Svend Dahl
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Svend Dahl (24. september 1887 - 15. november 1963), dansk biblioteksmand.
Dahl tog skoleembedseksamen i naturhistorie og geografi 1914, var 1907—1909 assistent ved Det Kongelige Bibliotek, 1909-1911 ved Københavns Universitetsbibliotek, 1911-1920 underbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, 1920—1925 inspektør ved Statens Bibliotekstilsyn, fra 1925 overbibliotekar ved universitetsbiblioteket, hvis nyorganisation i overensstemmelse med bibliotekskommissionens forslag han ledede: koncentration om medicin og naturvidenskab og et for de praktiske studier afpasset humanistisk håndbibliotek. Rigsbibliotekar 1942-1952.
Med stor arbejdslethed har han endvidere udfoldet en omfattende litterær virksomhed, især i bibliografisk og biblioteksteknisk retning. Han redigerede 1917—1927 Aarbog for Bogvenner og fra 1926 Bogvennen. Sammen med Povl Engelstoft redigerede han Dansk biografisk Haandleksikon (DBH, tre bind, 1918—1926), anden udgave af Dansk biografisk leksikon (DBL, 27 bind, 1933-1944) og Dansk skønlitterært forfatterleksikon 1900-1950 (tre bind, 1959-1964).
[redigér] Bibliografi
- Bibliotheca zoologica Danica 1876—1906 (1910)
- Haandbog i Bibliotekskundskab (1912; 3. Udgave 1924 ff.)
- Forsøg til en Ordbog for Bogsamlere (1919)
- Haandbog for Bogsamlere (med C. Dumreicher, 1921)
- Bogens Historie (1927)
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |