Sanne Salomonsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sanne Salomonsen (født 30. december 1955) er en dansk sangerinde.
Sanne Salomonsen må nok betragtes som en institution i dansk rock og kaldes måske med rette af mange for Danmarks Rock-Mama.
Hun medvirkede i sine unge dage i forskellige musical-opførelser, som f.eks. Hair, Godspell og Touch.
Hun indspillede sin første soloplade som 17-årig, og var på samme tidspunkt også aktiv indenfor jazzmusik.
I 1980 kom hun med i bandet Sneakers og har siden da udsendt en lang række plader og optrådt på en lang række af landets scener.
I 1983 medvirkede hun i spillefilmen Forræderne.
Sanne Salomonsen har været gift to gange, nemlig med bassisten Bo Stief (1975-1980) og med guitaristen Mats Ronander (1985-1992), med hvem hun har sønnen Victor.
Den 5. maj 2006 blev hun lam i den ene arm og i den ene halvdel af ansigtet efter blodprop i hjernen, men har det efter omstændighederne godt. Hun har dog besluttet sig for at aflyse alle sine arrangementer sommeren over.