Søfart
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Søfart defineres som trafik til vands. I mange lande har vareudveksling ad søvejen spillet en meget stor rolle. I dag opfattes sunde og bælter ofte som forhindringer der skal krydses med færger eller broer, men før motorkøretøjernes fremkomst var vandvejene centrale for transporten af gods og mennesker.
I begyndelsen var man afhængig af muskelkraft for at drive fartøjer frem, men mennesket fandt hurtigt ud af af benytte sejl der ved hjælp af vindens kraft kunne drive et skib fremad. I begyndelsen af 1800-tallet var udviklingen af dampmaskinen nået så langt at den kunne installeres i et skib, og en ny epoke begyndte. Nu kunne man sejle direkte mod vinden og også sejle i vindstille vejr. Senere benyttedes forbrændingsmotorer i skibe. Det første oceangående motorskib var Selandia, bygget på det danske værft B&W til Østasiatisk Kompagni, forkortet ØK.
Danmark har en af verdens største handelsflåder, og landet har tre navigationsskoler, hvor man kan læse til skibsofficer. Søfartsstyrelsen administrerer lovgivning omkring søfart og hører under erhvervsministeriet. Farvandsvæsenet tager sig af afmærkning af de danske farvande med bøjer og fyrtårne.
