Kybelekulten
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kybelekulten (el. Attiskulten) er en fællesbetegnelse for række forskellige religiøse fællesskaber som primært fandtes i det romersk-hellenistiske område.
Kybele var oprindeligt en frugtbarhedsgudinde fra Anatolien, der især blev forbundet med den vilde natur og bjergene, og som havde flere fællesstræk med andre af oldtidens frugtbarhedsgudinder, som fx. Astarte, Ishtar, Gaia, Afrodite, Rhea og Artemis. I Lilleasien fandtes der en lang række kultsteder, som primært lå på eller tæt ved et bjerg. Den mest fremtrædende helligdom var ved Pessinus ved Dindymonbjerget, og den centrale kultgenstand er traditionelt blevet identificeret med en særlig sten, måske en meteorit. Ypperstepræsten ved en Kybelehelligdom bar sædvanligvis titlen Attis, som var navnet på hendes elsker i myterne.
[redigér] Kybele i Rom
Kybele blev en af de mest populære, af de fremmede guddomme romerne importerede. Digteren Ovid beretter i sit værk Fasti fra slutningen af 1. årh. f.v.t. hvordan romerne tog hende til sig i håbet om at sejre i krigen mod Karthago og Hannibal. Og helligdommen fra Pessinus blev derfor bragt til Rom.
I Romerriget blev hun derefter både dyrket i statskulten og på privatbasis i form af mysteriereligioner. Præsterne i de private kulte blev på latin kaldt galli, da de var kastrerede, desuden var de iført, for romerne, meget fremmedartede dragter, og de genneførte så larmende processioner, at de fleste romere forblev en smule forbeholdne for kulten. Trods dette nærede man stor ærbødighed for hende, da hun blev tillagt sejren over Hannibal, festen Ludi Megalenses blev afholdt hvert år i april til hendes ære.
