Tikøb
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tikøb er en mindre by beliggende midt i mellem 4 større byer, ca 10 km fra Helsingør, 6 km fra Fredensborg, 8 km fra Espergærde og 8 km fra Hornbæk.
Tikøb (gl. stavemåde Tiwith, Tiwithcop) betyder: "Den til Tyr viede skov". Tyr var vikingetidens krigsgud.
Den første samlede topografiske og historiske skildring af Tikøb sogn blev skrevet af magister Garboe, der var præst ved Tikøb - og senere Hornbæk - kirker. I 1743 skrev han bl.a.: Luften er sund, landet ligger højt, vejene er overalt velindrettede, brolagte og gode. Men ulempen ved Tikøb Sogn er, at jorden for det meste er skarp og ufrugtbar; mængden af bøg og andre træer, lyng, tjørn og enebær tager al kraft fra jorden. Bønderne må købe både sæd til at æde og sæd til at så, så intet sted i landet er dyrere med alle ting end i denne egn. De grønne skove har man, men ikke guldet, sulet (fra svinene) kan bønderne have, men ikke altid brødet.
Da munkene i slutningen af 1100-tallet havde bygget deres nye kirke i Tikøb færdig havde de opført en imponerende teglstensbygning - men Tikøb sogn var også meget stort. Efter et kirkebesøg var det naturligt, at man kunne få mad, drikke og hvile. Tænk på den tids transportmuligheder! Derfor blev kroen etableret. Årstallet 1198 (som der stod på den brændte bygning) er næppe korrekt, men der har været drevet krovirksomhed på dette sted fra en tidlig middelalder. Den ældste del af den nuværende bygning stammer fra 1862.
Tikøb kommune blev lagt ind under Helsingør Kommune ved Kommunalreformen i 1970.