Trætjære
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Trætjære (også kaldet finsk tjære) fremstilles af ved, fortrinsvis fra fyrretræ, men også birk, bøg og ask kan bruges. I Sydeuropa anvender man ved fra oliven- eller johannesbrød-træer. Fyrrestubtjære ("fyrreskryner") regnes dog for at være bedst, og helst "dalbrændt", dvs. brændt i mile.
Trætjære fremstilles ved en art "destillation" af veddet, ligesom ved fremstilling af trækul, og trætjære er netop ofte et biprodukt fra trækulsfremstillingen. Trætjære kan altså fremstilles i mile, men den kan også laves i ovne af støbejern; begge steder opvarmes træet til "forkulning", og under opvarmningen uddrives tjæren sammen med mange andre stoffer. Da trætjære fremstilles ud fra forskellige råstoffer og ved flere forskellige processer, er den et meget forskelligartet naturprodukt, hvor sammensætning og farve kan variere, selv fra samme leverandør.
Trætjære er kemisk set meget kompleks, i en almindelig fyrretrætjære kan man identificere mellem 8.000 og 15.000 komponenter. Det ser ud til at fyrretjærens evne til at give træet en nærmest ubegrænset levetid skyldes at den klæber sig til træet og afviser fugt samtidig med at den er diffusionsåben, altså tillader vandmolekylerne at fordampe. Desuden forhindrer fyrretrætjæren træet i at udtørre, den tilfører olier og andre stoffer; trætjærens kemi er beslægtet med træets kemi. Kun en lille del af fyrretjærens effektivitet skyldes eventuelle biocide egenskaber. Aktuelt er en nordisk undersøgelse i gang med at klargøre, hvorvidt fyrretrætjæren i det hele taget er giftig nok til at betragtes som biocid. Undersøgelsens resultat, som forventes sidst i 2006, vil have inflydelse på hvorvidt fyrretrætjæren skal omfattes af EUs Biociddirektiv eller ej.
Man kan argumentere for, at fyrretrætjære og produkter baseret på fyrretjære er et godt valg ud fra et økologisk helhedsperspektiv, da træ behandlet og vedligeholdt med trætjære har en levetid som overgår alle andre kendte behandlinger.
Historisk har trætjære været brugt til vedligeholdelse af træbygninger (se de norske stavkirker), ved skibsbygning og ved behandling af sejl og takkelage. Produktet var meget efterspurgt allerede fra Vikingetiden og Middelalderen, og det var én af de varer, der dannede basis for handelen tværs over Østersøen og gennem de danske bælter.
I dag bliver den rene fyrretrætjære først og fremmest brugt antikvarisk, dvs. til gamle skibe og bygninger, samt til rekonstruktioner.
Den rene fyrretrætjære har nogle egenskaber, som begrænser brugen af den: Den tørrer meget langsomt, og kan blive klæbende ved påvirkning af regn og fugtig luft. Den kan være vanskelig at arbejde med, for dels er den tung at stryge ud, hvis den ikke er opvarmet, og dels har den en tendens til at løbe og dryppe selv et stykke tid efter påføring. Opvarmning (i vandbad, endelig ikke over åben ild) til ca. 50 grader forbedrer indtrængningen og påføringen væsentligt. Den rene trætjære er meget udsat for solens, vindens og vejrets påvirkning, den falmer og patinerer, og kræver på udsatte steder hyppig vedligeholdelse.
Som komponent i maling og lasurer m.v., er fyrretrætjæren derimod meget relevant også til nyere bygninger etc., hvor god strygbarhed og holdbarhed mv er vigtige egenskaber.
Trætjære kan blandes med rå eller kogt linolie. Rå linolie giver god indtrængning og gør tjæren mere strygbar. Kogt linolie giver en art "malingsfilm" og hurtigere tørring. Trætjære skal fortyndes med sprit. Brug ikke terpentin efter som det ødelægger cellosen i træets celler.
Aktuelt venter vi på resultatet af en dansk undersøgelse, som skal fastsætte hvordan fyrretjæren skal MAL-kodes og mærkes. Indtil da må vi finde os i en vis diversitet mht dette.
[redigér] Se også
- Kulsvier
- Rygning (af fødevarer)
- Røgvarer
- Træ (materiale)
- Trækul
- Tjære