Oqaatsut
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Oqaatsut (dansk navn Rodebay) er en lille grønlandsk bygd med ca. 40 indbyggere og 200 slædehunde, 18 km nord for Ilulissat. Rodebay hører til Ilulissat Kommune. Bygden ligger på en halvø med udsigt til Diskobugtens isbjerge. Bygdens grønlandske navn, Oqaatsut betyder 'Skarvene'.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Erhverv
Erhvervsgrundlaget er fiskeri med langline af hellefisk, jagt på sæler og hvaler, samt bæredygtig turisme. Firmaet Oqaatsuts industri handler med fisk og tørrer torsk og hellefisk. Bygdens lille skole har typisk 4-6 elever, der undervises af en grønlandsk lærer. Der findes ikke en egentlig skolebygning, undervisningen finder sted i kirken. Børnene går kun i skole i bygden til og med 3. klasse, hvorefter resten af skoletiden finder sted på de store skoler i Ilulissat. Der er en lille butik med dagligvarer og færgeforbindelse til og fra Ilulissat to gange ugentlig fra juni til november.
Vandforsyningen kommer fra et havvandsafsaltningsanlæg. Dette anlæg benytter et omvendt osmosesystem til afsaltning af vandet. Vandet er gratis, men må afhentes ved værket. De fleste indbyggere foretrækker dog at benytte smeltevand fra indlandsisen som drikkevand. Dette kan tappes fra kilder tæt ved bygden, eller indsamles som is og smeltes i store beholdere.
[redigér] Historie
Hollandske hvalfangere kaldte stedet i 1600-tallet Roo Baj - den røde bugt. Hvalfangerne trak hvalerne i land på de flade klipper øst for bygden. Tranen blev kogt både om bord og i landanlæg. I 1870'erne byggede hollænderne en hvalfangerstation ved den røde bugt. Efter at stationen blev nedlagt overtog Den Kongelige Grønlandske Handel forsyningen af bygden.
[redigér] Turisme
Fra Ilulissat er der bådture eller ca. 7 timers vandring parallelt med kysten, vekslende med fjelde, dale, sumpe, dybe slugter - til Rodebay. Om vinteren arrangeres der hundeslædeture fra Ilulissat til bygden. Undervejs passeres Bredebugt og slugten Ujuumiu.
I forbindelse med et projekt for bæredygtig turisme, blev den gamle butik, bødkerværkstedet og pakhuset 1994 indrettet som vandrehjem med plads til 25 gæster. Senere blev den sidste gamle bygning, lagerhuset H8 sat i stand og indrettet til restaurant med grønlandske specialiteter, lavet af råvarer købt hos bygdens fangere og fiskere. Restauranten blev officielt indviet i 1998. Det tyske ægtepar Uta og Ingo Wollf har fopagtet restaurant og hytter siden 2003.
Rodebay er blevet kåret som et prisbelønnet WWF-Verdensnaturfondens pilotprojekt om bæredygtig turisme og naturbevaring i Arktis "Hånd i hånd i Arktis”.