Tirpitz-stillingen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tirpitz-stillingen bestod af 2 bunkers, som var en del af Atlantvolden, som den tyske besættelsesmagt opførte langs Nordsøens kyster. De ligger på Tane Hedevej i Blåvand og det ene er nu oprettet som museum.
Tirpitz-stillingen blev iværksat af feltmarskal Erwin Rommel.
Arbejdet på de to kanonbunkere begyndte i juli 1944, og stillingen skulle være operationsklar til september 1945. Derfor var bunkersbyggeriet ikke afsluttet ved befrielsen 5. maj 1945; bl.a. lå de fire kanonrør og ildledelsesmateriel på Guldager station ved Esbjerg. Grunden var, at broerne i Varde ikke kunne bære de 110 tons tunge kanonrør.
Efter krigen blev udrustning, materiel og inventar, der var bestemt til bunkerne, solgt, skrottet eller fjernet. Området blev ryddet i videst muligt omfang, og de tidligere forhold blev gradvis retableret.
Som en form for krigsbytte lå et af de fire 110 tons og 19 meter lange tyske skibskanonrør i Tøjhusmuseets gård indtil maj 2005, hvorefter det blev flyttet til Museumscenter Hanstholm.
Det var en 38 cm kanon, oprindelig udviklet til slagskibe af Bismarck-klassen.
Med en pansersprænggranat på 800 kg havde kanonen en rækkevidde på 42 km.
Med en lettere pansergranat på 495 kg øgedes rækkevidden til 54,9 km.