
"Sunrise" (i en tidlig udgave med andre keyboardspil og uden vers)
"Your Crown"
"Loch Ness"
"Highland Fling"
"Sorti de l'Enfer"
"Kalinka"

I begyndelsen af 2001 valgte Søren Haahr i samråd med Paw og Lina at fokusere 100% på sin daværende virksomhed med at udleje tourbusser, køre tourmanagement og lave lyd for andre bands. I fred og fordragelighed skiltes deres veje og Paw og Lina udgav Infernals andet studiealbum - "Waiting for Daylight". Titelnummeret endte med at blive taget af pladen inden udgivelse, men titlen hang ved. På turnéen umiddelbart efter udgivelsen tilføjede bandet nummrene "Turkish Bizarre" og "Muzaik" og tog "Waiting for Daylight" ud, da det jo ikke var med på pladen, men ellers kørte bandet videre med de samme numre, blot i en anden rækkefølge helt frem til og med sommertouren 2001.

I efteråret 2001 kom den reviderede udgave af "Waiting for Daylight"; albummet "Muzaik" affødt af fornyet opmærksomhed omkring Infernal, fordi bandet skrev titelmelodien til Big Brother Live - nummeret "You Receive Me". Dette kastede nyt ved på turné-bålet og bandet fortsatte med at spille helt frem til et godt stykke ind i 2003 med variationer af følgende setliste:

"Let Me Hear You Say Yeah!"
"You Receive Me"
"Muzaik"
"Voodoo Cowboy"
"Your Crown"
"Living Under Water"
"Sorti de l'Enfer"
"Kalinka"
"Sunrise"

I begyndelsen af 2003 kom singlen Infernal vs. Snap! - the Cult of Noise og med tilføjelsen af dette nummer spillede bandet igen en række koncerter. Faktisk var det netop i sensommeren og efteråret 2003 at bandet holdt deres første reelle spillepause - omkring to måneder blev det til, for i slutningen af 2003 kunne Søren Haahr og Infernal ikke længere undvære hinanden og med udgivelsen af singlen Infernal feat. Red$tar - Banjo Thing tog bandet og Søren Haahr på en tre måneder lang tour rundt i landet fra og med oktober det år.