Marius' militærreformer
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De marianske reformer af 107 f.Kr. var en række militære reformer, som blev fremlagt af den romerske statsmand og general Gaius Marius.
Før de marianske reformer var det kun selvejende bønder, der kunne blive soldater. Dette begrænsede størrelsen af hæren. I tillæg måtte soldatene skaffe deres eget udstyr, noget som begrænsede kavaleriet til kun at gælde adelsmænd, på grund af de høje priser på hest og tilbehør.
Gaius Marius indførte en standardiseret træning og udstyr til legionerne. Dette hjalp også til erobringen af omkringliggende territorier uden for romerske provinser. Alle generaler og romerske kejsere, der kom til magten efter Marius, fulgte hans eksempel af en hårdt trænet og udrustet legion.
Marius' reformer førte til at de ejendomsløse, proletariatet, kunne blive soldater. Dette øgede potentialet til den romerske hærstørrelse enormt. Det eneste krav, som blev stillet, var, at soldaten skulle være romersk borger. De fleste professionelle soldater gjorde tjeneste i en periode på 25 år. Efter endt tjenestetid blev de lovet et jordlod, hvorpå de kunne dyrke landbrug. Dette system blev et instrument for at indlemme andre lande og provinser i det romerske rige. Udenlandske hjælpesoldater, som gjorde tjeneste ved siden af legionærerne, fik tilbudet om et romersk borgersskab for dem selv og deres familier.
[redigér] Påvirkningen på det romerske samfund
Den første påvirkning, var forbedringen af den militære kapacitet. Når krig truede Romerriget, skulle en general ikke skynde sig at samle en hær, træne den til at slogs og overholde militære kommandoer og disciplin. Denne kendsgerning var grundlaget for en øget og succesfuld tid for den romerske militærmagt frem til 400-tallet.
En anden påvirkning af reformerne var bosættelsen af veteranerne i erobrede lande. Dette hjalp til at integrere regioner i form af romerske provinser og romanisere regionens borgere. Det resulterede i en formindskning af utilfredshed og oprør mod romersk overherredømme.
Et aspekt af reformerne var hærens loyalitet flyttede sig fra Senattet i Rom, over til generalen, som ledte hæren. Det blev ret almindeligt for en general, at gøre oprør end at trække sig tilbage fra posten som hærfører, for at bevare sin magt. Dette førte til flere borgerkrige, bl.a. mellem Cæsar og Pompejius. Denne politik ledte også til det endelig dødsstød af Republikken over til det Romerske Imperium.
