Svend Poulsen Gønge
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Svend Poulsen Gønge (1610 - 1679) var en dansk friskyttekaptajn, der i omkring 1645 fik tilnavnet Gøngehøvdingen, som leder af snaphanerne i de dansk-svenske krige i 1600-tallet.
Han blev født i (Göinge) herred på grænsen mellem Skåne og Halland. Fødselsåret er ukendt, men på basis af en oplysning om, at han skal have deltaget i 30-årskrigen under Christian 4., sættes det normalt til 1608 - 1610. I en årbog fra 1926 skriver Pastor Torsten Lundberg fra Glimagre, at man mener at Svend Poulsen var husmandssøn fra Birkebjerg (Skeinge ved Skeingesøen).
Han deltog i 1625 i Trediveårskrigen, som soldat i den Hallandske gardé. I 1628 var han underkorporal i fynske regiment under Holger Rosenkrantz. Da krigen sluttede i 1629 fik Svend rang som korporal ved fodfolk. Hans utrolige viden om krigsførelse gjorde ham til taktiklægger under Oberst Holger Rosenkrantz, der opererede i Holland. Efter et par år i nederlandsk krigstjeneste, vendte han hjem, giftede sig og bosatte sig i Halland.
Svend deltog 1644 i Horns krig først som overkorporal ved et kompagni fra Gønge herred, som fortrinsvis havde Hallandsås som operationsområde. Han fik sine tilnavne Gøngehøvdingen og Svend Gønge for hans dåd under krigen og steg i graderne.
I 1657 var han kaptajn over en eskadron dragoner, som kæmpede mod svenskerne i grænseegnene mellem Skåne og Halland. Her omtales Svend Poulsen i en svensk indbretning fra 1657 som den bortrømte, menederske borger og hallandske rebel - Svend Påvelsen. I den periode hvervede han soldater, skaffede efterretninger og tog fanger i passene på Hallands Ås indtil svenskerne splittede kompagniet. På Sjælland kæmpede han i slutningen af 1657-1658. Aftakket april 1658 men udsendt som partisanleder (især øst- og sydsjælland) mod svenskerne ved begyndelsen af Københavns belejring i 1658. Især kæmpede Svend Poulsen indædt bl.a. ved Kronborg i august 1658. Fra sommeren 1658 til vinteren 1659 kæmpede Svend sammen med både Gønger og Partisaner mod de svenske styrker fra Præstø til Køge. Han flygtede til Nyord og Møn og vendte tilbage til København i 1659.
Som tak for indsatsen fik han i 1661 overladt brugen af Lundbygaard, som han senere fik som ejendom sammen med en gård i Snesere, men han fortsatte som spion for kongen i Skåne. I 1673 måtte han forlade gården og fik en lille årpenge.
I 1675 ved begyndelsen af Skånske krig findes han som landkaptajn på Stevns og han var i hele krigen 1675-79 med som dansk officer; han fik majorspatent i 1676 (major til fods 13. juli 1676). I begyndelsen af den Skånske Krig i 1676 er han major og tilbyder at hverve et kompagni dragoner i Skåne, men bliver syg i november, og siden hører man ikke mere fra ham.
Derefter flyttede han ind i Lundby Gildehus i 1679, og døde tidligst i 1679 og senest i 1691 (hvor han omtales som Svend salig).
[redigér] Litteratur
Svend Poulsen Gønge har dannet forlæg for hovedpersonen i Carit Etlars roman Gøngehøvdingen (og Dronningens vagtmester Ib til hvem Svends våbenmester husmanden Laurids Hemmingsen fra Sjolte menes at have været Carit Etlars model). Der er næppe tvivl om at den historiske person har været en anderledes barsk herre end den der er fremstillet i såvel romanerne som de to filmatiseringer.
- Etlar, Carit: Gjøngehøvdingen (1853)
- Etlar, Carit: Dronningens Vagtmester (1855)
[redigér] Film
- Gøngehøvdingen (1961), med Jens Østerholm som Svend Poulsen.
- Dronningens Vagtmester (1963), med Jens Østerholm som Svend Poulsen.
- Gøngehøvdingen (1992) tv-serie i 13 afsnit, med Søren Pilmark som Svend Poulsen.