Sandorm
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Sandormens u-formede gang
i Vadehavets bund |
|||||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||
| Arenicola marina |
|||||||||||||||||
|
|
Man ser sjældent sandormen (Arenicola marina), for den sidder næsten altid 10-20 cm nede under havbunden, hvor den har lavet et u-formet rør, den bor i. Sandormen sluger sandet ned gennem sin tragtformede mund. Den fordøjer planktonet, men sandet, den ikke kan bruge, kommer ud igen af den anden ende af dens u-formede hule, så det ligger i små bunker rundt omkring på havbunden.
Man kan finde ca. 20 tusinde sandorme per kvadratmeter i Vadehavet. Når der er så mange, er det fordi højvandet hver gang fører nyt plankton med ind på det lave vand. Der er altså masser føde for sandormene. Samtidig iltes vandet, hver gang tidevandet skifter, og det er godt for både plankton og sandorme.
Sandormen ånder ved hjælp af gæller, der sidder som små røde hårtotter ned langs kroppen.
Sandormens fjender er vadefugle, især regnspoven, hvis næb er meget langt og kan nå ned til sandormen, og fladfisk, der svømmer rundt og bider bagenden af sandormene, når de stikker bagenden op til havbunden for at komme af med det ufordøjelige sand, de har slugt. Men hvis sandormen får bidt bagenden af, vokser der bare en ny ud, og så kan fladfiskene jagte dem igen.
