Sigmundur Brestisson
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sigmundur Brestisson (961-1005), var en vikingehøvdingen, som på kongebud forkyndte læren om Hvíta Krist på tinget i Tinganes omkring år 1000. På Færøerne kender hvert barn ham.
Han var søn af Brestir Sigmundsson der i foråret 975 dræbes i kamp af Tróndur í Gøtu. Den syvårige Sigmundur opfostres hos Tróndur. Allerede om sommeren sender Tróndur Sigmundur og sin fætter Tóri Beinisson til Norge i håb om at de aldrig vender tilbage. I 984 opsøger Sigmundur Brestisson og Tóri Håkon Jarl af Norge. Her bliver de hans hirdmænd. I 988 vender de to fætre Sigmundur og Tóri tilbage til Færøerne med to skibe og 120 mand, for at hævne drabet på deres fædre. Øssur Havgrímsson dræbes og der sluttes forlig med de andre indblandede i striden og der bliver enighed om at lade Håkon Jarl dømme. Håkon Jarl dømmer da, at Tróndur í Gøtu skal betale fuld mandebod for Sigmunds og Tóris fædre. Sigmundur får halvdelen af Færøerne i Len af Håkon Jarl, som selv skal have den anden halvdel. Ved at acceptere dommen går Sigmundur reelt med til, at Færøerne bliver et norsk lydland.
På Altinget (Lagting) på Tinganes (idag Tórshavn) tvinges Tróndur i Gøtu til at acceptere Sigmunds og Håkons Jarls nyordning. År 999 angreb Sigmundur med 30 bevæbnede mænd høvdingen Tróndur, der med våbenmagt tvinges til at gå over til kristendommen. Men da de forsamlede færinger med Tróndur i spidsen afviste den nye lære, fordi de så kristendommen som Sigmunds undskyldning for at rage til sig magten over øerne, valgte han en lidt mindre flatterende fremgangsmåde i sit missionsarbejde. I nattens mulm og mørke sejlede han med sit bedste mandskab til Gøta og tvang sig adgang til Trónds gård, hvor man så hev Tróndur ud af sengen og gav ham valget, enten at tage ved kristen tro, eller at blive halshugget.
Pragmatisk som Tróndur var accepterede han disse vilkår, men ifølge Færingesagaen svor Tróndur hævn i 1005, og samlede senere sine mænd i en natlig action ved at angribe Sigmundur på Skúvoy, hvor de tog Sigmundur på sengen. Sigmundur og hans tro følgesvend og fætter Tóri Beinirsson sprang i havet sammen med karlen Einar på Suðuroy. Deres svømmetur er legendarisk og bl.a. gengivet i det meget folkekære kvad Sigmundarkvæði yngra (Det yngre kvad om Sigmund), som hvert eneste skolebarn på Færøerne skifter bekendskab med i undervisningen. Mens Tóri og Einar døde på svømmeturen, lykkedes Sigmundur at nå Sandvík på Suðuroy, hvor han dræbes af bonden Torgrímur Illi (en af Trónds mænd).
Sigmundur Brestissons gravsten Sigmundarsteinur kan beses på kirkegården i Skúvoy. Stenen har et indhugget kors, men ingen runer.
[redigér] Litteratur
- G.V.C. Young: Færøerne. Fra vikingetiden til reformationen. København: Rosenkilde og Bakker, 1982
[redigér] Eksterne henvisninger
- tjatsi.fo (Færingesaga, mytologi, eventyr, osv. - på dansk og engelsk)
- tjatsi.fo Det ældre Sigmundskvad (kun på færøsk)