Og-tegn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tegnsætning |
---|
apostrof ( ' ) ( ’ ) |
Andre typografiske tegn |
asterisk ( * ) |
Andre specialtegn |
afsnitstegn ( ¶ ) |
Og-tegnet (&, og-tegn, et-tegn, ampersand) er et logogram, der repræsenterer ordet og. &-tegnet er oprindelig en ligatur (sammenskrivning) af bogstaverne i et, det latinske ord for "og". Dette ses ikke så tydeligt i den nu almindelige udgave af &-tegnet, men fremgår af det klassiske tegn, som det kan ses på billedet. Ordet "ampersand" anvendes ikke ofte på dansk, eksempelvis bruger Dansk Sprognævn som regel betegnelserne og-tegn og &-tegn. Et-tegnet bruges ofte som betegnelse indenfor typografien.
Tegnet er kendt fra romerske kilder fra 1. århundrede e.kr, hvor tegnet var mere firkantet end det nuværende. Det udviklede sig langsomt til den mere svungne form, som ses til højre på billedet. Kalligrafer udviklede i løbet af middelalderen tegnet til den nuværende form, sandsynligvis på grund af, at det var lettere at skrive. &-tegnet er på dansk det eneste tilbageblevne af middelalderens mange latinske ligaturer, dog er "@" (snabel-a) vendt tilbage i form af e-mail-adresser.
[redigér] Den danske brug af &-tegnet
Tegnet kan ikke direkte erstatte en hvilken som helst brug af ordet 'og'; tegnet indikerer et tættere bånd end et almindeligt og, og bør derfor på dansk kun anvendes, når det forener flere dele til et hele. Eksempelvis er "Bang&Olufsen" udtryk for et hele, mens "jeg så en hest og en hund" ikke er det.
[redigér] Computerprogrammering
Indenfor computerprogrammering anvendes &-tegnet typisk til at betegne et logisk OG (logical AND). I programmeringssprog, der stammer fra C, sondres der mellem:
- && for logisk og
- & for bitvist og