Pilgrimsfærd
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En pilgrimsfærd (valfart) er en rejse, der foretages med et religiøst formål. Rejsen vil normalt omfatte besøg på et eller flere hellige steder. Både rejsens mål og form kan være underkastet forskellige religiøse forskrifter.
Antropologerne Edith og Victor Turner beskriver pilgrimsfærd som et frivilligt og individuelt initiationsritual. Det skal rense den rejsende og bringe ham nærmere det guddommelige, gennem en rejse til et helligt sted, der er tæt forbundet med myter, og hvor guddommelige begivenheder har og vil finde sted.[1] Alle de elementer, der omgiver en pilgrimsrejse, har betydning. Hvad der sket på og efter hjemrejsen har for eksempel lige så stor betydning som på udrejsen. Det samme gælder de relaterede bygningskomplekser, ligesom tids-dimensioner, mytiske eller folkloristiske superstrukturer, såsom den litteratur, de legender el. lignende der knytter sig til et valfarststed.
De elementer, som gør helligdommen hellig, defineres af de tilrejsende. Det er dem, der giver helligdommen dens betydning, og den således får mening fra den kultur, hvor den besøgende kommer fra. Helligestedet skabes med andre ord derfor udfra idéer den besøgende har bragt med sig, og dets karaktér defineres af dets brugere.[2]
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Pilgrimsfærd i kristendommen
- Uddybende artikel: Kristen pilgrimsfærd i middelalderen
Indenfor katolicismen bruges pilgrimsfærd som en bodshandling, og er derfor ikke i sig selv underlagt en fast liturgi, men indgår et element i bodssakramentet. Pilgrimsfærd har alligevel siden middelalderen spillet en stor rolle. I højmiddelalderen var vejene fyldt med pilgrimme, og mange mennesker var på mindst en rejse i deres liv.[3] Stedernes prominens var forskellige, men det mest betydningsfulde valfartsmål i hele middelalderen var Gravkirken i Jerusalem, så Rom og dernæst Santiago de Compostela. Steder som Canterbury, Køln og Vézelay havde også stor betydning i hele den katolske verden, men overalt i Europa fandtes der pilgrimsmål af mere eller mindre lokal betydning. De mest kendte steder som Jerusalem og Compostela krævede en lang og besværlig rejse, medens andre som f.eks. den af Geoffrey Chaucer beskrevne rejse til Canterbury ikke stillede de store krav.
En vellykket valfart var en ny dåb og en mulighed for en ny start på livet, hvor man var renset for det tidligere livs synder. På en rejse til Jerusalem blev alle begivenheder og problemer indtolket i forståelsen af myten om Jesus’ lidelse og død, og den rejsende kunne på denne måde opleve en personlig udfrielse gennem associationen med det guddommelige.
I dag foretager især katolikker pilgrimsfærd / valfarter til en række steder, som er knyttet til undergørende helgener, blandt de mest populære i vore dage er Einsiedeln, Loreto, Lourdes, Rom og til Santiago de Compostela ad Jakobsvejen. Valfartsstederne i Danmark var i den katolske tid ofte hellige kilder.
[redigér] Pilgrimsfærd i Islam
Én af islams fem hellige pligter er, at muslimer skal foretage en pilgrimsrejse (Hadj) til Mekka, mindst én gang i livet i den tolvte måned i islamiske kalender.
[redigér] Noter
[redigér] Litteratur
- Bowman, Glenn. Christian Ideology and the Image of the Holy Land: The Place of Jerusalem in the Various Christianities. I: John Eade and Michael J. Sallnow (ed.) Contesting the Sacred; The Anthropology of Christian Pilgrimage. UK: Routledge, 1991.
- Bernhard Hamilton. Religion in the Medieval West. USA: Arnold, 1986.
- Turner, Edith and Victor Turner. Image and Pilgrimage in Christian Culture. USA: Colombia University Press, 1978.
[redigér] Se også
 |
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
