Træl
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Træl er den gamle nordiske betegnelse for slave. Trældom var arvelig på den måde, at havde man trælle som forældre, blev man selv træl. Også krigsfanger blev i stort omfang gjort til trælle, hvilket var praksis under vikingetogene.
En træl var ufri og retsløs. Han kunne ikke eje jord, føre sag, vidne eller aflægge ed, og han tilhørte sin husbond, som kunne købe og sælge ham og hans familie.
I løbet af den tidlige middelalder skete der på grund af kirkelig indflydelse en langsom afvikling af trælleforholdet, og det forsvandt helt i 1200-tallet. Man må antage, at trællene er blevet opsuget i de lavere sociale lag af samfundet, især i bondestanden.
Se også slave, stavnsbåndet.
Træl er desuden i nordisk mytologi søn af Edda og Heimdal. Tager sig Thir til hustru, og de bliver sammen ophav til trællenes æt. Ordet "Træl" har her samme betydning som ovenfor.
