Robert Wadlow
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Robert Pershing Wadlow (22. februar 1918 - 15. juli 1940) er verdenberømt for at være verdens højeste mand nogensinde, idet han opnåede en højde af 272 cm. Han blev født i Alton, Illinois, USA kl. 06:30 af Addie og Harold Wadlow, som også begge kom fra USA. Robert var den ældste af fem børn. Alle disse havde normal vægt og højde gennem hele livet. Som sagt gjorde det samme sig imidlertid ikke gældende for Robert selv.
Hans vægt ved fødslen var 3.850 g, hvilket egentlig ikke sagde noget om, hvad der senere skulle overgå Robert. Først af en alder af to år begyndte Robert at vokse i et ekstremt tempo. Som 18-årig fik Robert for første gang plads i Guinness World Records, idet han på dette tidspunkt havde slået den gamle rekord på 246 cm, som blev sat af ireren Patrick Cotter O'Brien i 1806. Tabellen herunder angiver Roboert Wadlows højde og vægt ved bestemte aldre:
Alder | Højde | Vægt |
---|---|---|
5 år | 163 cm | 48 kg |
8 år | 183 cm | 77 kg |
9 år | 189 cm | 82 kg |
10 år | 199 cm | 95,6 kg |
11 år | 200 cm | |
12 år | 210 cm | |
14 år | 226 cm | 137 kg |
15 år | 234 cm | 161 kg |
16 år | 240 cm | 170 kg |
17 år | 245 cm | 143 kg |
18 år | 253 cm | |
19 år | 258 cm | 218 kg |
20 år | 261 cm | |
21 år | 265 cm | 223 kg |
22,4 år | 272 cm | 199 kg |
[redigér] Robert Wadlows dagligdag
Det var i sandhed hårdt at være verdens højeste mand. Det var i hvert fald hvad Robert selv hævdede. Men han og hans familie forsøgte at leve så normalt et liv som muligt. Robert samlede på frimærker og yndede at fotografere. Men når Robert gik på gaden blev han ofte sparket til, idet mange børn troede, at han gik på stylter. Han kunne heller ikke tage med bussen, toget eller flyet. Heller ikke kunne han sætte sig ned på almindelige stole.
Idet Robert voksede ekstremt meget i højden, fulgte andre mål trop. Hans hænder målte 32,2 cm fra håndleddet til langfingerens spids. Hans fødder var 47 cm lange, hvilket gjorde at Robert måtte gå med størrelse 71 i sko. Skoene blev speciallavet af International Shoe Company og kostede 100$ parret. Da Robert fyldte tyve tilbød firmaet at lave hans sko gratis, hvis han til gengæld reklamerede for firmaet.
[redigér] Hvad skyldtes Roberts handikap
Robert Wadlow blev undersøgt adskillige gange i sit liv. Som tolvårig fandt lægerne ud af, at Roberts handikap skyldtes, at han havde en overaktiv hypofyse. Dette er kirtlen, hvor menneskets væksthormon, somatotropin, bliver produceret. En af konsekvenserne ved at være verdens højeste mand, var et dårligt blodomløb og en ringe følesans.
[redigér] Robert Wadlows død
Set bort fra de vanskeligheder, det kostede Robert at være verdens højeste mand, levede han en sund og rask tilværelse. Men hans ringe følesans i benene gjorde, at han først opdagede sår og vabler meget sent. I juli 1940 fik Robert en bøjle, som skulle støtte hans ankler. Men bøjlen passede ikke, og skabte en betændt vabel på Roberts højre ankel. Da han endelig opdagede vablen, var det for sent.
Robert døde stilfærdigt kl. 01:30 den 15. juli 1940. Hans 3,28 meter lange kiste blev af tolv mænd bragt ud til Oakwood-kirkegården i Roberts fødeby Alton. Alton var i sorg over tabet, hvorfor alle butikker og kontorer lukkede den dag. Flere end 40.000 skrev i kondolencebogen. Familien Wadlow destruerede mange af Roberts ejendele efter hans død, for at undgå at samlere begyndte at udstille hans ting.